Herr Walther og hans lindetre

Illustrasjon fra Codex Manesse, første halvdel av 1300-tallet.

Walther von der Vogelweide – selv navnet er poesi og klinger som den vakreste musikk! Men så er han også den mest berømte minnesangeren i tysk middelalder og vurderes som den største tyske lyrikeren før Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) i Han ansees å ha en språklig kraft, en originalitet og en lidenskap som trygt kan sammenlignes med William Shakespeares (1564-1616).

Vi vet lite om livet hans. Han var av ridderslekt, fikk utdannelse i Wien og førte deretter et vandreliv fra sted til sted, fra hoff til hoff. Han ble født en uviss dag i et uvisst år i Bayern eller Østerrike. Han døde visstnok sikkert i Würzburg, men i et uvisst år. Så vi får nøye oss med å gjette på rammen for livet hans: født omkring 1170 – død omkring 1230.

Og man kan sannelig si med Åse Marie Nesse (1934-2001) i hennes lille, men vakre dikt om ham, at det eneste beviset på hans fysiske liv er kvitteringen på en frakk som han kjøpte i 1203, den 12. november. Og man kan komme til samme konklusjon som henne:

… Så var ikkje roser og lindeblad nok
til å varme ditt blod,
Herr Walther.
Men utan den store germanske vinter
skreiv du visst aldri
eit dikt om vår.

(Nesse: Walther von der Vogelweide (Til ord skal du bli – Det Norske Samlaget 1973))

Og nå er vi i den siste vårmåneden, i mai. Det er samtidig den første sommermåneden om vi følger gamle oppfatninger. Nå trenger også vi å varme vårt blod, og jeg lar Herr Walther gi oss av sin varme, friskhet, glede og fremtidstro via et av hans mest kjente dikt: Det vårlige, eller kanskje snarere sommerlige diktet Under der linden (Under lindetreet). Av lyrikk-skjønnere blir det ansett som et av de vakreste kjærlighetsdikt i tysk litteratur, og det finnes rimeligvis i mange tyske diktantologier – i noe ulike gjendiktninger til dagens tysk.

I tidens løp er dette diktet blitt tonesatt av mange komponister og deriblant av vår egen Edvard Grieg (1843-1907). Hans tonesetting lever videre i beste velgående og presenteres nedenfor i en innspilling fra januar i år med den britiske sangerinnen Louise Alder (1986 -), en lyrisk sopran som for tiden høster de beste kritikker i europeisk operaverden. Og da kan vi allerede her konkludere med at Walthers dikt fra uvisst når, det lever i beste velgående gjennom Griegs musikk og en stjernesoprans innspilling av året 2020.

Under der linden: Tekst av Walther – utformet av H.P. Wapnewski – musikk av ukjent opphav

Walther skrev rimeligvis på middelhøytysk, men ikke vanskeligere enn at den som har litt kjennskap til moderne tysk, kan forstå originalen når det fins et norsk forslag til oversettelse.

Hans Peter Wapnewski (1922-2012) var professor ved universitetet i Heidelberg og er bl.a. kjent for sine utgivelser av middelhøytysk diktning.

Musikken vi hører her, kan være av Walther, men det er visstnok usikkert. I alle fall klinger denne innspillingen troverdig middelaldersk i mine ører:

Under der linden /…………….…./Under lindetreet
an der heide, /…………………..…./ute på heden,
dâ unser zweier bette was, /../der vårt felles leie var, 1)
dâ mugt ir vinden /………………./der kan dere finne
schône beide /……………………../vakre, men også
gebrochen bluomen unde gras. /./ brukne blomster og gress. 3)
Vor dem walde in einem tal, /…../ Utenfor skogen i en dal
tandaradei, /……………………………./ tandaradei 4)
schône sanc diu nahtegal./………./ vakkert sang nattergalen.

Ich kam gegangen /…………………/ Jeg kom gående
zuo der ouwe: /………………………/ til engen;
dô was mîn friedel komen ê. /…../ da var min kjære kommet alt. 5)
Dâ wart ich empfangen, /…………./ Der ble jeg mottatt
hêre frouwe, /……………………………/ – Hellige Jomfru! – 6)
daz ich bin sælic iemer mê. /………./ så jeg er lykkelig for alltid.
Kuste er mich? wol tûsentstunt: /../ Kyste han meg? Vel tusen ganger:
tandaradei,
seht wie rôt mir ist der munt. /……/ Se hvor rød munnen min er!

Dô het er gemachet /……………./ Da hadde han laget
alsô rîche /………………………………../ så praktfullt
von bluomen eine bettestat. /…./ av blomster et sengested.
Des wirt noch gelachet /…………./ Av (over) det blir det ledd
Inneclîche, /…………………………..…../ inderlig
kumt iemen an daz selbe pfat. /…/ når en kommer samme vei.
Bî den rôsen er wol mac, /…………/ På rosene kan han tydelig
tandaradei,
merken wâ mirz houbet lac. /……./ merke hvor hodet mitt lå.

Daz er bî mir læge ……………………/ At han lå hos meg,
wessez iemen /………………………..visste noen det
(nu enwelle got!) /…………………../ (må Gud ikke ville så!)
so schamt ich mich. /………………/ da skammet jeg meg.
Wes er mit mir pflæge, /……..…/ Hva han gjorde med meg
niemer niemen /……………………../ (må) aldri noen
bevinde daz wan er und ich – /../ få vite det unntatt han og jeg
Und ein kleinez vogellîn, /………/ og en bitte liten fugl,
tandaradei
daz mac wol getriuwe sîn! /…… / som nok (sikkert) er til å stole på!

Kommentarer:
1) unser zweier bette: egt. vår begges seng
2) schône: vakker, men også omsorgsfull (liebevoll).
3) schone beide / gebrochen bloumen unde gras:
både (beide) vakre (schone) / brukne blomster og (brukket?) gress – eller:
både omsorgsfullt (liebevoll) brukne (dvs tilrettelagte) blomster og gress.
Jeg oppfatter det slik at leiet er blitt smykket med vakre blomster og (friskt) gress, og at alt nå bærer preg av å ha vært ligget på.
4) tandaradei: Lyden av det som synges her, skal etterligne nattergalens sang (onomatopoetisk imitasjon). Selve «ordet» har ingen betydning.
5) dô – dâ: I «korrekt» middelhøytysk er dô et tidsadverb (da) og dâ et stedsadverb (der), men etter hvert så svekkes det betydningsmessige skillet mellom dem. Dette har gitt ulike oversettelser.
6) hêre frouwe: a) Dette kan oppfattes som et utrop: Heilige Jungfrau! (Wapnewski 1966 – Ulrich Müller 2009), altså en påkallelse av Jomfru Maria – eller b) som et forklarende tillegg (apposisjon): Edle Herrin (Deutsche Gedichte 2001). Da kan Edle Herrin (edle frue) betegne en (tilbedt) adelsdame, og denne piken av folket som synger her, blir altså mottatt som om hun var av adelsslekt).

Die verschwiegene Nachtigall: Tekst av Walther – gjendiktet av K.J. Simrock – musikk av E. Grieg

Her bruker Edvard Grieg en høytysk gjendiktning av Karl Joseph Simrock (1802-1876), Die verschwiegene Nachtigall, som første gang ble utgitt i 1857. Gjendikteren var en kjent skribent og poet, men huskes vel nå mest for sin oversettelse av Nibelungenlied til moderne tysk.

Vi merker oss at Grieg bare tonesetter tre av de fire versene. Det tredje verset er utelatt. Ble det musikalsk sett et vers for mye, eller ble kanskje fortellingen om sengen (Bette) for mye for den tids dannede selskap? Ikke vet jeg. Men det utelatte verset finnes altså gjendiktet, og jeg har tatt det med i kursiv! Man kan jo lukke øynene mens man leser det!

Denne sangen er hentet fra Griegs Sechs Lieder op. 48 hvor den er nr. 4. Alle tekstene i dette opuset er på tysk, men de er gjendiktet til norsk av Nordahl Rolfsen (1848-1928). Slik kan alle sangene også synges på vårt eget språk.

Die verschwiegene Nachtigall 7)

Unter der Linden, /………………………../ Under lindetreet
an der Haide, /………………………………./ ute på heden
wo ich mit meinem Trauten saß, /…/ hvor jeg satt med min kjære
da mögt ihr finden,/……………………../ der kan dere finne,
wie wir beide /………………………………/ hvordan vi begge
die Blumen brachen und das Gras. /../ blomstene brøt og gresset.
Vor dem Wald mit süßem Schall, /…/ Utenfor skogen, med vakker klang
Tandaradei!
sang im Thal die Nachtigall. /…………../ sang i dalen nattergalen.

Ich kam gegangen /……………………… / Jeg kom gående
zu der Aue, /……………………………………/ til engen,
mein Liebster kam vor mir dahin. /../ min kjære kom før meg dit.
Ich ward empfangen, /…………………./ Jeg ble mottatt
Als hehre Fraue, /…………………………./ som en opphøyd adelsdame,
Daß ich noch immer selig bin. /……../ slik at jeg fremdeles er lykkelig.
Ob er mir auch Küsse bot? /…………./ Om han også tilbød meg kyss?
Tandaradei!
Seht, wie ist mein Mund so roth! /…/ Se, hvor rød munnen min er!

Da gieng er machen /…………………./ Så gikk han for å lage
Uns ein Bette /……………………….……/ oss en seng
Aus süßen Blumen mancherlei, /…/ av vakre blomster av alle slag
Des wird man lachen /………………../ Av det vil man le
Noch, ich wette, /………………………./ fremdeles, det vedder jeg på,
So Jemand wandelt dort vorbei. /../ om noen vandrer forbi der.
Bei den Rosen er wohl mag, /……../ På rosene vil han nok
Tandaradei!
Merken wo das Haupt mir lag. /…………./ se hvor hodet mitt lå.

Wie ich da ruhte, /………………………./Hvordan jeg der hvilte meg,
Wüßt’ es Einer, /……………………………/visste noen om det,
Behüte Gott, /………………………………/måtte Gud forhindre det,
ich schämte mich. /………………………/(så) skammet jeg meg.
Wie mich der Gute herzte, /…………/Hvordan den gode kjærtegnet meg
Keiner erfahre das als er und ich. /./må ingen få vite det uten han og jeg
Und ein kleines Vögelein, /…………../og en bitte liten fugl,
Tandaradei!
Das wird wohl verschwiegen sein. /../ Den vil nok vite å tie.

7) verschwiegen: taus, fåmælt, diskret. Altså vil jeg foreslå: Den diskre nattergalen

Nattergalen: Tekst av Walther – gjendiktet av Nordahl Rolfsen – musikk av E. Grieg
Man vil kanskje synes at denne gjendiktningen er noe fri, men slik må det være når den skal kunne synges til en melodi som binder alt. Jeg antar at Nordahl Rolfsen har brukt Simrocks gjendiktning som utgangspunkt og ikke originalen, formuleringen «som var der Adel i mit Blod» kunne tyde på det – men det er ikke sikkert. Jeg vet heller ikke om Nordahl Rolfsen også gjendiktet det tredje verset som Grieg ikke brukte.

Nattergalen

Langt under Lide 8)
sad vi begge,
der sad vi lunt bag Löv og Lund;
hvilte bag hvide, friske Hægge
på Vårens unge Blomsterbund.
Sagte, sødt i Skog og Dal
Tandaradei!
sang en liden Nattergal.

Over det blöde Grönsvær gik jeg,
min Hjertensven på Engen stod;
det var et Möde! Velkomst fik jeg
som var der Adel i mit Blod.
Om sin Mund til Kys han böd?
Tandaradei!
Se, hvor er min Læbe rød!

Ingen skal vide, Ingen vide!
Forbyde Gud! Jeg skammed mig!
Timerne glide, Timer glide,
men Ingen ved, kun han og jeg;
thi den Små som sang ved Kveld,
Tandaradei!
Nattergalen, tier vel.