Frederik Vad er utlendings- og integrasjonsordfører for Socialdemokratiet i Folketinget. I vår holdt han en tale som vakte oppsikt.

Vad sa at det holdt ikke å være en lovlydig muslim hvis man opprettholdt verdier som strider mot de danske. Dette provoserer mange danske muslimer, som sier at dette gjør dem enda mindre lystne på å integrere seg. Men er integrasjon en byrde?

»Arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest er ikke nok, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra. Et parallelsamfund er ikke længere kun et boligområde i Ishøj. Det kan også være et kantinebord i en statslig styrelse. Det kan også være et apotek i Nordsjælland«, lød det blandt andet i talen, som er blevet citeret vidt og bredt i de danske medier.

Merkelig nok hører vi ingenting om denne debatten i Norge, selv om Vad tar opp det samme som Abid Raja gjør: Hvordan skal vi få til integrering når muslimer lever i sin egen verden og toleransen tillater intoleransen å vokse. Det er modig av Raja, med hans bakgrunn, å ta opp problemstillingen som går til kjernen av problemet.

Men nå kreves det også mot for dansker å ta opp debatten. Frederik Vad er publikums favoritt, men ikke medienes. Han har fått tilnavnet Frederik Had. Når Berlingske, og enda mer Jyllands-Posten, intervjuer ham, er det med en distanse som er mer enn journalistisk profesjonalitet. De etablerer en avstand til ham.

Jyllands-Posten har latt Wilke lage en gallup blant muslimer. Ca. 30 prosent sier de reagerer på den nye verdidebatten med å trekke seg unna det danske samfunn. De ønsker ikke integrasjon.

Nå har Jyllands-Posten intervjuet en av kritikerne, Rachida El Makrini (46). Hennes foreldre kom til Danmark fra Marokko som gjestearbeidere. Foreldrene var analfabeter og snakket dårlig dansk. Da er det en bratt oppoverbakke å integrere seg som barn. Ghettotendenser gjør det ikke lettere. Makrini har vokst opp i Valby utenfor København. Hun er skilt to ganger og er alenemor med fire barn. Hun går med hijab, og for omverdenen markerer hun dermed religiøs tilhørighet. Hun praktiserer ramadan.

Men det virker ikke som om Makrini er bevisst på friksjonsområdene mellom Danmark og islam. I stedet tar hun det personlig ille opp at folk generaliserer og har negative holdninger til henne i hverdagen.

Når også politikere gir uttrykk for dette fra Folketingets talerstol, føler hun seg stigmatisert.

Men hun viser også at hun ikke ser sammenhenger som er vanlige i den danske debatten.

Folk begår ikke kriminalitet, fordi de er muslimer – de begår kriminalitet, fordi de har haft en svær opvækst eller lever i et bestemt socialt miljø. At nogle unge fyre skaber utryghed på S-togs-stationerne har jo intet med islam at gøre.

Virkelig? Det Makrini demonstrerer, er et ønske om å få definere begrepene i debatten. Danskene skal ikke ha lov til å trekke inn islam i sammenhenger som skole og det offentlige rom. Mange dansker vil oppfatte dette som dominans-atferd.

Frederik Vad stiller til intervju med Jyllands-Posten, som forsøker å presse ham til å vurdere om ikke de kritiske muslimene har et poeng. Men Vad er for reflektert til å la seg lokke i en felle. Han er et eksempel på hvor langt debatten har kommet.

Det skyldes ikke minst hans presisjonsnivå: Vad vet hva ordene betyr. Han vet at han står på solid dansk grunn.

For Makrini er kritikk ensbetydende med hat. Da blir det vanskelig å føre en debatt.

«I dag blæser politikerne og den socialdemokratiske regering til ilden.

De nævner muslimerne i deres negative udmeldinger, sprøjter had ud og glemmer alt det gode.

Det gør det altså ikke nemt for os.

Jeg kender selv mange muslimer, og mange af os bidrager til samfundet. Vi arbejder, uddanner os og får fornuftige børn.

Derfor gør det mig trist at høre på den politiske debat.»

Jyllands-Posten motsier henne ikke, men refererer lojalt, i motsetning til ved utspørringen av Vad.

Makrini representerer nettopp de problemer Vad beskrev i sin tale. Hun er integrert på arbeidsmarkedet, men vil ha seg frabedt kritikk.

«Jeg har arbejdetsom social- og sundhedsassistent i den københavnske hjemmepleje i 18 år.

I dag er jeg også tillidsrepræsentant.»

Makrini kan ikke se at islam skulle være noe problem.

«At jeg bor i et rækkehus i Vallensbæk, og at det er mit eget valg at gå med tørklæde, fordi jeg ville føle mig nøgen, hvis jeg tog det af, og fordi islam er min tro.

For mig er ingen religioner dårlige, men der er mennesker, der kan tolke religioner dårligt.

Jeg tror på et liv efter døden og på, at vi skal være gode mennesker over for hinanden.

Jeg beder mine bønner og faster til ramadan.»

Jyllands-Posten spør ikke hva hun tenker om at Danmark er et kristent land og hva dette betyr for muslimenes praksis og rolle. Er det kanskje de som må tilpasse seg?

Man kan kanskje ikke forvente at hun skal ha et refleksjonsnivå som gjør en dialog med Vad fruktbar. Men det virker heller ikke som om Jyllands-Posten er i stand til det. De påtar seg rollen som Makrinis fortolker.

For det Makrini sier, er at dansker krenker muslimer ved å være dansker. Det tilsvarende gjelder svensker og nordmenn.

Mange dansker har derfor sluttet med å være dansker. De er grenseløse og tilpasningsdyktige.

Men da opphører jo Danmark, i likhet med Sverige og Norge.

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE17523514/jeg-har-foelt-mig-uoensket-siden-jeg-var-barn/

Kjøp billetter til lesermøtet onsdag 16. oktober her!

Kjøp Giulio Meottis «De nye barbarene» fra Document Forlag her! Kjøp eboken her.