Jeg var i denne uge i Bakhmut i det østlige Ukraine, hvor jeg tilbragte tid sammen med officerer og soldater, der for nogles vedkommende i månedsvis havde kæmpet mod de indtrængende russere i den ødelagte by. Dette har været verdenshistoriens mest langvarige slag siden 1945 og langt det mest brutale slag i denne krig, hvor russere og ukrainere ofte er i nærkamp, artilleri bomber byen til Stalingrad-lignende murbrokker og niveauet af nedslagtninger ikke har sin lige noget andet sted under Putins onde krig.
Under samtalen med disse krigstrætte mænd var deres taknemmelighed over de våben, ammunitionen og det udstyr, som de har modtaget fra Vesten, mærkbar og somme tider følelsesladet. De gav os æren for at holde dem i live og i stand til at fortsætte kampen. Jeg spurgte, hvad de nu havde mest brug for fra vores lande. Selvfølgelig flere pistoler, mere ammunition, flere kampvogne, flere missiler og, som altid fremhævet, kampfly. Et andet gennemgående svar var imidlertid slående uden at være overraskende: Undlad venligst at forsøge at tvinge vores land til at slutte fred med den indtrængende fjende.
Dette kommer fra mænd, der har set deres våbenbrødre blive fældet af kugler, bombesprængninger og granatsplinter; har kæmpet for at forhindre, at livet ebbede ud af deres kammeraters lemlæstede kroppe; har udholdt de sindsoprivende brag fra uendelige artilleribombardementer og har risikeret deres liv hver eneste time, de har opholdt sig i den ødelagte by. På et tidspunkt viste Bakhmuts dødelige vilkår sig, da flåder af fyldte ambulancer drønede forbi os på deres vej hjem fra krigszonen.
Misbilligede disse kæmpende mænd, med deres resolutte afvisning af fredsforhandlinger, den amerikanske general Douglas MacArthurs ord ved sin berømte tale om pligt, ære og land? «Soldaten beder først og fremmest for fred, for det er soldaten, der kommer til at lide og bære krigens dybeste sår og ar».
Jeg stillede dem ikke spørgsmålet, for jeg forstod med det samme, hvad der lå bag deres dystre standhaftighed i en fortsat kamp på trods af alle rædslerne.
Jeg havde tidligere besøgt det nærliggende Izium, hvor sporene fra den russiske besættelse ikke blot ses ved ødelagte og skudarrede skoler, hospitaler, huse og boligblokke, men også ved overfladiske grave midt i skovene. Gravene er nu tomme, og hver af dem er markeret med et groft tilhugget trækors.
Da russerne var blevet fordrevet af den ukrainske hærs modoffensiv i september, blev 447 kroppe gravet op her. Det var hovedsageligt civile mænd, kvinder og børn, og næsten alle kroppene viste tegn på mord; mange var blevet henrettet, nogle lemlæstet, og nogle havde sammenbundne hænder. De omgivende skovområder er arrede af store huller i jorden, hvor russiske panserkøretøjer er blevet nedgravet for at beskytte dem mod artilleri og panserværnsild og til dels skjule dem mod at blive set fra jorden og luften. Et af disse huller havde indeholdt 17 ukrainske soldaters kroppe. Russerne havde for god ordens skyld anbragt en pansermine oven på kroppene inden de fyldte jord oven på dem, for at minen kunne dræbe og lemlæste dem, der skulle grave ligene op.
Nogle af de døde civile var blevet bragt til skoven fra byen Izium og Balakliia få kilometer derfra. Begge steder beså jeg politistationer med uhumske celler og kældre uden lys, hvor russerne havde sammenstuvet deres fanger – mænd, kvinder og børn – og terroriseret, tortureret, seksuelt mishandlet og myrdet dem.
Jeg så få dage senere lignende grumme steder i Bucha nær Kyiv. Steder som dette findes i mange byer og landsbyer, som Rusland besatte. De minder i uhyggelig grad om nazistiske tortur- og udryddelseslejre, som jeg har besøgt i Polen, Frankrig og på øen Alderney i Den Engelske Kanal. I lighed med de steder fortjener også disse steder i Ukraine at blive bevaret, både som en påmindelse om de ondsindede mænd og som et minde om de stakler, der led så frygteligt under det russiske åg.
I flere områder i landet, som Putins hær har besat siden invasionen i februar 2022, har de desuden i stort omfang bortført ukrainske børn, herunder babyer. Regeringen i Kyiv har foreløbigt dokumenteret 19.393 bortførte børn, og der er sandsynligvis mange flere, der endnu ikke er identificeret.
Nogle tilbageholdes stadig i dele af Ukraine, som den russiske hær fortsat holder besat, og andre er blevet transporteret til russisk territorium. Disse bortførelser er, lige som torturen og myrderierne af civile i Izium og andre steder, og de summariske henrettelser af krigsfanger, krigsforbrydelser. Det er på grund af disse bortførelser, at Den Internationale Straffedomstol i marts udstedte arrestordrer mod Vladimir Putin og hans såkaldte børnerettighedskommissær, Maria Lvova-Belova.
Russiske styrker og civile embedsmænd har taget næsten 20.000 ukrainske børn fra børnehjem, fjernet dem direkte fra deres forældre eller anbragt dem i «pleje» efter at have dræbt deres familier. Nogle er med tvang blevet anbragt eller adopteret i byer som Moskva, Sankt Petersborg eller Rostov. Navn og fødselsdato er somme tider blevet ændret for at forhindre opsporing af børnene. De børn, der forsvarer deres hjemland, synger nationalsangen eller omtaler Putin negativt, «genopdrages» af de russiske myndigheder. Det er en proces, der har omfattet længere perioder med indespærring og isolationsfængsling, såvel som mobning og gennemprygling. Nogle børn er blevet indskrevet i en russisk «ungdomshær», hvor de trænes og forberedes til en dag at skulle kæmpe mod deres eget folk.
Jeg mødte i Kyiv de forgrædte mødre til nogle af disse børn, der alle gennemlevede et rent helvede, der ikke ender førend deres sønner og døtre kommer tilbage til dem. Den ukrainske regering og NGO’en Save Ukraine, såvel som forældre, der kan agere på egen hånd, gør sig bestræbelser for at finde disse børn, men foreløbigt er kun ganske få blevet bragt hjem. Tortur og mord kan ikke omgøres, men Ruslands børnebortførelser kan, og det er uforklarligt, hvorfor der stadig ikke har været nogen større international vrede.
Bortførelserne af ukrainske børn giver groteske mindelser om Det Tredje Rige, der tvangsfjernede mindst 20.000 polske børn fra deres familier og transporterede dem til Tyskland – det samme antal børn som vi ved, at Putin foreløbigt har bortført. Mange af dem imødegik næsten den samme skæbne, som de ukrainske børn gør i dag.
For at vende tilbage til forsvarerne af Bakhmut, så er det kendskabet til disse ondsindede bortførelser, der er årsagen til, at de kæmper. Det er årsagen til, at de og de kæmpende mænd på Ukraines andre slagmarker, uagtet de personlige omkostninger, beslutsomt fortsætter angrebene for at holde den indtrængende fjende væk fra deres familiers hjem, indtil de kan drive dem tilbage over grænsen.
Oberst Richard Kemp er tidligere officer i den britiske hær. Han stod også i spidsen for det britiske regeringskontors team vedrørende international terrorisme og er i dag skribent og foredragsholder om internationale og militære forhold. Han er Shillman Fellow ved Gatestone Institute.
