Sådan trænger islam ind i den franske skole

Hvis du er gået i gang med at skrive ønskeseddel til jul og i forvejen har et blødt punkt for den frie, franske ånd, bør du notere dig navnet Jean-Pierre Obin. Han har skrevet en bog, du skal læse, før det er for sent. Den er netop oversat til dansk og udkommet under titlen ”Hvordan islam trænger ind i skolen” – og er både klarsynet og veldokumenteret.

Frankrig er for længst blevet en stat med flere folk, hvor en tragisk kombination af blindhed og kujoneri i politik, administration og medier gennem mere end 20 år har givet islamismen mulighed for at gennemtrænge og undergrave den franske skole. Den bygger på sand, snart vil den være en ørken.

Er Obin endnu en højreorienteret alarmist ligesom mig? Slet ikke. Forfatteren gør meget ud af at understrege, at han ikke ligger til højre politisk; så meget, at det faktisk er irriterende, men resten er forbilledlig stringent. Det kommer muligvis af, at manden har haft fingrene nede i materien som topbureaukrat i det nationale undervisningsvæsen i Frankrig fra 1990-2008.

I 2004 udgav han en detaljeret rapport til den siddende undervisningsminister om forholdene på de franske skoler, herunder fremkomsten af en fundamentalistisk identitet blandt elever med muslimsk baggrund. Radikaliseringen var både religiøs og politisk, vurderede Obin, og obstruerede undervisningen i fransk litteratur og historie, biologi, idræt, musik og tegning og handlede desuden om påklædning, mad, skoleudflugter og samvær mellem drenge og piger. Rapporten konkluderede, at de tiltagende religionspolitiske protester fra elever truede det verdslige, nationale uddannelsessystem, der er næsten lige så gammelt som Den Franske Revolution i 1789 og regnes for republikkens stolthed.

Rapporten blev gemt væk; den var politisk farlig for såvel den nye venstrefløj og de gamle højrepartier. Siden er forholdene i den franske skole kun blevet værre, viser den vedholdende forfatter med denne bog, og det er nedslående læsning, som tjener til at oplyse flere om, hvad der egentlig foregår i den pulveriserende skoledag for republikkens børn.

Her er det ikke længere kun de store elever, som binder deres identitet op på Koranen. Det er også de små elever, deres forældre og – ja – nogle af lærerne selv. Samtidig har næsten to tredjedele af ca. 100.000 jødiske elever forladt de offentlige skoler for at søge mod privatskoler med lav andel af muslimske elever, mens den sidste tredjedel klumper sig sammen på skoler og gymnasier, der har ry for at være ”sikre”.

Den etniske og religiøse adskillelse kommer med andre ord indefra. Den snigende franske apartheid er ikke en påtvungen politik oppefra, den er masseindvandringens konsekvens nedefra. Frankrig er for længst blevet en stat med flere folk, hvor en tragisk kombination af blindhed og kujoneri i politik, administration og medier gennem mere end 20 år har givet islamismen mulighed for at gennemtrænge og undergrave den franske skole. Den bygger på sand, snart vil den være en ørken.

Forfatteren beskriver udviklingen som en odyssé i inkompetence og kynisme. Drivkraften er lige så banal, som den er virksom, nemlig den forhåbning, at følsomme og betændte problemer løser sig selv, og den bekvemmelighed, at det er nemt at feje dem ind under gulvtæppet, når et flertal er mest stemt derfor.

Skolen er naturligvis et sindbillede på samfundet, der er blevet et multikulturelt øhav med stadig færre broer og fællesnævnere, og hvor især venstrefløjen har reduceret muslimske indvandrere og efterkommere af muslimske indvandrere til ofre og fortiet deres forråelse ved hjælp af, hvad Jean-Pierre Obin kalder »den sociologiske undskyldning«. Det er således samfundets skyld, at lille Ali og Mohammed foretrækker sharia for fransk, gymnastik og madlavning sammen med pigerne. Problemet er ulighed, ikke islam.

Imens tager den sociale kontrol og angrebene på den verdslige skole til. Lærerne er forvirrede og ved ikke, hvilket ben de skal stå på. Deres forståelse af islam er meget lille, deres naivitet meget stor. Konfliktskyhed og relativisme ligger dem i blodet, de censurerer sig selv, og venstrefløjen er splittet mellem en marxistisk arv og en postmarxistisk nutid.

Ifølge den er proletariatet ikke længere europæisk, men folk og migranter fra den tredje verden. Den standhaftige embedsmand beskriver dem således: »De mest ekstreme fronter i denne bevægelse, såsom forkæmpere for oprindelige folk og afkolonisering, der plager en del af det akademiske miljø, har omdannet klassekamp til racekamp«. Derfor sidder alle franskmænd i dag på anklagebænken sigtet for islamofobi.

Lyder det bekendt på vore breddegrader? Og er den franske suppedas et varsel om, hvordan det vil gå i Danmark? Jeg skulle spørge fra en ven.

https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE14625986/saadan-traenger-islam-ind-i-den-franske-skole/