Endnu inden israelerne havde reageret på den jihadistiske pogrom, som det iranskstøttede Hamas begik den 7. oktober, blev der i Wien, London, Paris, Berlin, Bruxelles og adskillige andre europæiske byer arrangeret demonstrationer «til støtte for Palæstina». Demonstrationerne foregik, mens ligene af mere end 1.400 israelske ofre – torturerede, voldtagne, myrdede og lemlæstede, babyer, der blev halshugget eller brændt levende – endnu var varme. En artikel fra JNS [Jewish News Syndicate] beretter:

«IDF offentliggjorde i mandags [23. oktober] to brudstykker fra afhøringen af Hamas-terrorister, der deltog i massakren.

«‘Hensigten med at trænge ind på israelsk territorium… var at bortføre civile, de ville have så mange gidsler som muligt’, afslørede en af terroristerne. Han tilføjede: ‘De [Hamas] lovede os, at dem, der bragte dem en bortført person, ville modtage en lejlighed og 10.000 dollars’.»

Ikke desto mindre sås der ved hver eneste af disse demonstrationer i Europa hadefulde paroler mod Israel og jøder.

I Bruxelles blev der udskreget sådanne paroler, og der var overalt en voldelig og blodtørstig atmosfære. Jeg var omgivet af omkring 2.000 hadefulde demonstranter, og jeg hørte en gruppe med en halv snes unge arabere råbe «Død over jøderne» og «Død over Israel», alt imens de udvekslede indforståede smil og vittigheder. En af dem gav mig besked på at holde op med at filme. Det gjorde jeg.

USA’s tidligere udenrigsminister, Henry Kissinger, forklarede for nylig i et interview, at Europa havde begået en alvorlig fejltagelse ved gennem masseindvandring at have skabt befolkningsgrupper, der afviser alle kontinentets normer, værdier og en «forfatningsmæssig basis». Han tager stærkt afstand fra, at folk i Berlin i 2023, næsten 80 år efter Holocaust, helt ustraffet kan råbe «Død over jøderne» på åben gade.

I timerne efter afsløringen af Hamas’ nedslagtninger indledtes en bølge af racistisk vold og angreb i Europa, navnlig i Frankrig. Mod arabere eller muslimer? Slet ikke. Mod jøder, naturligvis. I Europa er jøder stadig ofre for had og vold. Det er tilsyneladende måden, hvorpå vores lokale europæiske tilhængere af Hamas hylder jihad-pogromen den 7. oktober.

Selv om medierne igennem 30 år har advaret os om risikoen for vold mod muslimer, er vores jødiske medborgere uendeligt meget mere ofre for vold og overgreb, hvad angår dets karakter og antal, end muslimer bosat i Europa er. Jeffrey Goldberg advarede allerede i 2015 i The Atlantic: «I 2014 blev jøder i Europa myrdet, voldtaget, slået, forfulgt, chikaneret, spyttet på og jaget, fordi de er jøder.»

Jeg føler en vis træthed over for dem, der mener, at israelere og arabere er lige skyldige. Og det drejer sig ikke kun om den europæiske venstrefløj, der ofte ikke længere gør sig den ulejlighed at skjule sin antisemitisme. Det er også folk på højrefløjen, der på grund af fejhed eller uvidenhed fortæller os, at Israel fik som fortjent.

Lad os se på nogle kendsgerninger: Da Israel i 2005 kunne se, at fredsprocessen var havnet i en blindgyde, fordrev staten med magt 8.500 jøder fra deres hjem i Gazastriben og jævnede alle deres boliger og lokalsamfund med jorden. Fra den dag af var der ikke en eneste israeler på Gazas jord, og Gaza var «fri». Nu, hvor der ikke var en eneste jøde, havde araberne i Gaza endelig fuld kontrol over dette smukke landområde ved middelhavskysten og kunne opbygge «Mellemøstens Singapore«. En gruppe amerikanere havde endda doneret 14 mio. dollars til at købe 3.000 drivhuse fra de fordrevne jøder og gav pengene til det palæstinensiske selvstyre for at sikre, at Gazastribens beboere kunne opbygge et erhvervsliv der. Få dage senere var alle drivhusene blevet plyndret og ødelagt.

Der blev i 2006 afholdt valg i Gazastriben. Flertallet af Gazas beboere stemte for den totalitære terrororganisation Hamas, hvis åbent erklærede mål var – og stadig er – en total ødelæggelse af Israel og jødernes udslettelse (artikel 7 og 32).

I 2007 indførte Israel og Egypten en blokade af Gazastriben som reaktion på Hamas’ indsmugling af våben til sin folkemorderiske mission. Det skete efter aftale med det palæstinensiske selvstyre, som Hamas netop havde fået til at forlade Gazastriben ved at dræbe hundredvis af dets medlemmer – nogle ved at smide dem ud fra høje bygningers øverste etage.

Israel bærer ikke noget som helst ansvar for den pogrom, som staten blev udsat for den 7. oktober. Ansvaret ligger udelukkende hos både Hamas’ psykopater og i mindst lige så høj grad hos Den Islamiske Republik Iran, der er regionens dukkefører og aspirerende stormagt.

Men lad os vende tilbage til Europa. I de fleste vesteuropæiske lande er støtte til terrorisme og opildning til had og vold mod ikkemuslimer gået fra at være lovovertrædelser til at være støtte til mangfoldighed og «multikulturalisme». 99% af dem, der begår disse lovovertrædelser, bliver aldrig retsforfulgt endsige dømt. Det er igen blevet acceptabelt at sige «Død over jøderne» og «Gas jøderne» i Vesten.

Ifølge Thukydid ønsker intet fornuftigt menneske borgerkrig, der er den værste krigsform. Det er derfor nødvendigt, at Europa bedre forstår, hvad det har påført sig selv. Europa ønskede utvivlsomt at «hjælpe», men kontinentet har demografisk set overvældet sig selv med mennesker, som europæerne kan have forestillet sig flygtede fra tyranni, mens de i virkeligheden bragte tyranniet med sig. Tre tiltag vil være værd at overveje.

Det første er et indvandringsstop. Europæerne har meget store vanskeligheder med at integrere de befolkningsgrupper, der allerede befinder sig i deres lande. Måske er de ikke engang i stand til det. Mange virker ikke til at ønske at integrere sig i europæisk kultur; de virker i stedet til at ønske, at europæerne skal integrere sig i deres. Det bør på nuværende tidspunkt være åbenlyst, at tilførslen af millioner at nytilkomne hvert år ikke kommer til at løse problemet.

Dette ville betyde en udtræden af den europæiske menneskerettighedskonvention. Menneskerettighedsdomstolens ekstremistiske retspraksis om «åbne grænser» forhindrer enhver udvikling af en rationel asylpolitik. I 2012 vedtog menneskerettighedsdomstolen den såkaldte «Hirsi-afgørelse». Den er navngivet efter retssagen Hirsi Jamaa og andre versus Italien, som fastslår, at de europæiske lande er retligt forpligtede til at redde migranter, hvor end de finder dem i Middelhavet – om det så er 200 m fra Libyens kyst – og sejle dem til en europæisk havn, så disse mennesker kan påberåbe sig flygtningestatus.

Da den italienske flåde tilbageholdt illegale migranter i Middelhavet og sendte dem tilbage til deres udgangspunkt i Libyen, dømte menneskerettighedsdomstolen Italien for dette «åbenlyse» brud på menneskerettighederne. Italienerne skulle betale 15.000 euro til hver af disse illegale migranter for «tort». Den slags penge svarer til mere end ti års indkomst i Hirsi Jamaa og hans fællers oprindelseslande: Somalia og Eritrea.

I 2016 vurderedes Somalias BNP per indbygger til 400 dollars og Eritreas til 1.300 dollars. Alle hørte selvfølgelig om Hirsi-afgørelsen. Mange, især i Afrika, forstod, at hvis de kunne nå Middelhavet, ville europæiske flåder nu være forpligtet til at sejle dem direkte til Europa. Når folk inden Hirsi-afgørelsen forsøgte at nå Europas kyster, døde hundreder på tragisk vis årligt til havs. Efter Hirsi-afgørelsen er målet nu ganske enkelt at blive tilbageholdt. Som en konsekvens heraf begiver hundredtusinder sig ud på denne rejse – ofte med hjælp af NGO’er, såsom Læger uden Grænser, hvis aktivister afventer, at der kommer både på havet lige uden for Libyens kyst.

Europæerne bliver nødt til at gøre det utænkelige: faktisk at håndhæve deres love. Hvis nogen – muslimer eller ikkemuslimer – ønsker at fejre de jihadistiske pogromer mod jøder, så kan de tage til Iran eller Qatar og juble. Ikke i Europa.

Hvert et «Død over jøderne» og «Død over Israel», der udråbes i Europa, er, især efter at babyer blev tortureret, brændt levende og halshugget, kvinder blev voldtaget og mere end 200 israelere ført ind i Gaza som gidsler den 7. oktober, en fornærmelse mod ikke alene jøder, men også mod os, hvad vi er, vores love, vores demokratier og folkets vilje.

Drieu Godefridi er jurist (Universitetet Saint-Louis i Leuven), filosof (Universitetet Saint-Louis i Leuven) og ph.d. i retsteori (Paris IV-Sorbonne). Han er forfatter til The Green Reich.