Da jeg i min uhelbredelige begejstring for cykelsport skrev om Frankrig i sidste uge, var det kun den halve sandhed. Jeg beskrev det Frankrig, jeg elsker. Det sekskantede land fra Flandern i nord over Normandiet og Bretagne i nordvest, Champagne, Lorraine og Alsace i nordøst, videre gennem Marche, Limousin og Auvergne i midten med afstikkere til Bourgogne, Rhone og Bordeaux, over Alperne til Provence og Cote d’Azur og ind i Pyrenæerne med finale på Col de Marie Blanque, hvor Jonas Vingegaard satte Tadej Pogacar med et gennemsnit på næsten 7 watt pr. kg, dagen før han kørte i gult.
Det er, som læserne ved, et storslået, varieret kulturlandskab plastret til med byer, slotte, borge, marker, skove, floder, bjerge, dale, kyster og panoramiske højdepunkter.
Og kirker, ikke at forglemme. Bygget i romansk stil fra 1000-årene og frem til midten af 1200-tallet med den karakteristiske rundbue i konstruktion og dekoration som i Pontigny, Arles, Serrabonne, Poitiers og Civray – og klostre som Cluny, Bonnecombe, Saint-Michel-de-Cuxa, Sénanque og Saint-Gilles. Bjergtagende konstruktioner – sekunderet af kirker og klostre opført lidt senere i den gotiske stil med de opadstræbende søljer, simple mure med store åbninger a la domkirkerne i Reims, Amiens og Chartres. Mange af verdens vidundere findes i dette kristne, katolske Frankrig, som stadig ligger lige for vores fødder og tv-skærme. Transmissionen af Tour de France minder os om den – Europas kristne arv.
Men der findes også et helt andet Frankrig; et land, jeg frygter. Et land, der risikerer at blive hele Vesteuropas fremtid, hvis ikke vi får udskiftet den nuværende politiske elite med en helt anden jordbunden elite, som tør bremse den sociale og politiske ulykke, som massemigrationen medfører.
Det er de unge muslimers Frankrig. Et nyt land, som end ikke 45.000 udkommanderede politibetjente kan holde i ro.
JP kalder nonchalant de unge muslimer »franske bøller« og »teenagere«. Hvis de blot var det, behøvede vi ikke frygte fremtiden.
Men vi taler om mere og andet.
Vi taler om unge arabere og muslimer med rødder i den tredje verden, og de er hverken fransksindede eller »bøller«.
De er oprørere, og deres mål er en fransk intifada, dvs. en opstand i stil med de rystelser, vi har set i Gaza (vendt mod Israel) og andre steder i Mellemøsten gennem årtier. I Frankrig er det blot franskmændene, der opfattes som besættere.
»Besætternes« ejendomme skal ødelægges. Derfor er knap 400 bankfilialer, mange hundrede butikker, restauranter, offentlige bygninger, herunder politistationer, rådhuse, skoler, fritidscentre og socialcentre brændt ned eller vandaliseret ligesom endnu flere busser og biler. Alene i Marseille er 400 butikker ødelagt.
Dette er den ubehagelige sandhed efter mere end et halvt århundredes liberal-idiotisk import af en global underklasse, der under ingen omstændigheder har tænkt sig at videreføre fransk kultur og civilisation, men i stedet isolerer sig fra den, til tider bekriger den og instinktivt lægger afstand til alt, hvad der har gjort Frankrig stort: kristendommen, sproget, folket, byerne, provinserne, arkitekturen, kunsten og kærligheden til fornuft og følelse.
De unge muslimers Frankrig står på krigsfod med alt dette. Det skyldes, at de trækker på traditioner, der kommer fra den anden side af Middelhavet.
Her er der ingen demos, ingen nation, ingen ideologier, ingen videnskab, intet våbenmonopol, ingen frihed, intet andet end familier, klaner og stammer. Denne samfundsmæssige uformåenhed har det politisk korrekte Frankrig importeret.
I miserens midte har vi Paris, som turister valfarter til for at tage selfies foran Eiffeltårnet. Vist er skønheden intakt i den historiske bykerne, som blev sparet krigens ødelæggelse fra 1940-45, fordi regeringen kapitulerede med ekspresfart. Men uden om den klassiske bykerne er nye satellitter skudt op, og dem besøger turisterne ikke. Her kæmper en myriade af afrikanske, muslimske og arabiske subkulturer om magten og æren og kontrollen over bander, narko og kvinder.
Som den skuespiller, han er, haster præsident Macron med pomade i håret hjem fra endnu et møde i EU, der vil fordele stedse flere muslimske migranter ud i alle medlemsstater. Han er damernes ven, men ikke Frankrigs. Ligesom de sidste mange tidligere præsidenter har han lovet at standse ulykken.
Men indvandringen fortsætter blindt derudad, og en enorm regning venter på at blive betalt. Størst bliver den for franskmændenes børn og børnebørn. En dag vil de vågne op og forstå, at den tredje verden ikke blot er et begreb fra det 20. århundrede.
Den tredje verden er kommet til Frankrig.
https://eavis.jyllands-posten.dk/p/jyllands-posten/09-07-2023/a/den-tredje-verden-er-kommet-til-frankrig/2671/1031557/41257583
Med forfatterens vennlige tillatelse
Ny bok fra Alf. R. Jacobsen. Kjøp boken her!
