Det har vakt for lite oppmerksomhet at Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nyttårstale tok et modig farvel til tre tiår med vestlige eliters illusjoner om hvordan verden hang sammen.

Dette skriver sosiologen og forfatteren Henrik Dahl i Jyllands-Posten. Dahl sitter på Folketinget for Liberal Alliance, men mener allikevel at Frederiksen skal få ros når hun fortjener det.

I sin nyttårstale sa Frederiksen følgende:

I Europa har vi en tendens til at forestille os, at resten af verden tænker og gør som os. Vi troede i mange år, at samhandel og vækst nærmest per automatik ville føre til fredelig sameksistens.

Vi nedrustede, da andre oprustede. Og vi har på en række områder gjort os selv for afhængige af andre.

Nu ser vi, at vi var for naive. At vi står på tærsklen til en ny tid. Som bliver svær.

Sammenligningen med den formen for floskler og svada vår statsminister Støre presenterte i sin tilsvarende tale er skrikende, og Dahl anser uttalelsen som et historisk oppgjør med Tysklands innflytelse.

Det, statsministeren med nogle få sætninger siger farvel, men ikke tak til, er tysk udenrigs-, sikkerheds- og handelspolitik siden genforeningen i 1991 – navnlig under Angela Merkels ledelse fra 2005 til 2021. Og fordi Tyskland er så stor en spiller i EU, er det således også et farvel i unåde til EU’s politikker på disse områder i det samme tidsrum.

Dahl tviler dog på at utenriksminister Jeppe Kofod (S) går god statsministerens analyse.

Han har alle dage slået mig som en uselvstændigt tænkende politiker, der har nok i at snakke de politiske eliter i Europa efter munden.

Frederiksens erkjennelse av at de vestlige elitene har tenkt vesentlige feil i så mange områder siden 90-tallet reiser flere spørsmål.

For det første: Hvori består de vestlige eliters fejltænkning? For det andet: Hvordan kunne det ske? Og for det tredje: Hvad bør vi drage af konsekvenser af, at de vestlige eliter har taget så meget fejl i så mange år?

Dahl har sine svar klare.

Først og fremmest troede de vestlige eliter på en og samme gang for meget og for lidt på den vestlige verden.

For mange anså fremtiden som uunngåelig, og at hele verden ville kopiere vestlige idéer. Det liberale demokratiet ble sett på som ustoppelig. Innvandrere som ble sluppet inn i enorme mengder til Europa ville umiddelbart adoptere våre verdier.

Dette er en gammel europeisk tankemåte, som vi kjenner igjen fra Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Karl Marx og Francis Fukuyama. Men de tok feil, alle tre.

Den historiske nødvendighed findes ikke. Den er en helt igennem fiktiv konstruktion.

Vestens eliter tok det for gitt at alle over tid ville bli som oss. Samtidig var det ingen som ville forsvare disse verdiene, og i stedet oppsto det som Roger Scruton kalte oikofobi, altså en form for hat, avsky, og frykt for vår egen sivilisasjon og vår historie.

Nå skal vi skamme oss over våre historiske ugjerninger, og ignorere ondskapen andre kulturer har stått for.

Hvordan kunne det gå så galt?

Det vigtigste svar på, hvad der gik galt for de vestlige eliter, er, at de blev ofre for gruppetænkning. Det er en dårlig og uhensigtsmæssig måde at tænke på, som opstår, når pluralismen svigter.

Identitetspolitikken, også kjent som woke, utryddet individet og endret våre demokratiske og liberale samfunn til klankulturer. Drømmen om «mangfold» gjaldt ikke for et mangfold av idéer.

Eliterne gik måske ikke alle sammen på de samme universiteter. Men de studerede de samme fag og blev undervejs i studierne indoktrineret med de samme forfattere.

Det mest sjokkerende er hvor unisone elitene var i sine feiltagelser, mener Dahl. Her gjenkjenner vi den konsensuskulturen som følger den postmoderne klankulturen.

Vanlige mennesker med normale tanker ble redusert til sjokkerte vitner.

 Åbne grænser er en vanvittig idé. Det har almindelige mennesker altid vidst. Men det er blevet filtreret ud af elitens tænkning.

Manglende beredskab og vilje til at forsvare kultur og livsform er en vanvittig idé. Det har almindelige mennesker altid vidst. Men det er blevet filtreret ud af elitens tænkning.

Manglende distinktion mellem ven og fjende er en vanvittig idé. Det har almindelige mennesker altid vidst. Men det er blevet filtreret ud af elitens tænkning.

Afgivelse af politisk kompetence til mennesker, der ikke er politikere og derfor ikke kan vælges eller fravælges, er en helt og aldeles vanvittig idé. Men igen har de politiske eliter udskammet enhver, der rakte fingeren i vejret og gjorde dette gældende.

Trusselen fra Russland ble ignorert, og advarslene om de katastrofer som det grønne skiftet og masseinnvandring ville medføre ble fullstendig oversett. Ingen virket villige til å erkjenne faren Kina utgjorde, kanskje med unntak av Donald Trump.

– Vi må holde Kina ansvarlig for pandemien

Ingen var villige til å innse at den islamske verden utgjorde en gigantisk risiko, som ble forsterket ved at en femtekolonne bestående av titalls millioner potensielle fiender allerede har bosatt seg i Europa.

Sverige er et skremmende eksempel på fremtiden våre politikere fortsatt ivrer for å realisere.

Vestlige ledere må anerkjenne truslene før de kan gjøre noe med dem, mener Dahl.

Rusland har ført hybrid krig imod Vesten i årtier. Det samme har Kina. Og det samme har den islamiske verden. Tilsammen – og hver for sig – undergraver disse entiteter på en daglig basis alt, hvad der har at gøre med vestlig kultur og livsform.

Det er på tide at den vestlige verden våkner og beskytter sin unike kultur og livsform. Ingen andre kulturer har skapt noe bedre. Vesten er fortsatt i bunn og grunn sterkere enn våre fiender, hvis viljen er der.

Det normale her i verden er at erobre land og slavegøre de besejrede. Det normale er at behandle de svage og mindretallene elendigt. Det normale er, at de stærkes ret gælder.

Det er kun i den vestlige verden, vi ser ned på disse ting og er holdt op med at praktisere dem.

Les også:

Familieterapeuten Støre

Kjøp «Den døende borgeren» av Victor Davis Hanson som papirbok her og som ebok her!