Køn, det er hun, den græske socialdemokrat Eva Kaili, hovedperson i EU’s nyeste korruptionsskandale. Som en af Europa-Parlamentets 13 – jo, tretten! – næstformænd, var hun respekteret i EU’s inderkreds. Ifølge Christel Schaldemose, hendes danske partifælle i dette parallelunivers, er hun også »intelligent, sød og hyggelig«.

Uhyggelig kommer nok nærmere sandheden nu, hvor det er kommet frem, at Kailis private gemmer og dyre håndtasker bugner af bestikkelsespenge, formentlig fra Qatar, det søde, hyggelige og lille shariadømme, hvor der som bekendt netop er blevet afholdt VM i fodbold. Ikke nok med det, beduinprinserne ville også gerne have et ord at skulle have sagt i EU.

Det har de så fået, og når selv intelligente, søde og hyggelige socialdemokrater kan bestikkes, kan alt ske i EU’s udstrakte skov af institutioner, myndigheder og næstformænd.

Klip til Danmark, hvor vi har fået en ny regering bestående af en lovbryder, en løftebryder og en gammel kending. Sidstnævnte vil gerne til fadet, det ligger til ham, hvorfor man skulle tro, han var bestemt for Europa-Parlamentet. Men nej, Lars Løkke Rasmussen foretrækker tydeligvis at være en stor mand i et lille kongerige end en lille mand i et stort imperium.

Med Ellemann jr. er det lidt mere kringlet. Han gik til valg på at vælte Mette Frederiksen og krævede retfærdighed efter Frederiksens kriminalisering af minkerhvervet. Det var klar tale.

Nogle kritiserede ham for at gå for ensidigt frem og for at være for negativ i valgkampen, men han insisterede på retfærdigheden. Hvad ville han selv, spurgte de. Svaret har vi fået nu. Fars dreng ville gerne i regering, om så med minkdræberen selv.

Er det helt udelukket, at I går i regering med Mette Frederiksen, blev han spurgt på tv, hvortil han svarede: »Mette Frederiksen, der rækker hen over midten for at blive siddende, det er billedet på en, der vil være statsminister for enhver pris. Og jeg kan godt love: Jeg kommer aldrig til at pege på hende som statsminister.«

Den lader vi stå et øjeblik.

Men når krudtrøgen har lagt sig, hvad kan vi så forvente af SVM-regeringen? Én ting er tydelig: Erhvervslivets lobbyorganisationer og dagbladet Børsen vejrer morgenluft. De ved, at de kan få større indflydelse her end på en rød regering, fordi den nye konstellation ikke bekymrer sig om værdier, almindelig moral og dannelse. DI, Dansk Erhverv og Børsen ved, at regeringen Mette Frederiksen II dyrker en særegen form for værdifattigdom, og det er de bare helt vilde med, jakkesættene. Lavere skatter og fortsat import af mennesker udefra.

Udtrykket »værdifattigdom« kommer fra den tidligere rådgiver for LA og Nye Borgerlige Lars Kaaber, som forudser en teknokratisk forvaltningsregering, hvilket er et drømmescenarie for politikere, der ikke mener noget substantielt om noget som helst, men gerne vil administrere systemet. Mette Frederiksen kunne lige så godt have inviteret en flok eksterne konsulenter ind med regneark og femårsplaner. Fremover vil »nationale værdier som frihed, virkelyst, selveje, tillid, dannelse, ånd, historie og arv blive ligegyldige«, noterer Kaaber og fortsætter: »Det er maskinen – velfærdsstaten – der er det politiske genstandsområde.«

Vist handler politik om at være god til at lyve om det vigtige og tale Solen sort om det ligegyldige. Men det tiltagende politiske bedrag kaster en slagskygge ikke alene over benævnte politikere, men over dansk parlamentarisme. »Hvorfor afholdes der egentlig valg i Danmark?« spørger historikeren Bent Jensen i en postering, når det alligevel er en teknokratisk kabale, der afgør udfaldet.

Regeringsgrundlaget hedder sigende nok ”Ansvar for Danmark”. Hvad ansvaret skal bruges til, dvs. hvad målet er, er derimod usagt. Grundlaget fokuserer ensidigt på midler og reducerer alt til teknik, selv udlændingepolitikken. Danmark skal tage imod flere migranter, flere skal have lov til at blive, asyl er ikke længere en midlertidig hjælp, men et incitatment til en voksende skare af ikkeeuropæere.

Samtidig opfattes de internationale konventioner som De Ti Bud, der »til enhver tid skal overholdes og respekteres«.

Det er Lars Løkke, der taler her, Klods Hans på den internationale scene, og selv statsministeren tier og ofrer overraskende villigt sit eget politiske projekt. Vigtigere var det åbenbart ikke. Nu skåles der atter for globaliseringen og de »globale værdier«. Hvilke?

Demokrati og regnbuefarver? Ha!

Udviklingen har været længe undervejs, men nu ser vi tydeligt, at dansk politik minder mere og mere om EU. Det lille kongerige vil også være imperium.

https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE14734118/svm-vil-vaere-den-mest-teknokratiske-regering-i-mands-minde/

Vi takker Jalving for tillatelse til å republisere