EU’s Schengenudvidelse gavner Tyrkiet

Bedst som migranter strømmer til Europa med en hast, som vi skal tilbage til 2015 for at se overgået, vil EU-Kommissionen lukke næsten 30 mio. mennesker fra Bulgarien, Rumænien og Kroatien ind i unionens pas- og grænsefrie zone opkaldt efter en landsby ved navn Schengen i Luxembourg. Alene timingen sætter ny rekord i politisk naivitet, men kommissionen står ikke alene. Et stort flertal af EU-lande, herunder Danmark, ønsker samme udvidelse i en tid præget af ydre og indre usikkerhed.

Bliver forslaget vedtaget på torsdag i Bruxelles, kommer EU pludselig til at grænse op til Tyrkiet med alt, hvad det indebærer af politisk pres, kaos, kriminalitet og migration. Medmindre, altså, at de svenske socialdemokrater bremser forslaget og fastholder randstaterne som en slags stødpuder.

Jo, du læste rigtigt: Udover Holland, der i skrivende stund tøver med at stemme for forslaget, står og falder det med, hvad de svenske sosser mener – eller tør mene – konfronteret af en lang række EU-lande og den magtfulde EU-kommissær for indre anliggender, landsmanden Ylva Johansson. Mens de danske socialdemokrater støtter åbningen og forholder sig taktisk tavse til konsekvenserne, udtalte det svenske søsterpartis retsordfører, Ardalan Shekerabi, forleden, at en åbning til de nye lande i praksis vil indebære, »at kontrollen med ind- og udrejse fjernes«.

Manden har ret. Åbningen vil i sagens natur svække de europæiske staters indre sikkerhed, der allerede er udfordret af migranter fra svært integrerbare kulturer.

Man skal blot kigge på et landkort for at forstå alvoren. Hvis Bulgarien og Rumænien optages i Schengenzonen, får vi ny ydre grænse mod sydøst, hvorefter det bliver op til disse lande, præget af korruption, sort økonomi og vilkårlig regeringsledelse, at modstå menneskesmuglingen via Tyrkiet. Det har de – modsat Ungarn, Slovakiet og Polen – ringe erfaring med.

Hvad den officielle svenske holdning ender med at blive, er endnu uvist. Sverigedemokraterne er modstandere, men den nydannede borgerlige regering er for. Springer sosserne i målet, får tyrkerne endnu bedre geopolitiske muligheder for at åbne sluserne efter forgodtbefindende – helt uden at skulle transportere migranter med bus gennem Bulgarien til den græske grænse, sådan som de gjorde for to år siden. Allerede dengang truede præsident Erdogan med, at Europa ville drukne i »millioner af migranter«.

Det er rigtigt, at bulgarerne og rumænerne har bygget hegn. De er næppe høje nok. Med mere Schengen vil EU med usvigelig sikkerhed gøre sig endnu mere afhængig af tyrkisk pression. I forvejen har EU betalt regimet i Ankara en formue for at holde migranter tilbage, skønt det har været en blandet fornøjelse; siden er prisen steget. Med åbningen sætter unionen alt på et bræt for at øge samhandlen inden for EU uden at medtænke Tyrkiets nye nærhed.

Tillad mig en kort rekapitulation. Efter verdenskrigene var det fast arbejde, der lokkede gæstearbejdere mod nord med Frankrig og Tyskland som hovedattraktioner. Industriens behov viste sig at være midlertidige, men gæstearbejderne fik lov at blive. Det lokkede kun flere til. Samtidig åbnedes grænserne via Schengen og med EU-Kommissionens ønsker om et fælles asylsystem, der skulle give flere asyl. Den europæiske venstrefløj, medieboble og menneskerettighedsindustri var begejstret. Skridt for skridt blev asyl den nye indvandringsform i en skala hinsides historisk sidestykke.

Schengenudvidelsen skriver sig ind i denne politiske naivitet, hvormed EU handler direkte imod europæiske interesser. En millionforretning er vokset frem takket være EU’s porøse grænser. Menneskeimporten skyldes i sidste ende os selv, vores politiske skizofreni, når det gælder indvandring. Det er den norske observatør og ekspert i international politik Asle Toje, der har opfundet begrebet. I takt med EU’s vokseværk har vi fået et skizofrent forhold til asylindvandring. Generelt er vi skeptiske, men konkret siger vi ja og acceptere vores valg, som var det en skæbne. På den ene side vil vi helst ikke have mere, men på den anden side vil vi heller ikke sige nej. Undervejs har vi gjort borgerrettigheder til en menneskeret.

Vedtages kommissionens forslag i Bruxelles, vil vi med garanti få et mere tyrkisk, muslimsk og arabisk EU. Man skulle næsten tro, at nogen ønskede det. Så vidt er det kommet, at vores fremtid afhænger af svenske socialdemokrater. Vore egne har allerede overgivet sig.

Opprinnelig i Jyllands-Posten 4. desember. Vi takker Jalving for republisering.

Gjesteskribent