Vi finder samme fænomen inden for politik, skønt her begrænser det sig ikke kun til de unge. De voksne kan også være med. Og har i den grad været det, huske bare marxismen på universiteterne (70’erne), indvandringsoptimismen (80’erne), globaliseringsmusikken (90’erne), kulturrelativismen (00’erne) og klimakatastrofismen (helt frem til i dag).

Selv i det små går tingene hurtigere og hurtigere. Hvad der var mink i går, er begravet i dag. Nu må vi se fremad, altid fremad. Knap 12 timer går, uden at de ævlende klasser plaprer løs om mænd i skørter og efterlyser flere kvinder på direktionsgangen og i virksomhedernes bestyrelser, og vi skal belæres af meningsdannere (m/k) om, at det skam er progressivt. Som i en bevidstløs forvandlingsmaskine ønsker postmoderniteten at gøre alting ens og forskelsløst, frisat fra biologi, rødder og udgangspunkter. Vi er alle blevet normstormere.

Hvad Leif Panduro flirtede uskyldigt med i bogtitlen ”Rend mig i traditionerne” fra 1958, er for længst blevet ideologi. Det er derfor, at opdragelse i, at der slet ikke findes nogen normalitet med hensyn til køn og seksualitet, er for vigtig en opgave at overlade børns forældre. Det må skolen tage sig af, naturligvis anført af en kønsaktivistisk organisation – netop med navnet Normstormerne. Med venstrefløjens velsignelse, inklusive socialkammeraternes.

I identitetspolitikken, der mimer modeindustrien mere, end de fleste har lyst til at tænke på, er det nye for længst blevet det gode. Jo mere velhavende og jo bedre uddannet folk er, jo mere optagede er de også på at blive identificeret med de nyeste, hurtigst udbredte og nemmest respekterede synspunkter. Mennesker, der har det bedste af alting, huse, biler, høje ansættelser, pensioner, rejsemål, tøjstil, sommerhuse og plasticbryster, vil naturligvis også have de bedste synspunkter – og helst så hurtigt og smertefrit som muligt. Desuden letter de rigtige meninger den sociale adfærd, især i overklassen og blandt de kreative og hjernevaskede i Aarhus og København.