Første helg i august arrangeres Querinifest på Røst i Lofoten. Opphavet til denne festivalen har en spennende historie:

I 1432 strandet Pietro Querini på Røst etter å ha forlist utenfor Irland. Han skrev ned sine dramatiske opplevelser og i 1559 ble beretningen om «Paradisets første krets» utgitt. Dokumentet er den eldste beskrivelsen av hverdagslivet på Røst og i Nord-Norge, og er av stor historisk verdi.

Det startet på forsommeren 1431. Den venetianske kjøpmannen Pietro Querini var på vei fra Chania på Kreta til Flandern da skipet hans lastet med vin og krydder – kom ut for en forrykende storm i Biscaya, ble blåst til havs og gikk i bølgene vest for Irland etter at uværet hadde flerret opp seilene og brukket roret på gallionen:

– Hvor ængstelig og fortvivlet jeg var, vil den forstandige læser indse. Da var jeg ligesaa hjælpeløs som den ulykkelige, til hvem man nærmer sig med strikken for at lægge den om hans hals og heise ham op.

Vindskjevt.

De klarte å snekre nye sideror. De fungerte og det løftet stemningen ombord:

– Men vindens raseri og havets vælde øgede, saa at bølgerne brød ind over de nye ror og sopte dem bort fra skibet. Ved denne ulykke stod vi lammede og lynslagne, lig de, som i pestens tid føler, at de er smittede og mærker dødens tegn. (…) Vi ventede med kristeligt sind stadig paa døden, som de fleste af os var forberedte paa; vi satte alt vort haab til det kommende liv. Nogle handlede og talte i fuld fortvivlelse, da de saa, at havets og vindenes raseri ikke lagde sig. 

Inn fra Røsthavet i lav kveldssol. En av holmene der ute kalles på folkemunne «Italienerholmen».

Querini så seg nødsaget til å gi opp gallionen og beordret 4. desember mannskapet over i skipets to livbåter. Skip og last ble kong Neptuns bytte:

– Da vi i denne tilstand var uden haab om at faa se land igjen, besluttede vi i vor elendighed, hvis Gud i sin naade vilde lade havet og vinden lægge sig noget, at sætte vor storbaad og den lille baad ud i sjøen og at gaa i dem for at søge at komme til land. (…) Der var nogle af vore folk ombord, som i høigrad var tilbøielige til at drikke vin i overmaal (…) det var utroligt, hvor ilde det var for disse at gaa ombord i baadene og forandre levemaade.

Querini og mannskapet må ha gått i livbåtene vest for Irland. Den minste livbåten forsvant, men den største med 47 mann ombord har sannsynligvis drevet nordover med den raskeste delen av Golfstrømmen – som beveger seg med én knops fart og holder syv til ni grader. Da situasjonen var på det mest kritiske later det til at Querini har klart å mobilisere en åndelig kraft:

Røst.

– Under disse omstændigheder begyndte den ene efter den anden at dø; de viste ikke paa forhaand noget tegn paa, at døden var nær, men de faldt pludselig død om for vore øine. (…) En dag døde to, en anden dag døde tre eller fire, og dette var mellem l9de og 29de december; vi kastede dem straks i havet. (…) Da alle var saa fortvivlede og sikre paa at dø, fik jeg af Gud den indskydelse med passende ord at formane de gjenlevende til ydmygt og gudhengivent at gaa den visse død imøde, idet vi sammen nød sakramentet i den vin, som var igjen. Efterat jeg havde talt, viste alle sig under taarer som gode kristne, og de anbefalede sin sjæl til Guds varetægt.

Helg.

4. januar skimtet de land. Natt til 5. januar tilbragte de med håp, men da de kom nærmere så de at de var i urent farvann.

– Da vi kom nærmere, mærkede vi, at det var omgivet af mange undervandsskjær, som den stadige brænding viste. Der er ikke noget saa farligt for sjømanden som paa ukjendte steder at søge land. Derfor gik vor glæde og vort haab over til den yderste fortvivlelse. Vi græd og overgav os til Gud og Guds moder, synderes tro hjælper. Af medlidenhed hjalp han os i sin naade i denne store fare. Da vor baad havde rørt ved et af blindskjærene, reiste der sig en bølge og lettede den op og førte den fri over skjæret.

5. januar 1432 strandet Querini på en øde holme kalt Sandø eller «italienerøya» som den også kalles, en øy «helt bedækket med sne, og af den tog de en mængde for at slukke sin brændende tørst». 

MK Røsthavet.

– Som ved et under førte vor leder og frelser os trætte og slitne til den eneste lille strand, som fandtes, lig svage fugle, der naar jorden efter endt flugt. 

Bare 16 berget seg i land av et mannskap på 68. Blant dem var Querini selv. De var utmattet av sult og tørst og det var isende kaldt.

Her oppholdt de seg i 29 dager før de ble funnet og skysset til Røst. Etter ti dager på øya fant de en stor fisk som mettet dem i elleve av disse dagene. 

– Da alle var gaaet afsted for at søge efter skjæl, fandt en af os en uhyre stor fisk (…) som laa paa stranden og som kunde veie omtrent 200 pund; den saa ud til at være død ganske nylig. Hvorledes den var blevet kastet op der, det ved vi ikke, men vi maa vel tro, at den naadige Gud har raadet det saa. 

Rorbucamping.

På Røst ble de fremmede tatt godt imot av de innfødte som fordelte dem i sine hjem, men nu var det bare elleve igjen av dem. De kommuniserte på latin gjennom presten som tilhørte dominikanerordenen.

– Paa den ø boede der 120 sjæle, og til paaske gik 72 til alters som troende og ydmyge kristne. 

Presten viste frem de overlevende og forklarte menigheten hva som hadde skjedd…

… og bragte alle til at græde af medlidenhed.

Røst.

De overvintret og fikk oppleve den vakre Røst-befolkningens hverdagsliv og den værharde naturen. 

– Indbyggerne paa disse øer er meget renlivede mennesker og ser godt ud, og saaledes er det ogsaa med kvinderne der. Deres sæder er saa enkle, at de ikke bryder sig om at laase for sine ting, og de har heller ikke nogen mistanke til sine kvinder. Dette mærkede vi tydelig; thi i de samme værelser, hvor mændene og konerne og deres døtre sov, sov ogsaa vi, og i vort paasyn klædte de sig nøgne, naar de skulde gaa tilsengs. De pleiede at tage badstuebad hver torsdag, og da klædte de af sig hjemme og gik et pileskud nøgne til badstuen og var sammen med mændene. 

Røst kirke. – Paa den ø boede der 120 sjæle, og til paaske gik 72 til alters som troende og ydmyge kristne. 

Av beretningen kan vi lese at italienerne var svært takknemlig for gjestfriheten. De satte pris på den enkle livsstilen og på maten de fikk. De hyllet også de lokales evner og fromhet. 

– De er, som jeg har sagt, meget fromme kristne, og de forsømmer ikke at høre gudstjenesten om søndagene. Naar de er i kirken, ligger de stadig paa knæ under bønnen, de mumler aldrig, de forbander heller ikke de hellige og nævner ikke djævelen. Naar en af deres paarørende dør, holder hustruerne paa begravelsesdagen et stort gjæstebud for alle naboerne, og disse kommer da i sine bedste klæder, hver efter sin skik og evne. Den afdødes hustru klæder sig i de vakreste og kostbareste klæder, hun har, og beværter de indbudne og opmuntrer dem ofte til, at de skal gjøre sig tilgode for den afdødes sjælefred. De faster altid paa de bestemte dage; alle de fester, som aarlig kommer igjen, overholder de kristelig og fromt. 

Øyboerne levde av fisken i havet «da der i denne fjerne egn ikke vokser nogen slags korn».

Ondt ofte lider den fiskermand. MK Storstein på Røsthavet.

– I aarets løb fanger de en uhyre mængde fisk, men kun to arter. Den ene, som findes i store, ja umaadelige masser, kaldes stokfisk, den anden art, nemlig kveite, er mindre talrig, men af en forbausende størrelse, nemlig op til 200 pund hver. De tørker stokfisken i vinden og solen uden salt, og da disse fiske ikke indeholder stor fugtighed eller meget fedt, bliver de tørre som træ. Naar de skal spise dem, slaar de dem med øksehammeren, og derved bliver de traadede som sener; derpaa sætter de til smør og krydderier for at give dem smag. Det er en stor og værdifuld handelsartikel for de nordlige have.

– De drager til et sted som heder Bergen, mere end 1000 miglier borte. Til denne handelsby kommer skibe (…) med alle slags varer fra Tyskland, England, Skotland og Preussen, alt saadant, som er nødvendigt til mad og klæder. Det er utallige folk, som kommer med sin fisk og utallige baade, og da byttes fisken bort for varer, som de trænger. De har ikke og bruger ikke nogen mynt, og naar de har byttet bort det, de vil, vender de tilbage. 

Røst.

Da lofotfisket var over fikk italienerne etter tre måneders opphold, skyss med et handelsfartøy til Bergen. De gikk i land i Trondhjem og kom seg videre til Venezia via Sverige. Querini fikk med seg tørrfisk som proviant. 

Det ble en beveget avskjed mellom røstfolket og Querini.

Helligdagsfredning.

– Den dag, vi reiste, fik vi alle fisk som gave af dem, og da vi tog afsked, græd kvinder og børn, og vi med dem. (…) En ting fandt vi overalt, og det var kjærlige og venlige mennesker, som modtog og behandlede os vel. 

– Han gav mig som den fornemste 60 stokfisk, som var tørret i vinden, og tre store brød, som var runde som vore rugbrød og stegt i asken. 

Tørking av fisk. Alle foto: Arnt Jensvoll / Document

På dette grunnlag regnes Querini som den første italienske importør av tørrfisk.

Den fantastiske historien om Querini ble overført i muntlig tradisjon i århundreder. Den første oversettelsen av Querinis beretning kom i 1763 og var basert på en tysk oversettelse fra latin. 

Etter 500 år, i 1932, ble det reist et Querini-monument på Røst, som «paa deres sprog kaldtes verdens ende». 

Det er sterke bånd mellom Røst og Italia. Italia er den desidert største importøren av tørrfisk fra Norge – og en stor del av den produseres på Røst hvor forholdene for tørrfiskproduksjon er ideelle.

Og skulle du Herre forkorte din Hand,
At stænge Skrei-Torsken og Fisken fra Land,
Da lagdes vi hastelig øede.

Fra «Nordlands Trompet» av Petter Dass

Kjøp «Et varslet energisjokk» her!