Jeg vågner en tidlig morgen med resterne af en drøm om at komme med en af de sidste SAS-maskiner ud af København og forlade et land i frit fald. Flyselskabets piloter og mekanikere strejker, og selskabet, en af velfærdsstatens nordiske kronjuveler, synes på vej mod opløsning og konkurs. Få kilometer derfra går en 22-årig mand amok med en riffel i et indløbscenter ligesom i USA, bortset fra at ungersvenden er »kendt af psykiatrien«, som medierne bevidstløst gentager. Ergo: Systemet trives i bedste velgående, det virker bare ikke.
Disse unge, amerikansk inspirerede mænd lever i deres egne digitale reservater og vil efter al sandsynlighed blive flere og flere. Vi behøver slet ikke islamiske terrorister for at blive dræbt på torvet, selv om sidstnævnte da hjælper. Fra børne- og klasseværelser, i busser, tog, på arbejdspladser, gader og stræder, caféer m.m. møder man det samme: unge, gamle og midaldrende mennesker, der glor ned i deres mobiler, mens de går, står, cykler, kører bil og konstant lader sig distrahere af billeder, film og notifikationer.
Måske var det derfor, Tour de France blev modtaget så overvældende positivt af danskerne: Vi længes efter fysikalitet og tilstedeværelse. Jublen langs vejene var et råb om hjælp i en abstrakt, virtuel verden, hvor det konkrete mellemværende mellem mennesker og den blotte øjenkontakt for længst er et overstået kapitel. Selv noget så intimt som en kæreste finder man på nettet.
I valget mellem det kendte nu og den fristende fremtid vælger mennesket gerne det sidste. Det er muligvis grunden til, at mennesket har overlevet som art. Men det er også denne drift parret med vor tids dæmoniske teknologi, som vil tage livet af os som åndsvæsener. Vi er allerede på vej til at blive noget helt andet – sværme af skærmvæsener – og det er kun begyndelsen.
Imens vil landets statsminister, der hævder at tilhøre folket, bestemme alt, herunder, hvilke erhverv der skal dø, og hvilke der rent undtagelsesvist kan få lov at leve, men ønsker ikke selv at tage ansvar for sine idiosynkratiske fejltagelser og hendes barbar af en departementschef. I stedet sniger nr. 1 sig udenom som en rigtig luskefis, og hendes opførsel sætter en ny standard for statsministeriel normløshed.
Socialisterne og De Radikale bærer over med det, naturligvis gør de det. Deres moral er som altid til salg for magt, glitter og uddeling af endeløse milliarder til de voksende masser af uværdigt trængende, ikke mindst overklassens gæster fra de varme lande, som ødelægger alting indefra i folkeskole, boligområder, gymnasium og til sidst i hele samfundet, tynget af stedse flere offentligt ansatte, klienter, diagnoser, aborter, køn og – jeg havde nær glemt det – mere angst, vrede og materialisme.
Alt dette ville man kunne se fra luften: forvirringen og de grotesk løsrevne og stigende forventninger. Det skyldes, at stort set alt er blevet subjektivt, og at det meste er til forhandling og manipulation. Det givne skal helst være åbent, men dermed risikerer det også at blive hult og overfladisk.
Ved eksamensbordet, hvor jeg sidder som ekstern censor på 13. år, kan de studerende ikke længere formulere sig skriftligt i andet end rudimentære sætninger; syntaks og kommatering er for længst en mistet færdighed. Ved eksamensbordet taler flere af dem, som medvirkede de i et realityprogram; akademisk argumentation er pist borte. De studerende optræder som helgener med hensyn til emner som klima og bæredygtighed, overbeviste, men langtfra overbevisende, og aner ikke længere, hvad kritisk distance indebærer i praksis.
Heldigvis er jeg en gammel idiot, som bliver sparet for, hvad yngre generationer har til gode, men jeg spekulerer på, hvordan samfundet dog skal hænge sammen med alle disse nye borgere uden færdigheder og de voksnes illusion om, at ungdommen bare er så fantastisk og unik, at den kan redde os alle fra undergang.
Unik er faktisk det helt rigtige ord. Aldrig har så mange, herunder min egen generation, vidst så lidt om verden og samtidig talt så meget om den. Aldrig har diskrepansen mellem det, vi tror om os selv, og dem, vi vitterlig er, været større end i dag. Det er danmarkshistoriens og den vestlige civilisations største bluffnummer. Det er ikke udført af fremmede eller af tryllekunstnere, men af os selv, de voksne. Vi har svigtet vores børn, skulket og narret os selv om kap med samfundets løbende afvikling.
Det mest rationelle ville være at stige ind i et fly. Men hvor skulle man dog flyve hen?
Document takker Jalving for tillatelse til republisering av hans blogg i Jyllands-Posten
Kjøp «Et varslet energisjokk» her!
