I lyset af de seneste ugers begivenheder i en række mellemstore svenske byer, hvor op mod 30 svenske politibetjente er blevet kvæstet og næsten lige så mange af politiets køretøjer er blevet smadret, ville det være befriende at høre David Trads’ refleksion. Hvad har han mon lært?
Det hænder en sjælden gang, at der dukker både interessante og lærerige indslag op på Facebook, som nu her forleden, hvor Mikkel Andersson, der til daglig er redaktør på netmediet Kontrast, bragte en debat om dansk og svensk indvandringspolitik mellem den navnkundige journalist David Trads og ham selv i erindring. Året var 2015, og Andersson advarede regeringen mod at tage imod flere asylindvandrere fra Mellemøsten og Nordafrika, mens den anden anbefalede, at Danmark kopierede den svenske menneskeimport; ikke kun fordi han vistnok mente, det ville være »solidarisk«, men også fordi det ville være en god forretning og medføre et yngre, mere dynamisk og entreprenant samfund.
Det melder anekdoten ikke noget om. Journalisten svarer, kæk som altid: »Ja, det var en god debat, som jeg husker den. Bruger dog ikke min tid på at se gamle videoer med mig selv« – og så en smiley.
Denne teenageagtige mangel på selverkendelse karakteriserer stadig en stor del af mediebranchen og det progressive borgerskab i byerne – for slet ikke at nævne landets ukristelige biskopper. De ser sig aldrig tilbage; fuld fart frem mod næste forfremmelse eller job.
Imens er den muslimske diaspora i Sverige – accelereret af velfærdsstat, bandevæsen og islamiske støttegrupper – rigtignok fuld af dynamik og entreprenørkunst og i fuld gang med at virkeliggøre en intifada, dvs. en opstand i stil med de rystelser, vi har set i Gaza de seneste 35 år, hvor palæstinenserne forsøger at bekæmpe de israelske besættere.
I Sverige er det blot de svenske myndigheder, der opfattes som besætterne. De har krydset grænsen til svensk Gaza i deres mandskabsvogne, og det må stoppes. Sverige skal befris for politi.
Rasmus Paludan, grænseløs og egocentrisk, som han fremstår, er kun en anledning. Provokatøren var kun interessant et øjeblik. Snart blev volden vendt mod politi og myndigheder, den egentlige fjende. I denne polaritet møder vi det egentlige anliggende: viljen til magt og evnen til at bruge den. Korankrænkeren er med andre ord intifadaens alibi – og store dele af de hule borgerlige medier køber fortællingen og skriver som Berlingske, at »Paludan trækker et spor af vold og uroligheder gennem Sverige«.
Gerningsmændene giver det svenske begreb ”utanförskap” en helt ny og sandere mening. Modsat hvad medier og såkaldte samfundsforskere plejer at mene, er det netop ikke bestemte strukturer, der tvinger ”udsatte” ”unge mænd” til at kaste med brosten mod politiet. De vælger det selv. De er ikke bare segregerede eller traumatiserede.
De selv-segregerer sig aktivt fra Sverige gennem machoadfærd og blodtørst, mens de lidt mindre vovefulde står og filmer seancen og deler de levende billeder med den globale indvandrer- og asyloffentlighed via sociale medier, familie- og klanrelationer.
Hvorfor? Fordi de i egen selvforståelse er vidne til noget stort.
De trænger staten tilbage, så det ses og mærkes. De stjæler dens køretøjer, brænder dens skoler og råber, at Gud er stor, uden at nogen vil, tør eller kan standse dem. Ligesom i Afghanistan. Bare i Sverige.
Vi skal også lige huske, at det er deres egen Gud, de skriger på, ikke svenskernes, og så længe ingen standser dem, og demografien får lov til at blive skæbne, vil det være den nye Gud, hans profet og proselytter, der bestemmer over flere og flere ”befriede” områder.
Udviklingen følger disse trin: Først kommer kravene om ”halal”, religiøse særrettigheder og sporadiske bilafbrændinger. Så følger voksende utryghed, personfarlig kriminalitet, voldtægter og terror. Og så, pludselig, som sendt fra himlen kommer intifadaen første gang, anden gang, tredje gang, og Sverige vil ikke længere være Sverige, men noget der slutter på -stan.
Opskriften på, hvad vi skal gøre i Vesteuropa, er det stik modsatte af, hvad man har gjort i Sverige, Norge og til dels Danmark. Mere kompliceret er det faktisk ikke.
Første gang i Jyllands-Posten 24. april. Vi takker for tillatelse til republisering.