At Emmanuel Macron provoserer mange med sin arroganse og nedlatenhet er lett å observere. Men at han er direkte hatet av grasrota har ikke kommet frem. Trolig fordi det vil reflektere negativt på mediene som har forgyllet ham.

Berlingskes Sør-Europa-korrespondent Martin Brenner har lest en bok om hvorfor Macron er forhatt og her kommer flere interessante detaljer frem, men også bortforklaringer.

Men den som satt i de 2,5 timene og så debatten onsdag fikk svaret ved å studere Macrons mimikk og øyne: Han er en kald fyr med et briljant intellekt. Den kombinasjonen går som leder av en stor bedrift, men ikke som folkets øverste valgte leder. Folk ser at Macron ikke er faderlig, men kald. De ser det også reflektert i hans privatliv:

Forholdet til den 25 år ældre Brigitte Macron betyder, at han aldrig er blevet far. Hendes børn er hans jævnaldrende, og selvom han har adopteret børnebørnene, er det ikke det samme.

Macron mangler en grundlæggende faderlig forståelse for »de svagestes menneskelige bekymringer«, siger tidligere premierminister, den konservative Jean-Pierre Raffarin, til forfatterne.

Og som de selv formulerer det: »Med en ikkefar som præsident føler borgerne sig forældreløse.«

Når denne siden av Macron først går opp for en, er den vanskelig å glemme.

Da blir også hatet mer forståelig. Macron utløser impulsene fra den franske revolusjon:

»Ludvig 16., Ludvig 16., vi skar hovedet af ham. Macron, Macron, lad os gøre det igen!«

Dette var de gule vesters slagord.

Hoveder på stage, hjemmelavede guillotiner og dukker, der brændes af, er blevet standardudstyr ved de seneste års talrige demonstrationer. Men hvorfor dette blodtørstige had til en folkevalgt leder?

Hvorfor stiller ellers velovervejede parlamentsmedlemmer for venstrepartiet La France insoumise op til feministisk krigsdans med en koreografi, der mimer knytnæveslag mod præsidenten?

Hvad får en kendt skuespiller til under en pressekonference ved Cannes-festivalen at fortælle om sin lyst til »via toiletterne at trænge ind hjemme hos Macron for at smadre ham«?

Dette kan jo minne om Trump-hatet på venstrefløyen i USA. Kanskje det er derfor vi ikke har hørt om det intense Macron-hatet? Det kunne bli surr i systemet hvis Macron er like hatet som Trump var, et bål som mediene bar ved til hver dag.

Kanskje særlig fordi det i Macrons tilfelle er en god grunn til hatet. Han begynte presidentperioden som en omvendt Robin Hood. Inndro en populær boligsubisidie og annullerte formueskatten. Derav tilnavnet «de rikes president».

Men det er ikke alltid de store tingene som provoserer mest. Med Macron er det de små setningene, eller «de giftige bemerkningene». Macron bruker sin skarpe tunge på andre, de som står under ham. Aldri mot seg selv og sin egen klasse. Der ligger nok hovedgrunnen til at han er hatet.

Det kan være en arbejdsløs gartner, der får at vide, at han bare skal krydse gaden for at finde et job. Eller en umotiveret konstatering af, at man på en banegård kan »møde både succesrige og folk, som er ingenting«.

»Han tror selv, det er cool. Men sarkasmen er aldrig rettet mod ham selv. Altid mod de andre, de små, han hævder at forsvare,« skriver Szafran og Domenach og fælder en hård dom:

»Det er ikke bare klodset, men også arrogant, når han på den måde grusomt udskammer grupper af borgere.«

Denne gulddrengens arrogance og vidunderbarnets slet skjulte foragt for det middelmådige er måske den vigtigste konkrete grund til mange franskmænds instinktive had til Macron.

Szafran og Demenach er forfatterne av boken »Macron, pourquoi tant de haine?« (»Macron, hvorfor så meget had?«).

De mener at det ligger dypere arketypiske holdninger til grunn som går lenger tilbake. Det kan de ha rett i, men hvorfor har f.eks antisemittiske stereotypier dukket opp igjen i dagens moderne verden? For det har de. Dette er et tema journalister ikke tør røre. De bruker det til å sverte «folkedypet».

Det har å gjøre med at lederne ikke lenger er tjenere, men er blitt herrer. Samtidig forandres verden i en rasende fart og på en måte som kaster folk av. De overlates til sine egne fantasier og fordommer.

Når eliten samtidig bruker ord som konspirasjonsteorier som hersketeknikk, samtidig som mediene skjuler virkelige konspirasjoner, avler man hat og obskurantisme.

Men det finnes en annen grunn som hverken Berlingske eller de to franske forfatterne nevner:

Torsdag dro Macron til muslim-tette Saint-Denis og ble mottatt med stormende jubel. De forsto signalet: Macron skulle forsvare dem mot den onde Le Pen som vil frata dem hijaben.

Macron viste samtidig vanlige franskmenn hvilke side han står på.

Han bruker ikke sitt skarpe intellekt til å forsvare Frankrike og franskmenns hjem. Han bruker det helt kynisk og skruppelløst i et maktspill der franskmenn bare er en brikke.

Han er anti-nasjonal.

Franskmændene hader »rumvæsenet« Macron: »Jeg er et resultat af alt det, de ikke kan lide«