Vi tager straks ned i kirken, byens egentlige centrum. Alt cirkulerer om den: vejene, trafikken, butikkerne, klogskaben, dårskaben og lidenskaben. Der er ikke engang kø for at komme ind, ind til Gud og Goya, men vi snupper det ottekantede klokketårn først.
Vi vil gerne se byen fra oven, og der er ikke noget bedre udsigtspunkt over València end fra toppen af El Miguelete, der blev opført mellem 1381 og 1424.
Jeg får de 207 trin til 208, men det skyldes måske, at jeg løber op sammen med mine børn, som elsker intervaller, og vi puster ud til synet af den historiske bykerne omkranset af nyere, højere og grimmere bebyggelse, så langt øjet rækker; bagved det frodige agerland med appelsiner, citrus, vindruer, ris og grøntsager samt bjergene mod nord. I Middelhavet, 5 km derfra, stiger Solen op.
Kirken kommer først, sådan er det i Europa, for Europa blev Europa med kristendommen, hvilket vi moderne idioter har glemt, ignoreret og censureret i min levetid, mest af alt i EU, verdens mest uhistoriske union til dato, bestyret af grå, føderale karrieremennesker med masker på, drevet af lige dele gustne overlæg og dogmer om ”nødvendighedens politik”.
Tag hvilken som helst by af en vis betydning i Europa: Kirken var der først – eller i hvert fald så tidligt i kronologien, at den er umulig at komme udenom. Selv turisterne anerkender det – måske uden at vide det.
Jo, jeg er klar over, at romerne grundlagde byen før Kristus, og at araberne stjal den i 700-tallet og forsvarede den i 500 år. Men så blev València befriet af en kristen konge, og historien kunne begynde på ny.
Når kirken har fået sit, skal vi naturligvis ud til vandet, sådan er det for os øboere. Så vi går gennem det inddæmmede flodleje forbi det grotesk 90’er-agtige planetarium, kunstmuseum og akvarium og ud til Middelhavet for at stå med fødderne i det salte vand og trække vejret dybere og længere, før vi sætter os ned og bestiller al den kaffe, vi kan drikke, og al den is, vi kan spise. Man er vel på ferie.
Men det kan naturligvis ikke vare ved. I min familie betyder ferie også fart, så vi ræser ned til den lokale cykelhaj og sikrer os byens sidste racercykler (til leje).
På med pedaler, lycra og hjelm og ud over stepperne mod Bétara og videre op til Port de l’Oronet og den verden, der åbner sig på den anden side. Her er der ikke nogen sleske tv-værter, livsstilseksperter og bedstemødre for asyl.
Jeg kan heller ikke få øje på nogen kommunikationschefer fra Københavns Kommune eller Vestas. Her er bare himmel og asfalt, hunde og grise og køer, en landsby og et torv, hvor det slår mig, at verden bliver fysisk igen, når man sidder på en cykel og kører opad.
Nedad kan man stadig drømme og huske navne på piger, man har kendt. Men opad, der slutter lyrikken.
Mælkesyren melder sin ankomst, goddag, goddag. Sveden løber ned i øjnene, man skærer tænder, mangler væske, sukker, ilt. Det er lyksaligt. Man møder grænsen. Mærker, at man lever, og at man skal dø.
Guderne skal vide, at vi har teorier nok, men vi har alt for meget internet. Parrerne sidder på caféerne med hver deres mobil i hånden uden at ænse hinanden, verliebte i deres håndholdte elektronik med adgang til grænseløs stimulans og selvbekræftelse.
Parrerne går måske på restaurant om aftenen og gentager et smukt, gammelt kærlighedsritual, men glor billeder på Insta, Whatsapp og Tiktok, før maden kommer – og bagefter. Så betaler de og går. De var der aldrig.
Den fysiske verden er blevet sekundær. Det skyldes, at den digitale verden er langt mere dragende, sexet, manipulerbar og begavet end ham, der sidder over for dig. Sådan er det bare. Ingen gør oprør. Alle er helt væk i lortet: unge, gamle og dem med små børn. Selv sidstnævnte får stukket en iPad i favnen ved først givne lejlighed. Så bliver der fred.
Jeg har fået nok. Det er derfor, jeg insisterer på betydningen af fysiske kirker, klokketårne, strande, landevejscykling og den slags. Det digitale freakshow må stoppe, vores hjerner og kroppe er ikke skabt til det.
Stop jer selv! Stop din kone, stop din mand, stop dit barn. Se hinanden i øjnene. Sluk mobilen. Den fysiske verden begynder lige der, hvor din pegefinger slutter. Tænk, vi kan lade historien begynde på ny.
Først publisert av Jyllands-Posten, gjengitt av Document med forfatterens velvillige tillatelse.