Det lyder måske forkert, men uanset Ukrainekrigens brutalitet og tragedie udløser den flere positive konsekvenser for Europa og USA, sådan som billedet tegner sig en uge efter den russiske invasion. Den mest iøjnefaldende er, at Europa er genopstået, sådan som professor emeritus i statskundskab Bertel Heurlin allerede har påpeget i Kristeligt Dagblad.

Præsident Putins invasion har pludselig givet europæerne et sjældent set sammenhold. Samtidig har Tyskland opgivet sin traditionelle ”Ostpolitik” og ønsker nu at blive en stærk militærmagt for 100 mia. euro mere om året. Verdens fjerdestørste økonomi efter USA, Kina og Japan er »gået fra selvstigmatisering til normalisering« på rekordtid, hvilket sandsynligvis vil give anledning til en mere solid sikkerhedspolitik i Europa.

Hvem havde set det komme? Jeg havde ikke; Angela Merkel havde slet ikke. Det er lige før, amerikanerne skal sige tak. Hvad Trump ikke kunne få europæerne til – at betale for deres egen sikkerhed – ser ud til at lykkes for Putin. Det er nyt, og det er godt nyt.

Ifølge de rationelle teorier om international politik burde Europas tidehverv slet ikke kunne ske. Kontinentet har længe været militært svagt og moralsk dekadent, imens de politiske eliter har sværget til soft power, dialog og teorier om 117 flydende køn.

Nu drejer den politiske dagsorden sig om krudt og kugler, giftig maskulinitet og målrettede økonomiske sanktioner. Selv Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, måtte i den forløbne uge krybe til korset og tilstå, at det godt kan være, at der findes en masse »kønskategorier på Facebook, men ved Ukraines grænser er der kun to: kvinder og mænd«.

Generation FN, som har domineret det meste af efterkrigstiden, og som jeg selv er barn af, er følgelig sat på standby. ”Militaristerne” vandt, pacifisterne tabte.

Nu gælder det ikke længere om at redde hele verdens befolkning, især eksotiske migranter fra fjerntliggende, ikkevestlige områder, men i stedet om at redde folk fra nærområdet. Vi er med andre ord begyndt at skelne mellem europæiske flygtninge og ikkeeuropæiske migranter. Det var også på tide. Al politik, også udenrigspolitik, afhænger af kunsten at prioritere. Vi hverken skal eller bør bilde nogen ind, at vi kan alt. Det ville være at lyve eller stikke folk blår i øjnene.

Læg dertil en anden konsekvens af krigen i Ukraine. De liberale og venstreorienterede meningsdannere, som i årtier har afvist, at der findes folkeslag, og prædiket, at territorialgrænser er gammeldags, at nationalfølelse er tribalisme, at etnicitet er irrelevant, at frigørelse, åbenhed og samhandel er svaret på alt i den globale hipsterlandsby, at vi alle sammen bare er mennesker, som forresten tænker og føler ligesom os, og at kærligheden besejrer alt, og at de gode vinder til sidst, har fået en gevaldig lærestreg. Ikke at jeg tror, de endnu er klar over det, men alligevel.

Sandheden står skrevet i mudderet på de ukrainske stepper, besøgt, belejret og bekriget af flere hære end noget andet landskab gennem århundreder: vikinger, mongoler, tyrkere, habsburgere, svenskere, kosakker, tyskere og russere for nu blot at nævne de mest berømte og berygtede.

Det er derfor, at danskerne og andre europæiske nationaliteter i så stor stil sympatiserer med et folk, som vi for blot få år siden opfattede som en flok fascistiske hooligans, der skreg homofobiske kampråb på de europæiske fodboldstadioner. Igen: Vendepunktet synes ikke at være præget af rationaler, men det sker immervæk. Alt sammen til trods for, at Ukraine er et delt land plaget af korruption og nepotisme – ukrainsk og katolsk i vest, russisk-ortodoks i øst – og selv om Ukraine har været under fremmed herredømme siden middelalderen og kun har været formelt uafhængigt siden Sovjetunionens opløsning i 1991.

Vi har fået nye helte, og de er nationale og blå-gule ligesom svenskerne. Jeg holder med dem i krigen og hilser dem velkommen i Danmark med håbet om, at de en dag kan vende tilbage til deres mænd og hjemland og i fællesskab vil evne at sy det sammen og over tid hele den ulykke, der har ramt dem fra øst.

Opprinnelig i Jyllands-Posten. Vi takker Jalving for tillatelse til republisering.

Kjøp Alf R. Jacobsens sensasjonelle «Stalins svøpe: KGB, AP og kommunismens medløpere» her!

Kjøp «Et vaklende Europa» av Carl Schiøtz Wibye her!