Det korte af det lange er, at vi råder over alt, alt for få intensivpladser, og ingen ønsker åbenbart at gøre noget ved det.
I skrivende stund aflyses julefrokoster, julekoncerter og andre normale ting, mens teatre, spillesteder, biografer, museer, kunsthaller, forsamlingshuse og højskoler lukkes for andet år i træk. »Vi har behov for at se færre mennesker,« udtaler statsminister Mette Frederiksen, og det er muligvis kun begyndelsen på indførelsen af en ny undtagelsestilstand af en regering, der plæderer for ekstrem forsigtighed på befolkningens vegne.
Og sandelig om ikke flertallet sluger det hele råt, som var der tale om De 10 Bud. Selv medierne klapper hælene i og viser med meget få undtagelser, hvor afhængige de er af politikernes gunst, ikke mindst DR, TV 2 og de gamle dagblade, som i deres løbende reportage udviser en misforstået loyalitet over for magthaverne, der står i kras modsætning til deres pompøse selvopfattelse.
Det er sørgeligt at konkludere, at statsminister Mette Frederiksen fik helt og aldeles ret, da hun på det allerførste af sine ekstraordinære pressemøde for snart to år siden antydede, at epidemien ville forandre Danmark mere, end vi kunne forestille os. Nu begynder vi at forstå, hvad hun hentydede til, ligesom vi indser, at regeringen har mere end en finger med i spillet.
Uanset hvordan man vurderer den førte politik siden marts 2020, er de gentagne skolelukninger, restriktioner og nedlukninger samt den politisk foranstaltede sociale kontrol prisen for, at vi har afrustet vores sundhedssystem.
Det er egentlig en ulogisk konklusion. Thi det danske sundhedssystem er et af de dyreste i Europa og er vokset eksplosivt, især de seneste 20 år. På den ene side skal sundhedsvæsenet klare mere og mere, små, store og flere sygdomme, diagnoser og hypokondri. På den anden side kommer systemet til kort, når det rigtig gælder, sådan som vi nu oplever igen. Det korte af det lange er, at vi råder over alt, alt for få intensivpladser på hospitalerne og for lidt personale til at klare en epidemi, som endda er i den milde afdeling. Det er i sig selv en skandale.
Nu er vi så gået ind i en ny fase, hvor vi genbruger sidste års politik i stedet for at forholde os til de strukturelle problemer i sundhedsvæsenet. Vi tester og regerer, står i kø som får og bukker og nejer for statsministerens andægtige pressemøder. Imens kopierer regeringen sin egen pseudopolitik frem for at reformere sundhedssystemet, så det bliver i stand til at håndtere krisesituationer. Det korte sigt bliver stedse kortere; overblikket er totalt fraværende.
Aldrig har politik handlet så lidt om politik og så meget om at blive genvalgt.
Jeg kan stadig huske, at jeg læste Mikkel Vedby Rasmussens uhyggeligt vedkommende fremstilling ”Krisesamfundet” om den danske velfærdsstat, der tilsyneladende går fra krise til krise. Heri beskriver forfatteren indgående, hvordan vi efterhånden er blevet så kriseparate, at vi selv skaber kriserne, og hvorledes kriser bliver brugt til at vise, at man selv hører til de gode, hvorfor modstanderne jo må være decideret onde eller sindssyge mennesker.
Går man ikke ind for regeringens nedlukningslogik, svigter man folkesundheden. Det passer bare ikke. Folkesundhed handler om, hvordan den brede befolkning har det. Ikke om, hvor mange gamle over 80 år der dør måneder eller få år tidligere end forventet – med corona.
Som den rapkæftede historiker Thorkild Kjærgaard var så ligefrem at mene midt i det hele, så behandler regeringen i virkeligheden folket som en køter, man hundser rundt med, efter at skiftende regeringer i årtier har set stort på beredskabet, sengepladser og iltmaskiner og tænkt: Virus, det er afskaffet!
Denne undladelsessynd taler vi knap nok om; vi fortsætter blindt derudad. Alle de restriktioner og forbud, der nu regner ned over os for andet år i træk, er for øvrigt hægtet op på en skæv rationalitet. Først og fremmest ved regeringen, at den ikke vil blive holdt op på de økonomiske konsekvenser af nedlukninger og forbud. Det er teorien om et eksternt onde. På den anden side ved regeringen, at tv-billeder af døende, ældre patienter på plejehjem og hospitaler vil vække følelser, der er farlige for deres fremtid. Ergo vælger de at undgå det sidste og se stort på det første. Det samme sker i resten af Europa.
Det vilde er ikke corona, skrev jeg for et år siden. Det vilde er, hvad der kommer efter corona. Lad mig bare tilstå, at min frygt ikke er blevet mindre.
Innlegget er først publisert i Jyllands-Posten, og gjengitt her med forfatterens velvilje.
Kjøp Alf R. Jacobsens politiske bombe «Stalins svøpe: KGB, AP og kommunismens medløpere» her!
