Pandemiens eneste fortrin må være, at flere moderne mennesker har stiftet bekendtskab med det oldgræske alfabet. Først kom alfa, beta og gamma, og så kom deltavarianten, som ikke var nogen hyggelig fætter, og nu siger vi så goddag til omikron fra Sydafrika.
Reaktionen lader ikke vente på sig i Europa, og herhjemme varmes der fra Statsministeriet op til at få forlænget kategoriseringen af covid-19 som ”samfundskritisk”. Det hele er temmelig deja-vu. Spørgsmålet er blot, om der vil være bogstaver nok i det græske alfabet til alle de mutationer, der venter os i fremtiden.
Vi, der håbede, at corona ville forsvinde i 2021, tog fejl. Nissen flytter med. Igen.
Samtidig er coronakrisen muteret til en generel sundhedskrise med sygeplejerskestrejke, skærpede lønkrav og professionel udbrændthed. Hvad værre er: To år efter virussens udbrud i Kina ser det ud til, at vi står i et paradigmeskifte, som vil gøre Europa mere kinesisk.
Hvor der i begyndelsen var en høj grad af solidaritet og tiltro til myndighederne i de europæiske lande, ikke mindst i Danmark, bliver der nu indført tvang rundt om på kontinentet, hvilket er dømt til at splitte befolkningerne.
Vaccinetvangen indføres ikke, fordi regeringerne med sikkerhed kan sige, hvad det vil føre til, men fordi de ikke ved, hvad de ellers skal stille op.
Coronakrisen er med andre ord ved at udvikle sig til en almen lammelse med stadig skrappere sanktioner mod de borgere, der ikke gør, som regeringen siger. Dermed bevæger vi os fra en specifik udfordring mod et større og mere principielt problem: Hvad gør vi med de borgere, der ikke lystrer og dermed forbryder sig mod den offentlige moral?
I spørgsmålet om vaccine står striden mellem den enkeltes ret til at bestemme over egen krop og på den anden side risikoen for, at sundhedssystemerne bryder sammen.
Der er argumenter for begge dele, men jeg frygter i lighed med den vedholdende og kritiske iagttager Thomas Aastrup Rømer, hvad han kalder regeringens »ekstreme forsigtighedsprincip«, fordi det indeholder et autoritært potentiale, som ikke bare er uforeneligt med den vestlige frihedstradition, men savner en højere mening.
Desuden er jeg bange for, at forsigtighedsprincippet på længere sigt vil føre til en ”kinaficering” af Vesten, dvs. at vor tids biomedicinske logik åbner døren for et mere åndeligt tyranni.
Vacciner er blot én ting. I fremtiden kan man udmærket forestille sig indførelse af sanktioner mod borgere, der ikke udviser den rette adfærd eller holdning i andre henseender, f.eks. ikke er tilpas ”bæredygtig”, ”tolerant” eller ”inkluderende” og f.eks. mener det forkerte om klima, migranter eller de 117 flydende køn.
Her vil der opstå et behov for meget mere kontrol, flere paragraffer og nye forbud mod tankekriminalitet. Naturligvis i en bedre verdens navn.
Allerhelst vil vi løse alting med et teknologisk fix, en app, et nemt og hurtigt svar på tilværelsens kompleksitet. Men den tiltagende sundhedsgørelse af samfundet, anført af epidemiologer og virologer, tømmer den politiske arena for politik ved at reducere den til teknokrati og materialisme.
Det er i lyset heraf, at vi nok ikke kun skal se den pludselige, hovedløse aflivning af minkerhvervet sidste år som en ”fejl”, men snarere som et udslag af den biostat, som et flertal af politikere, embedsmænd og sundhedseksperter er i gang med at etablere på dansk grund.
Det er en stat, hvis myndigheder kan, vil og må stille flere og nye krav til borgerne om vaccine, test, pas og digital identifikation på en måde, der i sidste ende leder frem til et system til optjening af social kredit, som vi kender fra Kina, og netop er muliggjort af den digitale teknologi, vi alle render rundt med i lommen.
Prisen er, at livets højere mening går tabt, ja, den bliver noget nær umulig at gøre gældende. Siger man f.eks., at livets mening ikke er at blive så gammel som mulig, kan man være sikker på at blive kaldt kyniker eller det, der er værre.
Men måske trænger vi til at spørge, om vi virkelig ønsker at leve som i Kina?
Eller hvad meningen med livet mon er? En sådan grundlæggende spørgen ville muligvis sætte den slaviske coronalogik i et andet lys og måske endda udfylde et åndeligt vakuum, som epidemien har efterladt i vore hjerter og sind.
