Kong Jan Sobieskis rytterhær foran slaget ved Wiens porter 1683.
”End er Polen ej fortabt” lyder første linje i den polske nationalhymne. Fortabelsen har ellers luret lige om hjørnet op gennem historien. Intet andet land er blevet delt, parteret og undertrykt mere end Polen, der ligger som det bløde fyld i en knaldhård sandwich presset af Tyskland på den ene side og Rusland på den anden.
I 1939 blev Polen igen besat, denne gang af Nazi-Tyskland og Sovjetunionen, der delte landet mellem sig. Fra 1941 til 45 var hele Polen et nazistisk ’protektorat’. I forhold til indbyggerantallet var det Polen, der bragte de største menneskelige ofre under krigen. Sovjethæren myrdede hele det polske officerskorps. Næsten samtlige polske jøder omkom i nazisternes dødslejre, og tusinder og atter tusinder af polakker blev fængslet, torteret og myrdet af de tyske og sovjetiske besættere. I 1945 blev Polen ikke befriet, da Tyskland kapitulerede, men blev tværtimod igen besat, undertrykt og udplyndret af Sovjetunionen indtil 1990.
Er der noget at sige til, at polakkerne efter 50 års fascistisk besættelse er blevet allergiske mod at modtage ordrer udefra? Polakkerne er opfyldt af en dybfølt fædrelandskærlighed og af et krav om frihed i eget nationale hjem. I Polen ser man med afsky på EU-landenes lefleri for islam, hvis krav om et totalitært styre efter Allahs love minder polakkerne om deres kollektive frihedsberøvelse fra 1939 til 1990. Uanset flygtningekonventioner og EU-traktater vil polakkerne aldrig mere tillade en udvikling, der udgør en fare for deres kristne kultur og deres frihed. Det er der ingen forståelse for i EU-kommissionen, der har opkastet sig som garant for, at demokrati og menneskerettigheder bliver respekteret af den polske regering.
Ligesom Japan har Polen fravalgt immigration fra islamiske samfund, fordi kultursammenstødet er for voldsomt. Islams samfundsopfattelse og tro kan ikke forenes med et moderne folkestyre, og i modsætning til EU har polakkerne indset dette klart og konsekvent. Den polske forfatningsdomstol har i en kendelse fastslået, at EU-lov ikke har forrang over den polske forfatning, selv om netop dette er foreskrevet i EU’s traktater. Det står der også i den danske Grundlov, men den gælder vist ikke rigtigt mere.
EU-kommissionen er nu opsat på hævn og disciplinering af de umulige polakker, der ikke vil marchere til EU’s taktstok. Truslerne flyver i luften fra både EU-kommissionen og Parlamentet om stop for EU-bistand og udsmidning af Unionen. Nu da Polen alligevel får så mange prygl, har Mette Frederiksen også meldt sig på tæskeholdet. Hun udtaler til Politiken, at ”der skal være en sammenhæng mellem udbetaling af EU-midler og det at leve op til EU’s værdier”. Hvad disse ’værdier’ går ud på er vist ikke helt klart for hverken Mette Frederiksen eller de høje Kommissærer, men ’værdierne’ bliver ofte brugt, når medlemsstaterne skal en tur i skammekrogen.
Det er vist ikke rigtigt gået op for EU-kommissionen, at de lande, der oplevede et skæbnefællesskab med Polen i perioden 1939 til 45, har den samme indstilling som polakkerne. Kombinationen af 50 års nazistisk og kommunistisk besættelse gør underværker for trangen til frihed og selvstændighed. Det gælder de baltiske lande, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, som sammen med Polen nu udgør en stadig stærkere ideologisk akse ned gennem EU. I stedet for hævntogtet mod polakkerne skulle EU nok hellere trække de centralistiske følehorn til sig og koncentrere sig om at formidle det kommercielle og videnskabelige samarbejde i Unionen.
Tiden er løbet endegyldigt fra EU-magthavernes drøm om Europas Forenede Stater. Det skulle Mette Frederiksen hellere fortælle vennerne i EU-toppen. Frihed er det bedste guld.
