Den passive kollaborasjon er å utstyre mennesker som er truet av islamister med livvakter og sikrede hus. Litt som kvinner med alarm. Man beskytter ofret, men lar overgriperen gå fri. Han har utspillet.

Det går fra defensiv til passiv kollaborasjon i og med at man ikke gjør noe med grunnårsaken som er ideologien. Den blir utbredt i skrift og tale.

Det er her danske myndigheter har gått fra passiv til aktiv kollaborasjon.

Noen ganger blir hendelser i fortiden klarere i lys av senere begivenheter.

Pågripelsene av Steen Raaschou og Jeppe Juhl for å ha publisert lenker til videoen med Maren Ueland og Louisa Vesterager Jespersen markerte et brudd med dansk praksis på ytringsfrihetsområdet. De publiserte ikke videoen, kun en lenke til de som ville se videoen. Dvs i Jeppe Juhls tilfelle stemte det ikke.

Men modus var det samme: Fire-fem politi som kommer stormende inn i halvsyvtiden på morgenen. Samme modus som overfor Trump-tilhengere i USA, bare at amerikanerne er flere og mer brutale.

En av de danske poilitifolkene sa: Det er ikke vi som har funnet på det her.

Men det var bare begynnelsen. Senere kom saker mot Uwe Max Jensen og Kim Møller og nå var anklagen at de hadde publisert bildet av kvinnen som ble drept i Nice-katedralen i oktober i fjor av en jihadist som tilsynelatende tok båten fra Tunisia til Sicilia for å drepe vantro.

Dansk påtalemyndighet brukte en paragraf som er ment for de som legger ut bilder av privat karakter – seksuelle bilder – av tredjepersoner. Men å bruke det om terrorofre og kalle det en skjerpende omstendighet er hårreisende.

Dette er ikke Danmark.

Lars Løkke Rasmussen klaget i en nyttårstale over at det ble mer og mer hvite flekker på Danmarks-kartet. Det blir «mindre og mindre » Danmark, sa Løkke, før han et år senere varslet ghettopakken.

Nå er det danske myndigheter som gjør at det blir «mindre og mindre Danmark». Det er myndighetene som ikke «vil Danmark».

Det som åpnet øynene mine var hva Helle Merete Brix fortalte om arbeidet med boken Gud og Profeten tilgir ikke.

Sitat fra
Omar El-Husseins sto på «listen», men ingenting ble gjort

Helle Merete Brix har gravet i Omar El-Husseins bevægelser op til skuddene mod Krudttønden 14. februar 2015. Hun ville vide hvilke moskéer han havde besøgt og bad politiet om aktindsigt. Det fik hun ikke og svaret fra politiet og statsadvokaten var begrundet med hensynet til moskéerne.

»Hensynet til de moskéer, som Omar El Hussein måtte have besøgt, vejere tungere end Deres kortlægning.« Sådan lyder det i Statsadvokatens opsummering af politiets afgørelse i det brev, hvor man erklærer sig enig med politiet.

Brix ankede afslaget. Det blev opretholdt, og sidste sætning hos Statsadvokaten er meget sigende:

Jeg har herved lagt vægt på, at oplysninger om Omar El Husseins færden og eventuelle besøg i moskéer op til angrebet på Krudttønden kan være af stor betydning for moskéernes omdømme i offentligheden.

Der skal tages større hensyn til moskéernes omdømme end til offentlighedens ret til at vide mest mulig om et grusomt terrorangreb.

Men det er ikke det eneste punkt, hvor politiet har tilbageholdt oplysninger.

Danmarks Radio måtte på egen hånd finne ut at Omar el-Hussein hadde forsøkt å leie en leilighet med utsikt til Krudttønden. Han ville skyte deltakerne med kikkertsikte og et gevær med langt løp. Han hadde gjort flere forsøk. Hvorfor er dette vesentlig? Fordi det viste at attentatet ikke var noen impulsiv handling.

Radio24Syv fant på egen hånd ut at Omar el-Hussein hadde hatt på seg en Koran med gullinnskrift under terroraksjonen.

Vi har tidligere trodd at myndighetene forsøkte å skjule unnfallenhet. Ved uttallige angrep har det kommet frem at myndighetene var blitt advart, men ingenting var gjort.

Findes der en konkret grund til politiets modvilje mod at oplyse? En ny bog der udkommer på årsdagen for angrebet 14. februar, giver et interessant svar:

Få måneder før det største terrorangreb på dansk jord i nyere tid mødtes repræsentanter fra PET og de sjællandske politikredse til seminar. Det var lige før juleferien, og politifolkene diskuterede angiveligt situationen vedrørende militante islamister i Danmark. En liste med godt og vel 50 navne og en formulering om, at de var »mulige Syrien-relevante«, cirkulerede.

Blandt navnene er der syv personer med forbindelse til danske terrorsager, 11 der har været i Syrien for at kæmpe samt to ekstreme imamer. Person nummer 20 på listen blev siden landskendt som gerningsmanden bag drabene ved Krudttønden og synagogen i København: Omar el-Hussein.

Kriminalforsorgen havde fået besked om at Omar El-Hussein var blevet radikaliseret. Alligevel skete der ingenting og han kunde så smuglet IS-materiel ind på cellen, materiale han delte med de andre fanger.

Det finnes en annen tolkning enn unnfallenhet: Aktiv kollaborasjon. Man dekker aktivt over jihadistens gøren og laden og deler ikke «kompromitterende» opplysninger med offentligheten.

Er det derfor man vil hente IS-familiene «hjem»?

Kan vi stole på at politi og påtalemyndighet er på befolkningens side?