I ved, hvordan jeg har det med Facebook. Jeg hader det, men bruger det.

Men for sådan ca. 16 timer siden slog den dannede professor Hoffmann, Thomas til fornavn, et interessant opslag op, hvor han refererede til en bog om en boble i den amerikanske elite, som har udmærket sig ved at tage fejl, fejl og fejl igen af den mellemøstlige situation og udvikling over de seneste 70 år.

Bogen hedder ”The Arabists: The Romance of an American Elite” (1993) og er skrevet af den amerikanske historiker Robert Kaplan, der følger dem, han kalder arabisterne, dvs. vestlige diplomater, militærrådgivere, efterretningsfolk, akademiske medarbejdere, eventyrere og lærere i arabisk og muslimske lande, lige fra de kristne missionærer fra slutningen af 1800-tallet til 1990’ernes pro-arabiske rådgivere, der til sidst blev trængt tilbage i den amerikanske administration af en ny generation i State Department.

Bogen slutter vistnok optimistisk med et ønske om, at amerikanerne fortsat vil sende rådgivere og observatører ud i verden, men undervejs dukker et par interessante godbidder op. F.eks. nævner Hoffmann en engelsk parlamentariker, der allerede i 1947 var på sporet af, hvorfor så mange vesterlændinge har det med at romantisere araberne, herunder tilgive dem deres antisemitisme m.m.

Vi skal fra det politiske over i det psykologiske: Arabisten forelsker sig i araberne, fordi de giver ham adgang til nogle ultimative værdier, som han savner i sit hjemland. Araberne har al den kultur og spænding, der ikke længere er tilbage i Vesten. De andre lever; vi er døde. Kristendommen, kapitalismen og bureaukratiet dræbte os. Men araberne er stadig i deres følelsers erekte vold. Desuden ser de arabiske kvinder så eventyrlige ud.

Altså, den politiske analyse er kun overfladen eller pynt til lagkagen. Det er følelserne under overfladen, der er udslagsgivende. Det irrationelle og ubevidste er langt stærkere end alt det andet, eftersom vi ikke alene er forstandsvæsener, men sandelig også følelsesvæsener.

Som tilfældet vil, rammer denne pointe pladask ned i en korrespondance, jeg i går havde med en, der indimellem skriver til mig på Messenger. Vedkommende er en observant og troværdig person, jeg nævner ikke navnet, og har en svaghed for den canadiske psykoanalytiker Jordan Peterson. Vi joker med, at Jordan har ret i alt, for det har han jo. Også i dette lille klip fra 2019 (ca. 6 min. henne), hvor han forklarer den intrikate sammenhæng mellem kravet om ligestilling og længslen efter underkastelse.

På den ene side har feministerne efterhånden fået feminiseret de vestlige samfund, herunder EU, i en sådan grad, at de tørster efter dominans. På den anden side begræder de kvindagtige mænd hemmeligt, at de har tabt til kvinderne. Deres irrationelle længsel er, at nogle andre mænd en dag vil sætte kvinderne på plads: Så kan de endelig lære det!

Hvis det er sandt, forklarer det helt enkelt, hvorfor venstrefløjen m/k har været så vanvittigt uimodtagelig over for empiri og logik, når det kommer til islam og den ekspansive udbredelse af islamiske normer i Vesten. Dybt nede i deres irrationelle sjæleliv rummer islam alt det, begge parter længes efter. Jo mere de skriger efter ligestilling, desto mere længes de ubevidst efter dominans. Venstrefløjens kvinder vil domineres. Venstrefløjens mænd vil dominere (gennem andre).

Jordan Peterson er klog nok til at pakke sit ærlige budskab ind i noget med, at hans modus kun er spekulativ, men formulerer sig sådan her på sit eget tungemål: »As the demand for egalitarianism and the eradication of masculinity accelerates, there is going to be a longing in the unconscious for the precise opposite of that. The more you scream for equality, the more your unconscious is going to admire dominance«.

Jeg indvendte over for min penneven, at jeg jo ikke kunne vide besked med kvinderne, men at der for de kvindagtige mænds vedkommende godt nok er tale om en meget indirekte hævn, måske endda først efter deres egen levetid. For det bliver jo ikke dem selv, men nogle helt andre mænd, der løber med kvinderne.

Til det svarede hun, for min penneven er en kvinde, at det jo allerede er nogle andre mænd end de kvindagtige, der løber med kvinderne.

Men hvorfor er der så så mange af disse tøsemænd?

Se, det forstår jeg ikke.

Opprinnelig i JyllandsPosten. Document takker for tillatelse til republisering.