Der står tre mennesker ved et busstoppested. En arabisk udseende yngre kvinde i burka, en ung afrikansk mand iført jeans og T-shirt. Og en blond, middelaldrende svensker. På en plæne ved siden af den tomme kirke løber en flok mørkhårede børn rundt, overvåget af en sinister skikkelse iført lang, sort kappe. Skikkelsen ligner til forveksling den legendariske Sorte Slyngel, Mickey Mouses værste fjende, og det er her, i den lille by Lammhult et godt stykke oppe i Småland, at det slår mig, at svenskerne er et uddøende folk.
Det er den ubønhørlige demografi, der har gjort denne scene til virkelighed. Etniske svenskere er på vej til at blive et mindretal i deres eget land. Deres politikere har simpelthen givet det væk – næsten uden protester. Alene de seneste 20 år er antallet af personer med udenlandsk baggrund vokset med ca. halvanden million, mens antallet af personer født i Sverige med to svenske forældre er faldet med ca. 160.000. Samtidig er den største gruppe, der udvandrer fra Sverige, svenskerne selv.
I dag udgør andelen af personer født uden for Sverige eller med én eller to forældre født uden for Sverige en tredjedel. Fortsætter udviklingen, vil de etniske svenskere være en minoritet om 40-45 år. Allerede nu er et flertal af mænd i aldersgruppen 15-44 år født uden for Sverige i visse kommuner som f.eks. Botkyrka, Haparanda, Sigtuna, Södertälje, Malmø og Landskrona. Om blot få år vil det være tilfældet i mange andre kommuner, heriblandt Stockholm, Gøteborg og Helsingborg.
Til sammenligning kan det siges, at andelen af udenlandskfødte mænd i samme aldersgruppe udgjorde 10 pct. på landsplan i 1980, 11 pct. i 1990, 14 pct. i 2000 og 18 pct. i 2010. Dengang kom de udenlandske unge typisk fra de nordiske lande. Siden er andelen vokset til 45 pct. Nu kommer de unge imidlertid fra Mellemøsten, Afrika og Asien.
En ny befolkning betyder også skiftende normer og værdier, særligt med hensyn til kvinders rolle i familie og samfund og det dominerende syn på klaner, kriminalitet, loyalitet, ære, skam, skyld og statsmagt. Det er klart, at der er plads til forskelligheder – og integration – på individplan, men den generelle forskydning er ikke til at tage fejl af. En stat med flere folk vil med tiden, takket være demografiens tandhjul, blive til en stat med flere interne spændinger og konflikter, særligt mellem grupper af mænd og mellem religiøse kliker.
I kraft af den historisk unikke asylindvandring bliver Nordeuropa mere intolerant og indadvendt. Det sker i alle folkegrupper. Folk orienterer sig i stigende grad efter etnicitet, og skellet mellem ”dem” og ”os” bliver konkret. Blot to små generationer inde i folkevandringstiden ser vi – hvis vi altså åbner øjnene – en paradoksal udvikling tage form. I stedet for at føre til mere alsidighed og kulturberigelse fører asylindvandring til stigende etnocentrisme i værtslandene. I princippet skulle multikulturalismen have været så god og gavnlig for nationalstaten; det er den bare ikke i praksis.
Betragter man sideløbende den identitetspolitik, der skyller ind over os fra den amerikanske universitets- og underholdningsbranche, synes udviklingen lige så paradoksal. Mens aktivister stirrer sig blinde på individuelle rettigheder, transidentiteter og en såkaldt systemisk uretfærdighed, der går tilbage til kolonialismen, indebærer de demografiske forandringer, at befolkningerne i Europa kommer til at ligne befolkningerne mange andre steder og vil blive mere religiøse, mere indgroede og mindre åbne over for nye ting. Tribalismen, volden og skamkulturen, som er alles fjende, vinder frem i Europa, hastigst i Sverige – på grund af indvandringen fra kulturfremmede områder og den indre nedbrydning af normer, vaner og standarder.
Som en observant ven skrev til mig, så er det ikke alene tragisk, men også komisk. Den globalistiske woke-bølge, som mener at spadsere en gylden fremtid i møde, er formentlig elitens sidste krampetrækninger, før stammerne tager over i Lammhult, på Langeland og til sidst i København K.
Først falder globalismen, så falder Sverige. Resten vil næppe være tavshed, men skrig og skrål og kaos. Måske ikke for os, lige nu, men for vores børn og børnebørn.
