Kina har indført sanktioner over for mere end tyve europæiske og britiske lovgivere, akademikere og tænketanke. Dette sker efter at EU og Storbritannien indførte sanktioner mod kinesiske embedsmænd grundet brud på menneskerettighederne i den kinesiske provins Xinjiang.

Kina hævder, at deres sanktioner er et lige for lige – en tilsvarende moralsk gengældelse – som reaktion på vestlige landes sanktioner mod dem. Det passer ikke. De europæiske sanktioner skyldes forbrydelser mod menneskeheden, mens de kinesiske sanktioner forsøger at lukke munden på europæiske kritikere af det kinesiske kommunistparti.

Den nuværende stillingskrig handler dybest set om ytringsfrihedens fremtid i Europa. Hvis notorisk håbløse europæiske embedsmænd ikke formår at stå fast over for et stigende kinesisk pres, kan europæere, der vover at kritisere det kinesiske kommunistparti, i fremtiden forvente at skulle betale en stadigt større personlig pris for at gøre det.

EU og Storbritannien annoncerede (her og her) den 22. marts, at de havde indført sanktioner mod fire kinesiske embedsmænd, der beskyldes for at være ansvarlige for overgreb mod uighur-muslimer i Xinjiang, der er en afsidesliggende selvstyrende provins i det nordvestlige Kina.

Menneskerettighedseksperter mener, at mindst en million muslimer tilbageholdes i op mod 380 interneringslejre, hvor de udsættes for tortur, massevoldtægter, tvangsarbejde og steriliseringer. Efter først at have benægtet lejrenes eksistens siger Kina nu, at de huser erhvervuddannelser.

Blandt dem, som EU går efter, er Chen Mingguo, der er direktør for Xinjiangs Offentlige Sikkerhedsapparat (XPSB). EU erklærer gennem sit officielle tidende:

«Som direktør i XPSB har Chen Mingguo en central position i Xinjiangs sikkerhedsapparat og er direkte involveret i gennemførelsen af et omfattende overvågnings-, detentions- og indoktrineringsprogram rettet mod uygurer og personer fra andre muslimske etniske mindretal. XPSB har navnlig iværksat ‘den integrerede fælles operative platform’ (IJOP), som er et stort dataprogram, der anvendes til at spore millioner af uygurer i regionen Xinjiang og udpege personer, der anses for at udgøre en ‘potentiel trussel’, og som derfor sendes i detentionslejre. Chen Mingguo er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Kina, navnlig vilkårlige tilbageholdelser og nedværdigende behandling af uygurer og personer fra andre muslimske etniske mindretal, og systematiske krænkelser af deres religions- og trosfrihed.»

EU’s sanktioner, der omfatter rejseforbud og indefrysning af midler, undtager den højstrangerende embedsmand i Xinjiang, Chen Quanguo, der har været ramt af amerikanske sanktioner siden juli 2020. EU forsøgte tilsyneladende at udvise tilbageholdenhed i bestræbelserne på at forhindre en optrapning fra Kinas side.

Den kinesiske regering reagerede på EU’s sanktioner inden for minutter ved at bekendtgøre deres egne sanktioner mod 14 europæiske personer og organisationer. Personerne og deres familier har fået forbud mod at rejse ind i Fastlandskina, Hong Kong og Macao. De er, sammen med firmaer og institutioner knyttet til dem, desuden afskåret fra at handle med Kina.

Dem, der har fået forbud mod indrejse i Kina eller mod at handle med Kina, er den tyske politiker Reinhard Bütikofer, der er leder af Europa-Parlamentets delegation til Kina, Michael Gahler, Raphaël Glucksmann, Ilhan Kyuchyuk og Miriam Lexmann, der alle er medlemmer af Europa-Parlamentet, Sjoerd Wiemer Sjoerdsma fra det hollandske parlament, Samuel Cogolati fra det belgiske parlament, Dovilė Šakalienė fra Litauens parlament, den tyske akademiker Adrian Zenz og den svenske akademiker Björn Jerdén.

Disse ti personer har offentligt kritiseret den kinesiske regering for brud på menneskerettighederne. Sjoersma opfordrede for eksempel for nylig til en boykot af de olympiske vinterlege i Beijing i 2022. Cogolati og Šakalienė har fremlagt lovforslag mod folkemord, mens Zenz har skrevet indgående om detentionslejrene i Xinjiang.

Kina har også sanktioneret EU’s hovedorgan for udenrigspolitiske beslutninger, kendt som Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité, såvel som Europa-Parlamentets Underudvalg vedrørende Menneskerettigheder, Mercator-instituttet for Menneskerettigheder i Berlin og den danske tænketank Alliance of Democracies Foundation, der blev grundlagt af den tidligere NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen.

Kinas udenrigsministerium udsendte den 22. marts følgende udtalelse:

«Den kinesiske side opfordrer EU-siden til at reflektere over sig selv, se alvoren af sin fejltagelse i øjnene og rette den. EU skal holde op med at belære andre om menneskerettigheder og med at blande sig i deres indre anliggender. EU skal holde op med den hykleriske praksis med dobbelte standarder og lade være med at fortsætte i den forkerte retning. I modsat fald vil Kina resolut komme med yderligere tiltag.»

Kina annoncerede få dage senere, den 26. marts, sanktioner mod ni britiske personer og fire organisationer. Personerne er Tom Tugendhat, Iain Duncan Smith, Neil O’Brien, David Alton, Tim Loughton, Nusrat Ghani, Helena Kennedy, Geoffrey Nice og Joanne Nicola Smith Finley. Organisationerne er China Research Group, det konservative partis menneskerettighedskommission, Uighur Tribunal og Essex Court Chambers.

Den 27. marts annoncerede Kina yderligere sanktioner mod amerikanske og canadiske personer og organisationer. Kinas udenrigsministerium advaredeCanada og USA om, at hvis de ikke «holdt op med de politiske manipulationer», så «vil de brænde fingrene».

Investeringsaftale mellem EU og Kina

EU’s sanktioner er det første afstraffende tiltag mod Kina siden EU påførte landet et våbenembargo i 1989 efter nedkæmpelsen af demokratitilhængere på Den Himmelske Fredsplads. Sanktionerne indikerer tilsyneladende, at både EU og Storbritannien agter at følge USA og anlægge en hårdere linie mod den kinesiske regerings brud på menneskerettighederne.

Fundamentet under relationerne mellem EU og Kina har altid været økonomisk, og europæiske ledere er længe blevet beskyldt for at nedtone brud på menneskerettighederne i Kina for at beskytte europæiske erhvervsinteresser der.

Den tyske kansler Angela Merkel, den franske præsident Emmanuel Macron, præsidenten for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen og Europarådets præsident Charles Michel indgik for nylig en kontroversiel handelsaftale med Kina.

Den såkaldte omfattende investeringsaftale (CAI) blev forhandlet i al hast og indgået den 30. december. Merkel bliver presset fra både Kina og tysk industri, og hun skulle have ønsket en aftale inden Tysklands seks måneders formandskab for EU udløb den 31. december 2020.

Den ulige aftale har tilsyneladende til formål at udligne de økonomiske vilkår ved at give europæiske virksomheder forbedret adgang til det kinesiske marked, men den giver i realiteten Kina mulighed for at fortsætte med at begrænse investeringsmulighederne for europæiske virksomheder inden for mange strategiske sektorer.

En uge efter aftalens underskrivelse slog Kina hårdt ned på demokratiaktivister i Hong Kong.

Nu, hvor Kina har indført sanktioner mod europæiske lovgivere, bliver investeringsaftalen måske aldrig til noget. «Det er nok utænkeligt, at vores parlament skulle så meget som nære forestillinger om at ratificere en aftale, mens dets medlemmer og et af dets udvalg er underlagt sanktioner», udtalerEU-parlamentsmedlem Marie-Pierre Vedrenne, der er parlamentarisk kontaktperson for aftalen mellem EU og Kina.

Europæiske reaktioner

Præsidenten for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har været underligt tavs om de kinesiske sanktioner. Andre har været ligefremme i deres kritik:

«Vi sanktionerer folk, der forbryder sig mod menneskerettighederne, ikke parlamentarikere, som det nu er blevet gjort fra kinesisk side», udtaler den tyske udenrigsminister Heike Maas. «Dette er hverken forståeligt eller acceptabelt for os.»

Efter at være kommet på den kinesiske sanktionsliste tweetede den hollandske lovgiver Sjoerd Sjoerdsma:

«Jeg vil ikke tie så længe menneskerettighederne ikke overholdes. Sanktionerne viser, at Kina er følsomme over for pres. Lad det være en opmuntring til alle mine europæiske kolleger: Råb op!»

Den britiske premierminister Boris Johnson inviterede flere af de parlamentsmedlemmer, der er blevet ramt af kinesiske sanktioner, til Downing Street. Han tweetede:

«Jeg talte her til morgen med nogle af dem, der har kastet lys over de grove brud på menneskerettighederne, der bliver begået mod uighur-muslimer. Jeg er helt på deres side og med de andre britiske borgere, der er blevet santioneret af Kina.»

Johnson omtalte parlamentarikerne som «krigere i kampen for ytringsfrihed», der havde hans «fuldtonede støtte» og udtrykte forbløffelse over Kinas «latterlige» handlinger.

Den britiske udenrigsminister Dominic Raab tilføjede:

«Det er meget sigende, at mens Storbritannien tilslutter sig det internationale samfund ved at sanktionere dem, der er ansvarlige for brud på menenskerettighederne, så sanktionerer den kinesiske regering sine kritikere. Hvis Kina på troværdig vis vil afvise brud på menneskerettighederne i Xinjiang, burde de give FN’s højkommissær for menneskerettigheder fuld adgang til at finde sandheden.»

Den tidligere konservative formand Iain Duncan Smith har tweetet følgende:

«Det er vores pligt at råbe op om den kinesiske regerings brud på menneskerettighederne i Hong Kong og deres folkedrab på uighurerne. De af os, der lever et frit liv i et retssamfund, bør tale for dem, der ikke har en stemme.»

Parlamentsmedlem Lisa Nandy fra Labour har i et interview på BBC udtalt:

«Dette er meget alvorligt. Det er et direkte forsøg på at lukke munden på eller intimidere dem, der kritiserer den kinesiske regerings handlinger. Hvis Kina tror, at dette vil få kritikken til at forstumme, tager de helt fejl….

«Dette vil kun bekræfte os i vores beslutning om at råbe mere op og protestere mere resolut og udfordre de groteske brud på menneskerettighederne, som vi hører om i Xinjiang og undertrykkelsen af demokratiet i Hong Kong. Vi er britiske parlamentarikere, der ikke bliver splittede over dette. Uanset hvilken politisk tradition, vi er rundet af, så er vi først og fremmest demokrater, og vi vil stå fast på de værdier, især når de er under angreb.»

Parlamentsmedlem Tom Tugendhat, der er formand for det udenrigspolitiske udvalg, har i et interview på BBC udtalt:

«Vi ser i øjeblikket et sårbart og svagt Kina, der har fejlet i sin demokratiske kontakt til omkringliggende stater i regionen, de har ikke formået at undergrave koalitionen af lande, der tilslutter sig menneskerettighederne, og de har ikke formået at undergrave forbindelsen mellem Storbritannien, USA og Europa, så de slår om sig nu.

«Dette er desværre et tegn på svaghed og ikke et tegn på styrke, og det viser, at præsident Xi svigter det kinesiske folk, det kinesiske kommunistparti og i bund og grund hele verden.»

Den britiske akademiker Jo Smith Finley har tweetet følgende:

«Det ser ud til, at jeg bliver sanktioneret af den kinesiske regering for at have fortalt sandheden om #uighurtragedien i #Xinjiang og for at have en samvittighed. Ok, så må det være sådan. Jeg fortryder ikke, at jeg har råbt op, og jeg vil ikke holde mund.»

Den tyske akademiker Adrian Zenz, der er underlagt kinesiske sanktioner, har tweetet følgende:

«Det kinesiske styres strategi i Xinjiang er ændret fundamentalt. Deres hovedmål er ikke at slette beviser, selv om de gør det. Det er heller ikke at benægte disse beviser, selv om de stadig gør det. De føler sig snarere urørlige omkring det nu.

«Kinas strategi går i al sin enkelthed ud på at knuse og kvæle al global opposition mod styrets grusomheder ved at påføre enhver, der taler højt, knusende straffe. En dybt bekymrende udvikling.»

China Research Group, der blev dannet af en gruppe konservative parlamentsmedlemmer i Storbritannien for at fremme debat og nytænkning vedrørende, hvordan Storbritannien bør reagere på Kinas fremmarch, konkluderer:

«Det er fristende at affeje tiltaget som en diplomatisk raserianfald. I virkeligheden er det imidlertid meget ildevarslende og en klar demonstration af mange af de bekymringer, som vi har ytret om den retning, som Kina bevæger sig i under Xi Jinping. Andre etablerede europæiske tænketanke er også blevet sanktioneret denne uge, og det er påfaldende, at Kina nu reagerer på selv moderat kritik med sanktioner i stedet for at forsøge at forsvare deres handlinger i Hong Kong og Xinjiang.»

Grundlæggeren af Alliance of Democracies Foundation, Anders Fogh Rasmussen, har udtalt:

«Vi vil aldrig give efter for autoritære staters pres. Vores arbejde med at fremme frihed, demokrati og menneskerettigheder rundt om i verden fortsætter. Kina har endnu en gang understreget et presserende behov for, at demokratier går sammen om at inddæmme vores verdens diktaturer.»

Udvalgte kommentarer

Financial Times skriver i en leder, at EU’s sanktioner over for Kina er et tegn på Vestens stålsathed over for Kina.

«Kina svarede igen over for EU’s sanktioner ved at straffe flere parlamentarikere, analytikere og tænketanken Merics, der ligger i Berlin og er kendt for sine indsigtsfulde analyser vedrørende Kina. Landet er også gået efter at ramme udvalget af 27 EU-medlemslandes ambassadører, der tilser udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Kina har i de senere år haft en del og hersk strategi over for enkeltlande for at undergrave en fælles EU-front. Kina har, med sine overgreb i Xinjiang og overreaktion på sanktioner, præsteret at forene EU i et udenrigspolitisk anliggende.

«Kina har, ved at ramme kritikere af deres handlinger og analytikere, der nægter at følge landets linie, vist sin totalitære tankegang. Ved at straffe medlemmer af Europa-Parlamentet har de gjort det næsten umuligt for parlamentet at ratificere investeringsaftalen. Parlamentsmedlemmer havde allerede været ude med krav om flere indrømmelser fra Kina, nemlig en vedtagelse af internationale standarder for forbud mod tvangsarbejde. Kina vil skulle foretage en dobbelt tilbagetrækning for at få aftalen tilbage på sporet, hvilket nok er usandsynligt. Kina føler nok ikke behov for det efter at have brugt investeringsaftalen til at indføre en økonomisk kile mellem USA og EU.»

Guardian skriver i en leder:

«Sanktionerne har drastisk mindsket sandsynligheden for, at Europa-Parlamentet vedtager den investeringsaftale, som Kina og EU blev enige om i december, til USA’s irritation. Kina betragter muligvis aftalen som mindre nyttig for Kina end den er for EU (selv om mange i Europa er uenige). Tiltagene har imidlertid gjort mere for at skubbe Europa mod en tilnærmelse til USA, end noget Joe Biden kunne have tilbudt, på et tidspunkt hvor Kina også fjerner sig fra andre spillere, især Australien….

«Kinas forsinkede reaktion på de britiske sanktioner antyder, at de ikke forventede dem, hvilket måske ikke er overraskende, når den samlede analyse tydede på, at vi bør dominere markedet og anlægge en hårdere linie. Premierministeren og udenrigsministeren har imidlertid, med rette, været tydelige i deres opbakning til sanktionerede personer og deres bekymring over grove brud på menneskerettighederne i Xinjiang. Akademikere og politikere, universiteter og andre institutioner, bør følge deres eksempel ved at støtte ramte kolleger og organisationer. Kina har gjort sin holdning klar. Demokratiske samfund bør gøre det samme.»

Kinakorrespondent ved Süddeutsche Zeitung, Lea Deuber, skriver:

«Som reaktion på europæiske sanktioner mod dem, der er ansvarlige for brud på menneskerettighederne i Xinjiang, sanktionerer Kina europæiske politikere, akademikere og forskningsinstitutioner. Sanktionerne bør ikke opfattes som en trussel mod enkeltpersoner. De er et angreb mod hele EU; på dets grundlæggende værdier og frihed.

«Kina beskylder EU for at sætte spørgsmålstegn ved Kinas suverænitet. Styret forsøger reelt set at tvinge EU til at vælge side i konflikten mellem USA og Kina ved brug af vold og manipulation. Optrapningen må være en øjenåbner.

«EU har alt for længe troet på en illusion om at kunne mødes på midten. EU har set på den grusomme opførsel i Xinjiang i årevis, mens man blot klagede igen og igen. Selv hvad angår sanktionerne havde EU søgt en blød løsning og så bort fra vigtige kinesiske spillere i regionen.

«Det må høre op. Tyskland bør drage nogle konklusioner. Mod slutningen af året havde Tyskland, på trods af alle advarslerne, presset investeringsaftalen med Kina igennem. Aftalen mangler at blive ratificeret i EU-Parlamentet. Det er utænkeligt nu.»

Frankfurter Allgemeine, skriver i en artikel, der bærer overskriften «Enhver, der ikke synger Kinas sang, bliver straffet»: «Sagt lige ud: Kina vil bestemme, hvem i Europa, der kan tale og skrive om Kina.»

Det britiske parlamentsmedlem Nusrat Ghani bemærker i Spectator:

«Der er en positiv ting ved alt dette. Det kinesiske kommunistpartis reaktion viser, at noget af parlamentets arbejde har en effekt – og bliver bemærket af dem, der betyder noget i Beijing. For tolv måneder siden var overgrebet mod uighurerne i Xinjiang kun noget, der blev hvisket om i parlamentet. Der var ingen fornemmelse af, at de britiske forsyningskæder kunne påvirkes, eller at vi kunne lave reelle forandringer. Nu har Udvalget for Erhverv, Energi og Forretningsstrategi, som jeg er medlem af, forespurgt om tvangsarbejde i britiske værdikæder, og vi har fundet ‘overbevisende dokumentation’ for kinesisk slavearbejde i relation til større mærker.

«De kinesiske myndigheder bør indse, at deres handlinger i dag giver parlamentet en udfordring. De har basalt set givet parlamentsmedlemmer besked på at holde op med at stille spørgsmål og at blande sig uden om. Vores parlament har i historiens løb aldrig brudt sig om den attitude. Jeg kan forsikre det kinesiske kommunistparti om, at jeg og andre parlamentsmedlemmer fortsat vil belyse deres aktiviteter, og at parlamentet – mere end nogen sinde – står bag os.»

BBC’s korrespondent i Shanghai, Robin Brandt, skriver:

«Kina er nu lukket land for dem, der har lagt mest pres på Boris Johnson for at anlægge en hård kurs over for Kina, og for dem, der siger, at der er sket et ‘folkedrab’ i Xinjiang.

«Tiltagene er i bund og grund symbolske – det er uanset hvad usandsynligt, at disse personer eller organisationer havde noget at gøre med kinesiske firmaer eller personer

«At ramme Neil O’Brien er personligt for den britiske premierminister. Parlamentsmedlemmet er ansvarligt for politikudviklingen i Downing Street.

«Ved at gå efter Essex Court Chambers – en gruppe af selvstændige advokater – for en juridisk udtalelse, som de kom med, viser desuden, hvordan Kina forholder sig til et uafhængigt juridisk system. Kina tror ikke på dem.»

Telegraphs kinakorrespondent Sophia Yan skriver i en analyse:

«Kinas sanktioner mod Storbritannien og EU – der rammer parlamentsmedlemmer, akademikere og sågar juridiske grupper – viser, at Xi Jinpings styre ikke vil tolerere protester fra nogen som helst, nogen steder….

«Kina spiller med musklerne for at udfordre en af Vesten indrettet regelbaseret verdensorden i en kampagne for at blive behandlet som en ligeværdig. Det virker på hjemmefronten.

«Der er imidlertid reel usikkerhed om, hvorvidt magtdemonstrationen er klog. Kinas opførsel giver i hvert fald ikke sympati og virker til i stedet at skade landets internationale omdømme.

«Kina har længe satset på, at de fleste lande ville blive tiltrukket af lukrative muligheder med verdens andenstørste økonomi.

«Vi må se, hvor længe det bliver ved med at være tilfældet. For så vidt angår Storbritannien, er det usandsynligt, at de trækker deres kritik af bruddene på menneskerettighederne i Xinjiang tilbage, og det er svært at se, hvordan Kina skulle kunne mindske spændingerne, hvis de måtte ønske det….

«En afgørende test for, om Kina kan slippe afsted med at spille med musklerne på denne måde, er, om EU ratificerer en investeringsaftale med Kina. Den har været under udarbejdelse i syv år, men embedsmænd i EU har givet udtryk for tvivl, også inden de blev ramt af sanktioner.

«Hvad enten aftalen bliver vedtaget, genforhandlet eller fuldstændig forkastet, vil det sende et budskab til Kina – enten at landet faktisk kan gøre, hvad det vil, eller at det er gået over stregen.»

Matt Pottinger, der er tidligere stedfortrædende national sikkerhedsrådgiver for Det Hvide Hus, konkluderer i Wall Street Journal:

«Kinas budskab er ikke til at tage fejl af: Det er jeres valg. Hvis I vil handle med Kina, skal det ske på bekostning af amerikanske værdier. I vil omhyggeligt ignorere folkedrabet på etniske og religiøse mindretal inden for Kinas grænser; I skal se bort fra, at det kinesiske styre har brudt sine vigtigste løfter – herunder den internationale traktat, der skulle garantere Hong Kong en ‘høj grad af selvstyre’; og I vil ikke længere samarbejde med embedsmænd, der går op i sikkerhed, i jeres egen hovedstad, medmindre I gør det for at påvirke dem på Kinas vegne.»

«Et andet bemærkelsesværdigt element i Kinas tilgang er landets klare mål om at gøre verden varigt afhængig af Kina og udnytte denne afhængighed politisk. Xi har udstedt retningslinier, som i denne måned er blevet formaliseret med hans parlaments gummistempel, om, at han forfølger en større strategi om at gøre Kina uafhængig af import af dyre kvalitetsprodukter fra industrilande, mens disse lande er stærkt afhængige af Kina for at få højteknologiske forsyninger og som råstofmarked. Afkobling er med andre ord netop Kinas strategi – så længe det sker på Kinas betingelser.

«Hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt, er, at kommunistpartiet ikke længere skjuler sine grunde til at forfølge en sådan strategi. I en tale, som Xi holdt i begyndelsen af sidste år… sagde han, at Kina ‘bør skærpe internationale produktionskæders afhængighed af Kina’ med henblik på at ‘skabe magtfulde modforanstaltninger og afskrækkelsesmidler’.

«Dette ordvalg – ‘magtfulde modforanstaltninger og afskrækkelsesmidler’ – er partilingo for en offensiv indflydelse. Kinas større strategi er at akkumulere og få økonomisk indflydelse for at nå sine politiske mål rundt om i verden.

«Direktører vil få stadigt sværere ved at tilfredsstille både USA og Kina…. Kinesiske ledere udsender som nævnt højlydte advarsler om, at multinationale selskaber bør give afkald på sådanne værdier, da det er prisen for at handle i Kina. Amerikanske firmaer vil sandsynligvis, lige som sømænd mellem to både, blive våde.

«Det kinesiske styre prøver at støbe kuglerne til sejr ud fra en enkelt leders tanker; Frie samfund som vores tøjler den menneskelige natur. Deri ligger vores ultimative fordel. Kommunistpartiets ledere har ret i én ting: Amerikanske direktører, deres bestyrelser og investorer skal gøre op med sig selv, hvilken part de vil hjælpe med at vinde.»

Soeren Kern er Senior Fellow ved Gatestone Institute i New York.