Anna Ancher: Før det kongelige besøg (1909)

Mens magthaverne på den store scene strides om supermagtstatus,  hvor EU  prøver at gøre sig gældende gennem strategiske øvelser for at opbygge et hegemonisk center for menneskerettigheder….,  er Danmark  overladt til kampen for national suverænitet –

Er danskerne generelt  og som flertal betragtet  tilfredse med EU, er de til gengæld bekymrede for at miste suverænitet.  Dette sker i  stadig stigende omfang,  alt imens  en megafon som Ole Ryborg roligt og blødt luller os i søvn med forsikringen om, at ” alt går rigtigt til”

Jeg gik i gymnasiet  kort efter at samfundsfag  var blevet obligatorisk og var en af linjerne man kunne vælge,  hvis man  ikke var god til sprog eller matematik.  Jeg husker  bla.  en af definitionerne på politik:  ”spillet  om  magten til at definere rammerne for den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund”  –  Da jeg senere selv kom til at undervise i dette fag,  var det ikke i første omgang denne definition af begrebet politik,  jeg  havde oppe at vende med eleverne men derimod spørgsmål som fx  Hvem er det der styrer  vores land?  Politikerne, dvs Folketinget og/eller regeringen,  de rigeste, medierne, domstolene, bankerne, NGO´erne, reklamen  eller EU?  Uden selv at sidde på definitionsmagten var det mere min rolle at aktivere den kritiske tænkning,  hvilket for mig altid har betydet en  granskning og analyse af vilkårene for hvad vi tænker. Der kom  forskellige svar der til sammen rummede de nævnte aktører. Eleverne  havde deres ideer,  men  de måtte indrømme,  at de dybest set havde dem fra deres forældre eller medierne.  EU var der kun få der troede på som en vigtig faktor i kampen om magten….dengang  –

Siden Kul- og Stålunionen i  1958, der senere blev til EF,  der igen pegede frem mod en føderal konstruktion,  har EU  rykvist bevæget hen imod et Europas forenede stater med en stadig mere åbenlys bevægelse i retning af en opløsning af nationalstaterne.  Her har en  mand som Morten  Messerschmidt, der selv har siddet i EU,  gjort sig tanker om dette i sin bog Farvel til Nationalstaten. Heri gør han rede for forholdet mellem demokrati og menneskerettigheder. Med afsæt i en sag  om klimaet i Holland i september 2019 skriver han: 

”Med internationalismen bliver stadig flere politiske spørgsmål som klima, udlændinge eller velfærdspolitik til jura, der ikke kan afgøres af de folkevalgte men af internationale domstole. Men hvor går man hen som vælger, hvis det ikke længere er de valgte der bestemmer?” (Messerschmidt 2020 s. 81)

Her rører han ved et centralt punkt, i takt med at menneskerettighederne breder sig og  gerne overtrumfer de nationale parlamenter, bliver det sværere for  den enkelte vælger rundt omkring i  Danmark, Sverige eller Frankrig at gennemskue,  hvor magten egentlig ligger. Dette handler ikke om populisme eller letkøbte meninger, det er den skinbarlige politiske virkelighed,  jeg søger at  analysere og definere, den virkelighed,  der som et spindelvæv konstant bliver udvidet og mere  og mere fintmasket  for hver sag,  der kommer for menneskeretsdomstolen.  Det sker hver dag.  Det handler bl.a. om konventionerne: som er mellemstatslige, internationale aftaler med forpligtelser og forholdsregler om et bestemt emne. I EU-regi bruger man i stedet lovgivning, der forpligter medlemslandene juridisk. Tidligere har EU-landene indgået konventioner, som senere er blevet til EU-lovgivning. Det gælder f.eks.:

• EF-domskonventionen fra 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i civilsager, herunder handelssager. Den kaldes også kaldet Bruxelleskonventionen og blev i 2001 til EU-lov ved EU-domsforordningen. Danmark har en parallelaftale.
• Romkonventionen fra 1980 om hvilken lov, der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser. Den blev i 2008 til EU-lov ved forordning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I).
• Dublinkonventionen fra 1990, der handler om, hvilket land der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning. Den blev til EU-lov i 2003. Dublinforordningen blev senest revideret i 2013.
• Schengenkonventionen om grænsesamarbejde fra 1990. Schengensamarbejdet blev med Amsterdamtraktaten i 1999 til en del af EU-samarbejdet.

De seneste tredive år har  konventionerne ædt sig ind  i  de nationale parlamenter  rundt  på kontinentet,  og som  gøgeunger skubbet de enkelte landes egen mulighed for demokrati og autonomi ud af reden.

Tag  nu  bare  spørgsmålet om børnene fra Syrien.  Som vi ved afviser  de fleste politikere,  at Danmark skulle efterlade sine ”egne statsborgere” i Syrien. Men i stedet for at argumentere  hvorfor disse mennesker skulle tilbage til  Danmark var partierne fra starten  i defensiven: Det vil stride mod konventionerne. Spørgsmålet er ikke om vi vil det,  men derimod om vi må,  eller snarere om vi tør? 

Denne kujonagtige holdning besmykker man så med udsagn som fx -Det vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser, hvis vi nægter at tage imod dem.  Altså  en blanding af appeasement, frygt og  selvfed humanisme.  Omtrent på samme niveau som når NGO´ere  hjælper den afrikanske befolkning til Europa. Til helvede med Danmark og dette lands grundlov for ikke at tale om  det voksende kultursammenstød, ethvert tilløb til diskussion om disse ting bliver  affejet som  udslag populisme, de letkøbte fremmedfjendske meningers ideologi, og på den måde kan mainstream-medierne altid føre sig frem som talerør for den sande humanisme.

Siden 1992  har den Europæiske Menneskeretskonvention været en  del af dansk ret.  Det har betydet, at en række afgørelser, hvor danske domstole i anvendelsen af danske love er blevet underkendt. Spørgsmålet nu hvad disse menneskerettigheder og deres stadig mere fremtrædende rolle betyder for folkestyret, og hvad betyder det for folkestyret at vores politikere lader sig binde på hænderne og afstår fra at gennemføre det de gerne vil? Eller det som deres vælgere  gerne vil.

«Selv om parlamentet afspejler folkets vilje,  så har det stadig mindre magt,  fordi rigtig mange ting afgøres af domstole, centralbanker, handelsaftaler og internationale institutioner.  I denne analyse er  EU den form, problemet antager i Europa. Dette afføder igen en voksende magtesløshed og vel også en mistillid til  politikerne  som  selvfede kustoder uden nogen beføjelser eller nogen ambitioner andet end ønsket om at blive genvalgt.  Her gælder det om at gennemskue mediernes lumpne spil med at sløre det bedrag vi, dvs vælgerne bliver  udsat for.»

”Demokratiet er ikke løsningen, men den metode der fører os frem til de mindst ringe løsninger. Derfor er det forkert. Derfor er det forkert når vi taler om i skole og uddannelsessektoren at opdrage til demokrati. Der findes ikke et demokratisk menneske, allerhøjest en demokratisk indstilling. Og den kan vi lære de unge: om loven, om retssamfundet og om magtens tredeling, ligesom vi kan lære om det gode argument, om taleegenskaber og meget andet, som gør dem vidende, kloge og nysgerrige mennesker, ikke bare for demokratiets skyld men for deres egen.”  (M.M. 2020 )

Dybest set handler menneskerettighederne om at begrænse magtudøvelsen …mens demokratiet er den formelle arena, hvor politikerne kæmper om at fastlægge rammerne/det materielle, så er menneskerettighedernes ide at begrænse de folkevalgtes beføjelser,  derfor bør det vække bekymring hos vælgerne når stadig flere områder bliver anliggender for menneskerettighedsanliggende.  I en EU-sammenhæng bliver vi efterhånden bevidste om, at det liberale demokrati skal forstås som et samfund bygget på en internationalistisk retsorden med menneskerettighederne i fokus. Der er som  nævnt tale om en ideologi, hvis formål det er at begrænse det egentlige demokrati.  Er man  klar over, hvad det er, der sker med vores nationalt funderet demokrati i disse år? Er man virkelig klar til at vinke farvel til folkestyret?  Derfor kommer en stor del af debatten til at  kredse om spørgsmålet ”Må vi”  af hensyn til de internationale aftaler.  Og her vil jeg ikke undlade at pege på mainstream-mediers rolle som de moralske politimænd,  der fastholder bevægelsen væk fra den suveræne nationalstat, der ofte bliver hånet som et populistisk tvivlsomt projekt  i opposition til ideen  om  menneskerettighedernes prærogativ.