Marchen Neel Gjertsen, tilknyttet Redox, 2010

En gang var Jyllands-Posten identisk med kultur og debattredaktør Flemming Rose og kampen for ytringsfrihet. Men det gikk med denne kampen som det gikk med Salman Rushdie og «Sataniske vers»: Det er voldsmennene og fanatikerne som vinner frem.

Nå har avisen som i noen år hadde en heroisk plass i pressefrihetens annaler, fått en ung kvinnelig sjefredaktør med bakgrunn i ytre venstre: Redox, som ligner på og har forbindelse til Antifa, og partiet Enhedslisten, som tilsvarer det norske Rødt.

Spørsmålet er: Hvordan er det mulig? Hvordan gå fra Flemming Rose til Marchen Neel Gjertsen? Dette handler ikke bare om enkeltskjebner, eller om én enkelt redaksjon, men om tunge kulturelle trender som er til stede i alle vestlige land: En utvidet venstreside bemektiger seg bastioner som før var liberale eller konservative.

For ikke lenge siden skrev en gruppe dansker et åpent brev til Berlingske og minnet om at det i formålsparagrafen står at avisen skal bringe konservative synspunkter. Hvordan kan det ha seg at det ikke står noe konservativt i en avis som har mandat på å være konservativ? spurte underskriverne.

Det er dét som er problemet. Man etterlyser noe etter at samfunnslegemet er amputert og man sitter igjen med fantomsmertene.

Venstresiden håper at de vil forsvinne etter hvert, at folk vil glemme. Derfor gjelder det å holde folk i konstant bevegelse med stadig nye kampanjer.

Men folk glemmer ikke. Det er tusen ting som minner dem om Danmark eller Norge slik disse landene en gang var. Derfor gjelder det å dyrke sin hage, både den lokale og den nasjonale.

Da vil våren igjen komme.

Kim Møller skriver om den nye sjefredaktøren, og la oss for ordens skyld bemerke at Redox ikke er snille gutter og jenter. De har drevet aktiv spaning på og overvåking av høyrefløyen i årevis, og danske medier som Politiken har betalt for deres materiale.

De samme folkene har, etter at de har lagt brostenen til side, kunnet gjøre karriere hos venstrefløy-partier på Christiansborg. En voldelig bakgrunn har ikke vært til hinder, heller ikke i mediene. De er også gift med hverandre og kan støtte hverandres karrierer og dekke flankene.

Marchen Neel Gjertsen bliver ny chefredaktør på Jyllands-Posten’, kan man læse på Finans.dk, der uddyber: “Hun er uddannet fra Syddansk Universitet i 2010 og har været politisk reporter på både Information, Politiken og Jyllands-Posten…” Hun skal som chefredaktør fremover ‘tegne de helt store streger’.

Jeg har ladet mig fortælle, at 35-årige Marchen Neel Gjertsen er blevet klogere med alderen, men det ændrer ikke på at Jyllands-Postens første kvindelige medlem af chefredaktionen i avisens 150 årige historie er en tidligere kommunist. Helt frem til 2010, året hvor hun blev færdiguddannet som journalist, var hun tilknyttet venstreradikale Redox, der i forbindelse med retssagen året efter blev afsløret som efterretningsorgan for erklærede militante Antifascistisk Aktion (AFA).

Privat danner Marchen Neel Gjertsen par med Politiken-kulturjournalist Nikolaj Heltoft, identisk med Thomas Nikolaj Heltoft, der i 2002 var talsmand for AFA-forgreningen Globale Rødder. Han var en af aktivisterne, der satte et ‘No borders’-banner op på Sandholmlejrens tag. Heltoft blev i lighed med flere af de anti-kapitalistiske rødder ansat af Enhedslisten, dog ikke (Foghs overfaldsmand) Lars Grenaa, der blev spidskandidat for Arbejderpartiet Kommunisterne. Heltoft fungerede blandt andet som spindoktor for islamisten Asmaa Abdol-Hamid, der nogle år tidligere stillede op til partiet sammen med hans bedre halvdel.

“Hendes fortid inkluderer blandt andet et aktivt medlemskab af den revolutionære Socialistisk Ungdomsfront, et byrådskandidatur for kommunistiske Enhedslisten, samt en ghostwriter-funtion på sidste års meget omtalte ‘Redox-udgivelse’.” (Uriasposten, 2011)

“… terrorsagen viser personsammenfald mellem Redox og den radikale venstrefløjsorganisation Antifascistisk Aktion, som flere gange har brugt vold for at forhindre eller forstyrre møder og demonstrationer på den yderste højrefløj.” (Ritzau, 31. august 2011)