«Målet er nået! Ikke flere jøder på tyske universiteter,» erklærede det førende nazistiske studenterblad, Die Bewegung, i 1938.
Selvfølgelig kunne intet sådant nogensinde ske igen. Bortset fra at noget sådant faktisk sker igen — nu, og i Storbritannien. Ifølge en rapport udgivet for ganske nylig af David Collier, en britisk forsker, er nogle universiteter i UK nu i realiteten Judenfrei: fri for jøder.
Dette er en rystende anklage, ikke blot mod den britiske akademiske verden, men mod et frisindet, demokratisk samfund, der har tolereret, ofte af uvidenhed eller selvtilfredshed, en bølge af diskriminationer imod jøder, som er fejet gennem universiteterne de seneste årtier. Fra disse lærdommens haller har antisemitismen bredt sig, samt drevet og bestyrket det, der i dag udgør en manifest bevægelse, som truer jøder på forskellige områder af samfundet og har fået mange af dem til at rejse. Dette sker ikke kun i Storbritannien. Collier betegner den akademiske verden som «epicenteret for global antisemitisme».
Dette jødehad er tilsløret af anti-zionisme, en doktrin som hævder, at den jødiske stat, som den eneste blandt verdens nationer, ikke har ret til at eksistere. Man forsøger at piske hadet op imod Israel ved at fokusere på tre grundlæggende løgne: beskyldninger om apartheid, etnisk udrensning og bosætterkolonialisme.
Ligesom jødiske studerende og professorer blev drevet ud og til sidst forvist fra universiteter og gymnasier ved det tyske statsdekret, har britiske anti-zionistiske akademikere og de studerende, som de påvirker, i dag skabt et miljø, som udstøder mange jøder under påskud af disses støtte til den jødiske stat. Ikke hver eneste jødisk studerende støtter selvfølgelig Israel og meget få er ukritiske, ligesom over for deres eget land. Ikke desto mindre siger Collier:
«Jøder på campus i dag kan blive tolereret, beskyttet eller misbrugt. På intet punkt bliver de behandlet som ligeværdige. Det bedste, de kan håbe på, er beskyttelse og tolerance i et fjendtligt miljø. På campus hersker den udbredte visdom, er deres tro på en jødisk identitet er grundlæggende forkert.»
Især stemples jøder på grotesk vis som medlemmer af en race, der ikke har ret til landet Israel, men som er en «hvid» kolonistisk besætter og undertrykker af de oprindelige folk.
Collier stiller spørgsmålet: «Hvorfor skulle åbent erklærede jødiske studerende ønske at gå på et universitet, hvor de vil blive nedgjort og bagvasket af andre studerende og plaget af underviserne?» Realiteten i Storbritannien i dag er, at mange jødiske studerende vælger universitet, ikke efter kursusindhold eller undervisningens kvalitet, men efter hvilket omfang af antisemitisme de finder der. Baronesse Ruth Deech, tidligere Storbritanniens uafhængige bedømmer af højere undervisning samt en dygtig akademiker og tidligere forstander ved et college i Oxford, har tidligere udtalt, at «blandt jødiske studerende er der gradvist vokset en følelse af, at der er visse universiteter man bør undgå.»
Man kan møde mange jødiske studerende i Storbritannien og flere andre vestlige lande, som bekræfter dette, og som vil fortælle en, at nogle universiteter er relativt sikre for dem og andre er de nødt til at undgå.
Jeg taler hyppigt på universiteter om en lang række emner. Kun når jeg er inviteret til at tale af jødiske eller pro-israelske grupper, har jeg oplevet fjendtligheder i modsætning til åben debat. I praktisk talt hvert eneste tilfælde optræder der med garanti en eller anden form for fysisk protest samt misbrug af sociale medier — ikke for at erklære sig uenig, men for at tvinge til tavshed. Dette har fundet sted i Storbritannien, USA, Sydafrika og Australien, hvor et bestemt foredrag blev så alvorligt afbrudt, at det førte til en dybtgående undersøgelse fra universitetets ledelse med en efterfølgende sjælden disciplinær indskriden mod gerningsmændene, som også omfattede akademisk personale.
Colliers undersøgelse viser, at:
«Hvis de [jødiske studerende] bliver angrebet, anses det for langt mindre alvorligt end et angreb på en fra de muslimske, BAME eller LGBTQ samfund. Hvis en akademiker bærer ansvaret for angrebet (se Bristol, Leeds, Warwick), er det akademikeren, der bliver beskyttet, og den klagende jødiske studerende, der bliver forfulgt – selvom den studerende kan bevise overgrebet.»
Som i et klassisk radikaliseringsmønster findes der på visse universiteter netværk af akademikere, som i vidt omfang smitter deres studerende med deres egne fordomme og had. Mest effektivt til bevarelse af spredningen af antisemitisme vil nogle indoktrinere deres studerende gennem supervision af disses PhD-studier, hvilket kan føre til hårdkogt aktivisme og fremme videreførelse, horisontalt som vertikalt, ofte fra universitet til universitet og fra land til land.
Deres indflydelse er ikke begrænset til universiteterne. Nogle skriver smædefyldte bøger, udgiver forskruede klummer i nationale aviser og hentes ind for at sprede deres fordomme i de offentlige medier. NGO’er, regeringsorganisationer og internationale korporativer konsulterer og opretter partnerskaber med disse personer. Ofte spiller de en førende rolle i bevægelser som Boycott, Divestment and Sanctions (BDS)-kampagnen og aktivistgrupper som den såkaldte Palestine Solidarity Campaign, ophidser til had mod jøder vidt og bredt, beskadiger sommetider ejendomme og intimiderer jøder på gader og stræder.
Det mest vedholdende forsvar for Jeremy Corbyns Labour Party kom fra den akademiske verden. Universitetsprofessorer var indblandet i snesevise af hændelser, hvor de anklagede dem, der gik imod Corbyn, for at tilsvine ham og hans følgesvende med politisk motiverede løgne. Uheldigvis for dem blev Labour det første store politiske parti nogensinde, som blev efterforsket af Storbritanniens Ligheds- og Menneskerettighedskommission. Kommissionen (EHRC) fandt Labour skyldig i netop det, som disse hære af akademikere benægtede — ulovlig diskrimination og chikane imod jøder.
Storbritannien kan ikke sammenlignes med Tyskland i 1930’erne, men der findes ligheder med nogle af de mål og metoder, som anvendtes af de nazistiske bøller ved tyske universiteter i den periode. Før jøderne blev endegyldigt udelukket, afbrød medlemmer af den nationalsocialistiske studenterliga ofte foredrag, fremprovokerede skænderier og intimiderede jødiske studerende. Alt dette kan iagttages på britiske universiteter i dag.
I en reaktion på en voldelig demonstration blandt studerende på King’s College London, hvor disse protesterede imod en israelsk gæsteforedragsholder, sagdeLord Eric Pickles, Storbritanniens særlige udsending vedrørende post-Holocaust-spørgsmål, i Parlamentet: «Hvis vi vil vide, hvem de nye fascister er, behøver vi blot at kigge efter dem, der udførte det angreb.» Som Robert Festenstein fra Storbritanniens Jewish Human Rights Watch, der har arbejdet i årevis for at bekæmpe antisemitismen på britiske universiteter, sagde til denne forfatter: «Jøder bliver undervisningsmæssigt etnisk udrenset fra visse universiteter i Storbritannien».
Målet for vore dages akademiske bøller er ikke så meget at drive jøderne ud, men at lukke munden på dem og lukke dem ned — at undertrykke enhver afvigelse fra bøllernes egen radikale anti-zionistiske agenda, der har til mål at delegitimere den jødiske stat. Det lykkes dem ofte at tvinge jøder til at gå andre steder hen, at tie om faktuelle kendsgerninger vedrørende Israel og endda at få dem til at skjule deres jødiske identitet. Helt forståeligt ønsker mange unge jøder blot at komme videre med deres studier og deres liv, ikke at deltage i potentielt skadelige politiske konfrontationer og risikere bagvaskelse eller det, der er værre, som også kunne få en uheldig indvirkning på deres eksamensresultater og ansættelsesudsigter.
Hvorfor skal en jøde eller noget medlem af en hvilken som helst race eller religion forfølges på grund af den, vedkommende er? Hvorfor skal en stolt jøde, som ønsker at give udtryk for sin støtte til den jødiske stat, være bange for at gøre det? Israel er en af Storbritanniens vigtigste allierede og forsyner os med livreddende efterretninger og teknologi og er en stadig stærkere handelspartner. I modsætning til jødehadernes forskruede forestillinger, så er Israel frem for alt ikke skyldig i de falske anklager, som disse fremsætter for at undergrave landet. Under alle omstændigheder bør det i et civiliseret samfund være muligt åbent at ytre modsigende argumenter uden frygt.
I 2016 godkendte den britiske regering International Holocaust Remembrance Alliances (IHRA) arbejdsdefinition på antisemitisme, som giver offentlige institutioner et redskab til at handle imod den diskrimination, som er udbredt på vore universiteter. Regeringen har arbejdet på at overtale universiteterne til at godkende IHRA-definitionen, herunder ved advarsler om fratagelse af finansielle tilskud. Ofte bittert bestridt af akademisk personale, som er desperate efter at fastholde deres bøllepodier uudfordrede, var der indtil sidste efterår kun 29 ud af 133 højere læreanstalter, der havde indvilliget, skønt enkelte andre tilsyneladende har gjort det efterfølgende. De, der afviser, bør udsættes for et større pres såvel som en strammere overvågning, for at sikre fastholdelse på universiteterne, om nødvendigt ved at indbygge definitionen i loven.
Det er også nødvendigt at kaste lys over de jødiske studerendes situation — næppe mange briter har den mindste anelse om, hvad der er foregået på vore såkaldte læreanstalter. Det er her, David Colliers arbejde er afgørende vigtigt. Hans rapport er startpunktet til et projekt, der kortlægger de antisemitiske netværk på hvert eneste af Storbritanniens universiteter med henblik på at forstå, hvor og hvordan fjendtlighederne findes og sætte en stopper for dem.
Oberst Richard Kemp er tidligere kommandør i den britiske hær. Han stod også i spidsen for det internationale terrorismeteam i Storbritanniens regeringskontor og er i dag skribent og foredragsholder om internationale og militære forhold.
