En mann med munnbind på T-banen i Oslo. Illustrasjonsfoto: Stian Lysberg Solum / NTB scanpix

Onsdag ble en dansk munnbindstudie fra Rigshospitalet offentliggjort. Den kunne ikke gi noen konklusjon om munnbind beskytter mot korona. Fem millioner danske kroner er sølt bort på useriøs forskning, skriver Søren K. Villemoes i Weekendavisen.

Mottakelsen av studien har avslørt «en afgrundsdyb manglende forståelse for basal videnskab i medierne og en bekymrende mangel på dømmekraft blandt de forskere, der står bag studiet», hevder Villemoes. Man behøver ikke ha en naturvitenskapelig utdanning for å forutsi at undersøkelsen ikke kunne resultere i «andet end ingenting»:

For det første blev studiet foretaget på et tidspunkt, hvor smitten var på sit laveste. Selvom man havde 6000 deltagere i forsøget, var det ikke nok. I starten af maj var det daglige antal positivt testede cirka 150. Det er én per 37.000 dansker. Ved månedens udgang var der cirka 40 om dagen. Det er én positivt testet per 140.000 dansker. Det var nærmest umuligt at blive smittet med corona i den periode – med eller uden mundbind.

Derudover var selve studiets design åbenlyst forfejlet i forhold til at give svar på, om et maskepåbud ville have en effekt. Ideen med at kræve obligatorisk mundbind er, at folk der er smittede, særligt dem uden symptomer, undgår at sprede virussen til andre. Mundbindet beskytter omgivelserne mod den smittede. Men det var ikke det, man undersøgte. I stedet så man på, om masker beskytter maskebæreren mod smitten – det diametralt modsatte.

Disse åbenlyse og graverende svagheder hindrede ikke forskerne bag projektet i at sælge studiet som »verdens første store videnskabelige lodtrækningsstudie« om brugen af masker under en pandemi.

Vitenskapelige tidsskrifter har refusert å trykke forskningen fra Rigshospitalet, men forskerne bak studien gjorde det selv og Ritzau brakte «resultatet» ut i verden. En dansk studie hadde visstnok vist av munnbind ikke har noen målbar effekt. Det var endog noen som hevdet konspiratorisk at «resultatet var så kontroversielt, at tidsskrifterne ikke turde fremvise det,» skriver Vollemoes, mens sannheten er enklere:

Sandheden var, at studiet var så dårligt og resultatet så intetsigende, at det aldrig havde en levende chance for at blive bragt i tidsskrifter, der takker nej til næsten alt, de får tilsendt.

Saken reiser tvil om dømmekraften hos forskere som designet og gjennomførte studien.

Hvordan kunne de nogensinde have troet, at de ville nå frem til noget som helst? Hvordan kunne de sælge denne portion tom luft til offentligheden, som var der tale om et definitivt studie? Hvordan kunne de bilde sig selv ind, at førende tidsskrifter ville være interesseret i et ubrugeligt studie, der fandt frem til ingenting?

Kjøp julegaver fra Document Forlags utsøkte utvalg her!