Islamistbevegelsen Hizb ut Tahrir demonstrerer i København den 30. oktober 2020. Foto: © Snaphanen.dk

Karikaturkrigen mellom islam og Vesten, som har blusset opp igjen i forbindelse med rettssaken mot Charlie Hebdo-terroristenes medhjelpere i Paris, har adskillig skarpere fronter i Danmark enn i Norge.

For mens det i vårt land hersker en slags stilltiende overenskomst om å unngå det ubehagelige temaet i en oljesmurt velstand som alle inntil viderer nyter etter beste evne, har Danmark politikere som ønsker å spre Muhammed-karikaturer i offentligheten, og islamister som demonstrerer mot ytringsfriheten foran Frankrikes ambassade.

Danmark har også offentlige skikkelser som skjærer igjennom den tykke grøten av hykleri som den vanskelige sameksistensen mellom islam og Vesten er omgitt av. Weekendavisen gav forrige helg stemme til en av dem, billedkunstneren Smike Käszner.

I et brev til en generisk muslim med tittelen «Unnskyld, Muhammed» anklager han det danske samfunnet for å ha latt muslimer vokse opp i en Midtøsten-kultur selv om de bor i Danmark – et land de ikke forstår, og slett ikke hvorfor noen skulle ønske å offentliggjøre tegninger av profeten.

Vi lod dig og dine søskende vokse op i en kultur, som vi andre aldrig ville byde vores egne børn, med manglende ligestilling, uden ret til kærlighed på tværs af religioner og uden kvinders ret til skilsmisse, hvilket vi skal over 100 år tilbage for at finde i Danmark. Med korporlig afstraffelse af børn, som vi skal over 50 år tilbage for at finde i Danmark. Med fordomsfuldhed og indbildskhed fra arabiske medier samt hykleri og udskamning billiget af fatsvage imamer.

Danskene forstod hva som ville bli konsekvensene, nærmest bekjenner Käszner:

Vi andre vidste godt, at dette skete for dig, Muhammed. De af os, der har arbejdet med jer eller haft forhold til jeres søstre, vidste selvfølgelig lidt mere. Men vi vidste det alle.

Artikkelforfatteren deler landets opprinnelige befolkning inn i to grupper. På den ene siden står de som ikke har med muslimer å gjøre og derfor ikke bryr seg om dem:

Jeg kender dem, Muhammed. Jeg kommer selv fra den kreative klasse, som om nogen har de rigtige holdninger, men sjældent følger op med handlinger. Den kreative klasse kan ikke bruge et venskab med dig til noget. Hvis du var iransk feministisk dissidentforfatter, så måske. Men ikke dig. De holder gode miner til slet spil, når du bliver kæreste med en af deres døtre. Og ånder lettet op, når hun har slået op med dig og forhåbentlig har overstået sin bad boy-periode.

Den andre gruppen er derimot dødslei av muslimer:

Lige så negativ du er over for danskere, lige så negative er disse danskere over for dig og hele din familie. Men læg mærke til, at de ikke har en løsning. De ved ikke, hvor de skal starte og slutte. Så de kræver bare stramninger.

Politikerne reagerer uhensiktsmessig med symbolpolitikk, fastslår Käszner, så i praksis vil ingenting forandre seg. Det er enkelt å snakke om klima. Sameksistensen er mye vanskeligere. Man gjør som før og håper det beste:

Integration er for kompliceret, dyrt og usikkert. Ingen regering i Europa har turdet forpligte sig, når det gælder integration. Så hellere bare fortsætte med at betale 33 milliarder om året i nettoudgift og håbe, at der ikke kommer for mange bandeskyderier og æresvold, der tager overskrifterne, og at der slet ikke kommer noget, der ligner franske tilstande med halshugninger og køretøjer, der pløjer sig gennem menneskemængder.

Det offentlige hykleriet vil hylle Muhammeds søster fordi hun tar utdannelse, skriver Käszner. Men selv om hun skulle lykkes, vil hun gifte seg med en av samme bakgrunn.

For Muhammed er det verre. En skånselsløs reality check peker klart i retning av at han ikke ligger an til å lykkes:

Du ved godt, at dine forældre kom fra et dysfunktionelt land, og at du mentalt er vokset op i det dysfunktionelle miljø. Du ved godt, at du og dine ligesindede ikke har lige så mange succesoplevelser at dele ud af, som mange jævnaldrende kartofler har. Dit liv er fucked. Du har en plet på straffeattesten. Du ryger for meget hash.

Som kilde til stolthet er det bare islam som står igjen:

Men der er én ting, som er perfekt i dit liv. En ting, du er stolt af. Det er, at du er rettroende. Og i dag er du ekstra fucking vred. For de fucking luderdanskere har fornærmet din profet og indrykket satiretegninger af ham i flere aviser.

Vår velstand bygger på den individuelle ytringsfriheten, forklarer Käszner, og overlater til Muhammed å finne ut resten:

Skab et vidensgrundlag, hvorfra du spørger dig selv, hvilke muligheder og friheder dit liv skal indeholde her i Vesteuropa. Spørg dig selv, hvilken status religion skal indtage i dit liv. Det er noget, du må klare selv.

Det kan vanskelig gå bra. Det eneste som gjenstår, er skadebegrensning – og å rydde opp i restene etter hver gang det smeller.

Kjøp «Sammenstøt mellom sivilisasjoner?» her!