Halvor Fosli 
President Donald Trump snakker på et valgmøte i Charlotte, North Carolina, 26. oktober 2018. Trump ser ut til å trives blant de jevne amerikanerne, og har noe som ligner en massebevegelse bak seg. Foto: Kevin Lamarque / REUTERS / NTB Scanpix
Historikeren og forfatteren Thomas Frank (1965) vil gjenreise folket som legitim politisk aktør. I USA har en venstreside som vet svaret på alt, sluttet å snakke med folk flest.
Det er danske Weekendavisen som har intervjuet Frank. Han er aktuell med en ny bok: The People, No. A Brief History of Anti-Populism. Populismen har fått et ufortjent dårlig rykte.
Frank er fra Kansas, og han er en intellektuell som føler seg hjemme på den amerikanske bygda, i the American heartland:
Jeg er opvokset på landet i Kansas, var drengespejder, så masser af Frank Capra-film (der skildrede virkeliggørelsen af ’den amerikanske drøm’, red.), er meget patriotisk og er en total sucker for al Americana. Jeg elsker virkelig dette land og holder meget af almindelige amerikanere. Men jeg stemte altså hverken på Reagan eller Trump.
Frykten for at folk flest ødelegger demokratiet har lange røtter, og Thomas Frank trekker fram blant annet motstanden mot president Franklin D. Roosevelts New Deal-program i 1930-årene. På 1950-tallet var det en liberale elite omkring universitetene som overtok frykten for folket, og på 60-tallet fjernet USAs liberale og arbeiderklassen seg enda mer fra hverandre, politisk som kulturelt:
I løbet af 1960erne fjernede USAs liberale og arbejderklassen sig endnu længere fra hinanden, ikke blot med tidens store, brændende spørgsmål, kampen for sortes borgerrettigheder og Vietnamkrigen, hvor den »almindelige amerikaner« ofte indtog »reaktionære holdninger«, men også kulturelt med 68-generationens opgør med kønsroller og traditionel levevis. USAs Nye Venstre har det problem, fortæller Frank, at man jo ideologisk må holde med arbejderklassen. Men man definerer sig ud af det; nu hedder det, at den vestlige arbejder- og middelklasse er »bestukket« og sammen med øvrige klasser lever højt på udbytning af bønder og arbejdere i Den Tredje Verden.
Kulturelt kommer holdningen til den almindelige amerikaner fremragende til udtryk i slutscenen af kultfilmen Easy Rider: »En gruppe unge, frie bikere, med Peter Fonda i spidsen – repræsentanter for 68-oprøret mod gennemsnitsamerikanerens trivielle liv – bliver uden grund skudt ned og dræbt af en gruppe fattige, reaktionære rednecks med udpræget landlig accent.«
»Det var dengang, Demokraterne begyndte at tage afstand fra sin traditionelle rolle som partiet for det arbejdende folk. De talte ikke længere med almindelige amerikanere, de prøvede ikke længere at overbevise dem, men blev i stedet partiet for professionelle managers og eliten,« siger Frank.
På 1990-tallet dominerte «den liberale konsensus» – globalisert markedsøkonomi som hegemonisk tankestruktur:
Det, samfundet havde brug for, var derfor dygtige managers og eksperter, ikke ideologer. Det blev modellen for Bill Clintons og Obamas administrationer – bygget på konsensus-søgning og rationel fornuft, i tæt partnerskab med fremsynede entreprenører i Wall Street eller Silicon Valley. Mødte den modstand fra de lavere, mindre sofistikerede grupper i samfundet, måtte det skyldes uvidenhed. Det blev stemplet som udslag af populisme, siger Frank.
Weekendavisen spør Frank om valget av Trump og Hillary Clintons spektakulære nederlag i 2016 har lært Demokratene noe:
Indtil for et års tid siden ville jeg have sagt nej. Der har ikke været nogen tilbundsgående analyse af årsagerne til Clintons nederlag, alle har givet vælgerne skylden for valgnederlaget og har gentaget Hillarys ord om dem som ’deplorables’ (ynkværdige, red.). De, der stod for hendes kampagne, er nu tilbage i deres gamle stillinger på Harvard eller i Silicon Valley og tjener millioner af dollars. Holdningen er, at folket er problemet, vi må gøre noget ved folket – og det er den værst tænkelige måde at reagere på efter et valgnederlag,« siger Frank.
Som eksempel på en typisk reaktion nævner Frank en kommentar fra bloggeren Amanda Marcotte, hvori hun retorisk spørger, om Trump-støtter blandt familiemedlemmer og bekendte skal udsættes for sanktioner: »Skal progressive indføre sociale konsekvenser, afvise venskaber og sætte familierelationer på køl, for at sende det budskab, at det at støtte Trump ikke er okay og ikke bare kan affærdiges som en harmløs ting?«
Joe Biden presenteres nå som Working Man’s Joe eller Middle Class Joe, sier Frank, og mener Biden har sjanse til å slå Trump fordi folk i vippestatene i Midtvesten – Pennsylvania, Michigan, Ohio – liker ham. Han har den samme bakgrunn. Men om Biden kan gjøre en forskjell som president, det tviler Frank på. Til det trenger en president en massebevegelse i ryggen. Den ser ikke Frank i dag.
Kunne massebevegelsen være Black Lives Matter? spør Weekendavisen, og får et benektende svar – den er altfor sekterisk:
Det kunne det blive, hvis bevægelsen ud over politibrutalitet også kom til at handle om økonomiske reformer. Vi har 15 procents arbejdsløshed, de mindre forretningsdrivende går konkurs alle steder, mens techgiganterne scorer de største overskud nogensinde. Folk bør være vrede. Der bør være basis for en massebevægelse. Men der er kræfter, der skubber i en anden retning. Den vold og brandstiftelse, vi ser fra radikale elementer, hjælper ikke noget. Big business står på spring for at adoptere protesterne og dermed suge livet ud af dem. Og venstrefløjen har helt tabt populismens perspektiv af syne.
Når man opbygger en folkelig bevægelse, skal man praktisere ideologisk tålmodighed. Man har med almindelige mennesker at gøre, folk, der ofte ikke har nogen høj uddannelse, ikke kender sproget eller jargonen, alle de uskrevne regler. Så må man acceptere dem med alle deres fejl og alt deres bagstræb på nogle punkter. Dagens venstrefløj i USA gør nøjagtig det modsatte. Her handler alt om at afgrænse sig, rense ud og tage afstand fra alle, der ikke mener 100 procent som én selv. Amerikanere har i sig en kerne af calvinisme, en intolerant stræben efter den pure sandhed, og det ser vi nu på venstrefløjen i en fuldstændig overvældende grad. Det er ikke på den måde, man opbygger en massebevægelse. Det er sådan, man ødelægger en massebevægelse.
Her kan vi tilføye: En styrke ved Donald Trumps valgkamp i høst, er at han har nettopp noe som ligner en massebevegelse bak seg – og at han ser ut til å trives blant folk flest, uten hang til å oppdra dem. Der den demokratiske venstresiden er kalvinistisk og puritansk, virker Trump merkelig nok mer katolsk og jovial.
Thomas Frank er født i 1965, og han er politisk analytiker, historiker, forfatter og skribent i Harper’s Magazine. Har blant annet skrevet bøkene «What’s the Matter with Kansas» (2004) og «Listen, Liberal» (2016) og er kjent som en Bernie Sanders-tilhenger.
