Peter Nicolai Arbo Åsgårdsreien (1872)
Uanset, hvordan coronaen ender – var det en virus af en farlighed som den spanske syge, eller lignede den mest en alvorlig influenza? – bliver verden aldrig den samme. Når hundreder af millioner står over for massearbejdsløshed, konkurser, muligvis varemangel, sult og fattigdom, som vi ikke har kendt i umindelige tider, må politikken, som vi kendte den indtil marts 2020, vige for det mest basale, nemlig den rene overlevelse. Det vil næppe længere være muligt at opildne folket til kamp for flere kvinder i bestyrelserne eller til kollektiv udskamning af mænd, der har sagt noget frækt på arbejdspladsen. Stillet over for død og elendighed mister mennesker interessen for ”klimaet” og bliver ganske uvillige til at hælde milliarder i ”grønne” projekter. Spørgsmålet bliver ikke, om Jorden bliver en anelse varmere om hundrede år, men om man kan betale huslejen næste måned og have penge nok til at købe mad.
Der vil også gå nogen tid, før multi-kulti-prædikanter og anklagere om den hvide mands ondskab og ansvar for alverdens nød og elendighed igen kan dominere medierne. Mange vil ræsonnere, at når vi end ikke har styr på vore egne lande og økonomier, hvad skal vi så kunne udrette i Afrika eller Mellemøsten? Og på hvilken måde har vi pådraget os noget ansvar for de mistrøstige forhold i disse fjerne egne?
Alle økonomiske indikatorer tyder på, at vi befinder os midt i den værste økonomiske kontraktion i historien. Enhver forudsigelse er taget af bordet, og den økonomiske videnskab er kun egnet til at forklare, hvad der er sket, og har ingen anelse om, hvad der venter. Økonomien er erstattet af coronomien.
Det er tænkeligt, at det hele går nogenlunde i orden, fordi man finder en mirakelkur mod COVID-19, men, som Kate Andrews påpeger i Spectator (4.4.), har den globale kapitalisme pådraget sig nervøse trækninger, der vil bryde frem næste gang, der er rygter om en ny virus. Vi ved nu, at katastrofen – eller frygten for katastrofen – kan ramme os når som helst, og at vi derfor bliver nødt til at organisere livet og samfundet på en ny måde.
Vedtagne politiske sandheder er under pres. Den engang så indiskutabelt fordelagtige globalisering var måske ikke en så god ide, når staterne lukker grænserne, indfører eksport- eller importforbud og går over til massiv statssubvention af virksomhederne, der savner sidestykke i den vestlige kapitalismes historie. Den globale arbejdsdeling, hvor livsnødvendige varer bliver fremstillet i Kina eller andre fjerne destinationer, bryder sammen, når forsyningssikkerheden ikke kan garanteres. Som den svenske kommentator Lars Bern for få dage siden udtrykte det: Dette er globalismens sidste suk.
EU er truet på livet, mens medlemslandene slås som hund og kat om, hvem der skal betale hvor meget for at komme de nødstedte lande, Spanien og Italien, til hjælp. Den tidligere så stolte union har mistet sin betydning. Tilbage står et antal stater, der kæmper for deres liv. En langt højere grad af selvforsyning og statsregulering bliver nødvendig. Præsident Trump har allerede vist vejen ved at aktivere den amerikanske Defense Production Act fra 1950, der giver præsidenten udstrakte beføjelser til at regulere private virksomheders produktion, USA’s samhandel med andre lande og den civile økonomi. Denne omfattende bemyndigelseslov blev til under indtryk af Korea-krigen, men nu står landet – og vi andre – midt i en ny krig.
Hvad kommer til at erstatte globaliseringen og ”det internationale samfund”, der har vist sig ikke at eksistere?
I øjeblikket tegner der sig to muligheder: nationalisme eller tribalisme.
Nationalisme betegner en situation, hvor folket, nationen, rykker sammen til forsvar for de fælles værdier – om de så er økonomiske, politiske eller kulturelle. For få dage siden talte Sveriges socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, om nationens alvorlige situation, og som bagtæppe havde han valgt det svenske flag. Det samme flag, som socialdemokraterne blot få uger forinden havde hånet som udtryk for fascisme. Nu var Löfven selv blevet fascist.
Det er dog langt fra sikkert, at nationalismen bliver nogen bæredygtig erstatning for globalismen. I 2006 holdt jeg et foredrag i Sverige og beskrev her en helt anden mulighed, nemlig staternes opløsning til fordel for parallelsamfund inden for de gamle statsgrænser. Det er kommet på mode at kalde en sådan udvikling ”tribalisering”. Det er en situation, hvor statens indbyggere ikke føles noget nationalt fællesskab, men organiserer sig i grupper eller stammer efter etniske, religiøse, ideologiske eller racemæssige kriterier, og hvor staten, som vi kendte den, i praksis er ophørt med at eksistere. Vi kender det fra den tid, da kimbrere og teutoner (formentlig fra Himmerland og Thy) lavede ravage i Romerriget.
Mit foredrag blev ikke vel modtaget, men i de forløbne 14 år er jeg desværre blevet mere overbevist om, at vores fremtid bliver tribalisering, og at nationalstaten vil vise sig at have været historisk parentes.
Det var ikke nogen uafvendelig udvikling, men et resultat af politiske beslutninger, der går tilbage til 1970’erne og 1980’erne, da det ene vestlige land efter det andet fandt på, at fremtiden skulle være multikulturel og multietnisk og derfor tog fat på en masseindvandring af kulturfremmede. De herskende klasser og deres medier var fuldt overbeviste om, at de fremmede i løbet af en generation ville blive som gammelsvenskere, -danskere, -nordmænd, -tyskere osv. De ville tilegne sig sproget og kulturen og lære at elske landets traditioner og historie.
Det er aldrig blevet klarlagt, hvad der egentlig animerede politikerne til at kaste sig ud i verdenshistoriens mest risikable eksperiment. Måske kedede de sig og søgte nye udfordringer.
Men uanset, hvad de forestillede sig, må vi leve i en virkelighed, hvor tribaliseringen allerede er en realitet. Tribaliseringen er ikke en mulig fremtid, men en realeksisterende nutid.
Meningsmålinger viser, at muslimske indvandrere bliver mere ”religiøse” – dvs. mere optændte af islams politiske ideologi og erobringsplaner – jo længere, de har opholdt sig i landet. Der foregår ingen ”integration”, men det modsatte. Staten mister kontrollen over stadigt flere områder, hvor shariaen i praksis hersker.
Det store spørgsmål bliver, hvordan landenes oprindelige befolkninger vil reagere på denne udvikling. Hvordan vil de organisere sig, når de opdager, at de selv tilhører en stamme og ikke kan påregne hjælp fra den hendøende stat?
Tiden efter coronaen bliver ikke smuk, men i det mindste interessant.
