Nær folketomme gater i København. Foto: Steen Raaschou
Det er nogle helt særlige dage. Gader, forretninger, virksomheder, skoler, teatre, sportsklubber tømmes. Danmark er blevet ét stort hospital. Men smittefaren fører noget andet og uventet med sig. Danskerne synes at samle sig i en sjælden enighed og takt; jeg kan ikke mindes at have set noget lignende. Den ydre fjende får os til at rykke sammen i familierne – godt nok på afstand – og uanset om man finder regeringens forholdsregler drakoniske, trækker de på ord og begreber, som globaliseringens fremskridtsoptimisme for længst havde sendt på tidlig pension: samfundssind, ansvar, mådehold, grænser. Det ligner en spontan national vækkelse.
Pludselig står Politiken og Den Korte Avis last og brast, mens en af regeringens taleskrivere går så vidt som til at erklære, at coronavirussen vil »gå over i historien som afslutningen på globaliseringens æra«.
Jeg må tilstå, at jeg er overrasket, måske også fordi jeg kom hovedkulds ind i de 14 dages coronakarantæne, efter at jeg i den forgangne uge skrev et indlæg, som først folkedomstolen, siden JP’s ledelse, fandt smagløst. Det er sket før, og det vil muligvis ske igen, for anderledes kan det ikke være, når ens arbejde, altså mit, ikke er at passe på, men derimod at beskrive verden, som jeg ser den. At Stine Bosse og hendes følge på Twitter udråber mig som nazist, der bør skammes til tavshed, eller at foreningen Katolikker i Dialog kræver min fyring (ikke så meget dialog dér!) – det lever jeg med.
En ven opfordrede mig til at læse ti bøger om noget helt andet end islam, og derfor greb jeg ud efter den tykkeste bog, jeg kunne finde i huset. Den er ikke helt ny, men er mindst lige så aktuel, som da den udkom i 2006. Forfatteren er en mand, der er blevet til en kvinde og nu hedder Deirdre McCloskey. Hendes bog ”The Bourgeois Virtues” er ualmindelig veldrejet og propfuld af indsigter fra antik filosofi til moderne kapitalisme, også selv om den fortæller en historie, som mange vil finde smagløs, nemlig at borgerlige værdier – i modsætning til socialistiske – faktisk er moralsk gode, og at kampen mod den borgerlige orden, en kamp, som ifølge McCloskey går helt tilbage til 1848, har været helt urimelig, især med den virkeliggjorte socialisme og kommunisme.
I denne mere end hundredårige krig mod de borgerlige er de igen og igen blevet opfattet som grådige og egoistiske, nationalistiske og krigeriske, indskrænkede, farlige for verdensfreden og al god smag og moral – eller slet og ret som patologiske tilfælde.
Rousseau, den berømte franske filosof, mente i 1700-tallet slet ikke, at de borgerlige var borgere, men småborgere. Heraf det udtryk, der siden har stået centralt i de intellektuelles og venstreorienterede kunstneres ordforråd med den indbyggede anordning, at de småborgerlige – det er altid nogle andre end én selv. Ingen har ført denne krig mod de borgerlige mere lusket end de borgerlige selv, som har kundgjort, at de netop ikke var småborgerlige, men ”anstændige” borgerlige, hvorfor det med McCloskeys formulering er mere nødvendigt end nogensinde at »erobre ordet tilbage fra dets fjender«.
Borgere går på arbejde hver dag, forsørger sig selv og familien, betaler skat, finder sig i skiftende regeringers modeluner og abstrakt kunst, værdsætter grundlæggende færdigheder og deres karakterdannelse, tror måske endda på Gud, finder tryghed i visse normer og vaner, bestræber sig på at tale sandt, holde ord, leve i ægteskaber, og opdrage deres poder, så de ikke er ulidelige for andre mennesker at være sammen med. Man kunne kalde det borgerlig folkelighed. Hvor småborgerligt og fordomsfuld er det ikke lige?!
Anklagen mod de borgerlige rummer et særligt tvist. Småborgeren er i virkeligheden en latent ligusterfacist – han ved det bare ikke. Denne forestilling om falsk bevidsthed gik som bekendt sin sejrsgang fra venstrefløj til mainstream op igennem 70’erne og 80’erne; enhver skoledreng kendte udtrykket, da jeg var barn.
Siden har markedsøkonomien gjort alle rigere, sandelig også de venstreorienterede på prominente adresser, men i stedet for at ære velstanden og dens kilder – markedsøkonomi, social tillid og kulturel homogenitet – er det på venstrefløjens kommando blevet tid til at skamme os, skamme os noget så forfærdeligt over vores velstand og normer.
Småborgeren tager altid fejl og gør altid alting forkert. Spiser kød, fyrer op i sin brændeovn, sparer op, kører bil, holder af traditioner, tilbud og benzin til 9 kr. literen og elsker sine egne børn mere end alverdens børn, er for hvid, foretrækker film og underholdning for moderne lyrik og den slags.
Krigen mod de borgerlige vil formentlig aldrig slutte. Trediveårskrigen, Hundredårskrigen – gå hjem og læg jer! Krigen mod de borgerlige og alle deres antikverede normer, herunder kærligheden til fædrelandet og modersmålet, er krigen uden ende. Og dog. For er det faktisk krigen uden ende, coronaen nu har suspenderet? Jeg véd det ikke. Lad os vente og se. Om et halvt år er vi klogere.
