«Sammensuriet» er Ernas ektefødte barn

Hvis låneteorien skal tas alvorlig, er nasjonalromantikken et eneste stort svermeri for noe som er en fantasi om det norske. Naturstemningene er i seg selv beviset på at det er noe kunstlet. Men alle som ser Johan Christian Dahls «Vinter ved Sognefjorden», kjenner at det rører ved mange strenger. Barske, nådeløse fjell, og i midten en søyle som kunne vært hentet fra Stanley Kubrics «2001 – A Space Odyssey». At Wikipedia bruker ordet «idealisert», sier mye om leksikonets forhold til det nasjonale: «Vinter ved Sognefjorden» er et maleri av J.C. Dahl fra 1827. Maleriet er typisk for nasjonalromantikken og viser den majestetiske norske naturen på en idealisert måte. Nasjonalmuseet for kunst.

Berlingske introduserer danskene for Eric Kaufmann, sosiologen bak whiteshift-begrepet, som Halvor Fosli er opptatt av i sin bok.

Det Kaufmann sier, er deskriptivt: Den hvite flertallsbefolkningen vil i løpet av det 21. århundre miste sin dominerende stilling. Reaksjonene er allerede følbare. En måte å roe ned følelsene på, er å anerkjenne prosessen som er på gang, snakke høyt om den og gi hvite den anerkjennelse som gruppe som andre grupper har fått, mener Kaufmann.

Man skulle tro dette var fornuftige ord, men det er det ikke, ifølge politisk korrekthet. Der er alt som fremhever de hvites følelse av underlegenhet og rolle som offer, i utgangspunktet stemplet som rasistisk.

Med en slik holdning vil de hvites opplevelse av å være offer bare øke.

Hvide mennesker vil i løbet af de næste 100 år blive en minoritet i store dele af den vestlige kultursfære. Og den erkendelse bør ændre vores forhold til hvidhed som politisk kategori og identitet, siger Eric Kaufmann, der til daglig er professor i statskundskab ved Birkbeck College på University of London.

»Jeg taler ikke så meget om behovet for en hvid identitetspolitik. Jeg siger bare, at hvid identitet bør behandles som en identitet blandt så mange andre. Jeg mener ikke, at vi skal tilskynde det, men jeg mener, at den attitude, vi anlægger over for etnisk identitet, bør være ensartet på tværs af grupperne.«

Demografi

Det handler selvfølgelig om demografi. Men eliten i Vest-Europa har gjort ordet «befolkningsutskiftning» til et tegn på høyreradikalisering. Folk passer seg derfor for å diskutere noe alle kan se foregår foran øynene deres.

Den første forandring er de demografiske megatrends, der med tiden kan forvandle en majoritet til en minoritet. I 2015 viste en officiel opgørelse fra den amerikanske regering, at personer, der identificerer sig som etnisk hvide, vil udgøre et mindretal i USA i midten af det 21. århundrede. I dele af Europa tegner sig et tilsvarende billede.

»Først i slutningen af dette århundrede vil det ske i vesteuropæiske lande med meget indvandring,« siger Eric Kaufmann og peger på lande som Østrig, Holland, Sverige, Belgien, Italien, Spanien, Irland og ikke mindst Storbritannien. I 2018 fik bystyret i Storbritanniens næststørste by Birmingham udfærdiget en rapport, der udpeger hvide som et mindretal i byen i 2021. I London viste en folkeoptælling allerede i 2011, at 44 pct. af byens indbyggere identificerer sig som hvide.

Til tross for at dette kan bevitnes daglig, er det ikke lov å ta opp at skoleklassene fylles opp av elever med utenlandsk bakgrunn, og at foreldrene til innfødte barn på et tidspunkt flytter dem til andre skoler.

Hvis det motsatte hadde vært tilfelle, ville det garantert blitt gjort noe med det. Men hvite har ikke rett til å si noe. De burde lide i stillhet.

Bryr seg ikke om sin egen skjebne

Demografi handler om hvem landet tilhører. Erna Solberg klarte ikke si at Norge tilhører nordmenn. Når dette vakte så sterke reaksjoner, er det fordi befolkningsendringene er så store at det ikke lenger er opplagt at Norge er nordmenns land.

Erna hoppet over flere ledd: Hun kunne holdt seg til det deskriptive: at fellesskapet etter hvert vil få ny karakter og utgjør en utfordring for oss som fikk det i gave.

Men hun sa ikke dét. Hun gikk rett til hvordan det bør være: Landet tilhører ikke deg som innfødt mer enn en som kom for noen år siden.

I lande som Danmark, Finland, Norge, Portugal, såvel som en række østeuropæiske lande med lavere indvandring vil etnisk hvide formodentlig forblive en majoritet indtil det 22. århundrede, siger Kaufmann, der henviser til en rapport fra EUs statistiske myndighed Eurostat fra 2011 og en forskningsartikel af demografen David Coleman fra 2006 som grundlag for sine demografiske projektioner.

Det er denne verdifastsettelsen, som devaluerer hva det vil si å være norsk, folk reagerer på. Det er som å si at du skal dele farsarven med fremmede. At de har like stor rett på den som deg.

Hvis en erfaren politiker kan si noe så dumt, er det fordi hun er blitt ideologisk i hodet.

Løsninger: Hybridkultur

Kaufmann argumenterer for og ser tegn til løsninger: Ny befolkning menger seg med den gamle, både ekteskapelig og verdimessig. Det ser man tegn til i USA med latinos. Demokratene trodde de var sikre på å skaffe seg deres stemmer, men så enkelt er det ikke.

Som Kaufmann selv opsummerer det: »Jeg argumenterer for, at den kommende majoritet vil knytte bånd til den eksisterende hvide majoritets myter og minder.«

Det er samme løsning Halvor Fosli går inn for. Derfor er det viktig å opprettholde nordmenns myter og minner.

Men Erna og hennes parti er opptatt av å devaluere denne kulturarven og si at den består av lånegods. Dermed har vi ikke eiendomsretten til vår egen kultur. Hvem ønsker å bli del av noe som er lånt? Denne forestillingen om å være uoriginal brukes til å understreke at den tilførte kulturen er en gavepakke. Vi bør med andre ord være takknemlige for at de vil komme til oss.

Backlash?

Denne nedlatende holdningen til sitt eget folk bygger opp en backlash. Hvite vil reagere på at de er i ferd med å få en mindre dominerende posisjon. Men de reagerer enda mer når de opplever at deres valgte politikere snakker dem ned.

Implikationerne af det store »whiteshift« er ifølge Eric Kaufmann enorme. For når en etnisk hvid majoritet føler sig presset, søger den ifølge Kaufmann mod populistiske løsninger og forenklede svar. Derfor ser han et presserende behov for en fordomsfri samtale om den nuværende etnisk hvide majoritets bekymringer, der vil få voksende indflydelse på den politiske samtale i vestlige demokratier.

»Den hvide majoritets tilbagegang bestemmer, hvordan mange vælgere tænker på politik,« siger han og peger på, at spørgsmål om hvidhedens forbindelser med national identitet vil blive stadigt mere definerende i det politiske liv.

»Holdninger til kulturelle spørgsmål bliver vigtigere end holdninger til spørgsmål om økonomi og omfordelingspolitik, der definerede det 20. århundrede. Og det fører til polarisering. Vi har fundet en mellemvej mellem socialisme og kapitalisme, men der er ikke endnu en reel debat om at finde en mellemvej i kulturelle spørgsmål.«

Det Erna gjør, er å forære høyrefløyen det nasjonale narrativ på et sølvfat.

Først ofret venstrefløyen ytringsfriheten og lot høyrefløyen bli dens forsvarere. Nå er det det nasjonale de gir bort.

Og likevel klager de over at «sammensuriet» vokser!!

Islamofili og eksklusjon

Den hvite elite i Vest-Europa er meget positiv ikke bare til muslimer, men også til islam og islams symboler og verdier, til tross for diamentrale motsetninger til moderniteten. Dette har økt polariseringen i Vest-Europa, men eliten vil ikke vedkjenne seg ansvaret. De blir døråpnere for en virkelig høyreradikalisme, advarer Kaufmann.

Ikke desto mindre gør den demografiske udvikling i sig selv etnicitet til en relevant kategori i europæisk politik, hævder Eric Kaufmann, der anbefaler europæerne at vænne sig til eksistensen af hvid interessepolitik uden refleksbetinget præsentation af racismekortet. Anerkender vi ikke den nuværende etnisk hvide majoritets bekymringer for en fremtidig status som minoritet vil konsekvenserne være uhåndterlige.

»Vi er nødt til at tage den samtale, fordi en del af problemet er, at hvide, der identificerer sig som hvide i eksempelvis USA, har en forestilling om et eksisterende hykleri, fordi minoritetsgrupper bliver opfordret til at identificere sig med deres rødder og ophav, mens majoriteten ikke bliver opfordret til det og endda bliver fremstillet som racistisk, hvis de gør det,« siger Eric Kaufmann uden at benægte, at hvide mennesker i et historisk perspektiv har været langt mere privilegeret end etniske minoriteter i eksempelvis Europa.

At føre interessepolitik for en hvid majoritet kan ske uden at forfalde til eksklusion eller dæmonisering af andre grupper, mener Kaufmann, der til gengæld advarer mod de politiske konsekvenser af en moralsk udskamning.

»Hvis ingen er villige til at tale om det, vil det åbne en bagdør for det yderste højre. De kan sige: Her er sandheden, som ingen ønsker at tale om. Og de vil faktisk have ret i, at der ikke er noget galt i at have en identitet som hvid. De bruger den så som en krog til at lokke folk ind i butikken, hvorefter de forsøger at sælge skøre ting, såsom at jøderne styrer den store befolkningsudskiftning,« siger Eric Kaufmann.

Hvordan er det mulig å benekte at grupper har gjort sin entre i Vest-Europa som opptrer med helt andre verdier og standarder? Det vil med nødvendighet utløse en motreaksjon av europeisk selvbevissthet. Egentlig er det bare logisk og sunt. Men eliten i Vest-Europa forsøker å stanse en slik bevegelse med det danskene kaller «utskamming».

Det sier sitt om en Høyre-ledet regjering at Erna fullt og helt omfavner en slik overnasjonal løsning, der nye grupper dominerer. Hun burde ha en rådgiver som leste Document for henne hver dag.

Professoren, der bliver kaldt racist: Hvide mennesker skal vænne sig til at være i mindretal.