Hvordan kunne det gå så galt i Sverige? Min gjetning er at det ender med en mur

Prince Kadjo og Montaser Edris som urinerte på mannen de ranet 16. desember. Foto: Politiet

Man skal som bekendt høre meget, før ørerne falder af. Men mine hænger snart i en tynd tråd, når det gælder Sverige.

Hvor gerne jeg end kommer der, cykler der, og uanset hvor mange af deres hjemmelavede kanelkringler, jeg krænger indenbords, så fatter jeg simpelthen ikke, hvorfor landets politiske ledelse har tilladt en udvikling, som allerede er i fuld gang med at smadre landet takket være klaner, bander og en dysfunktionel demografi, der vil bringe mennesker med ikkevestlig baggrund i flertal i løbet af to eller tre generationer.

Det er et mysterium, som jeg nærmest dagligt funderer over. Hvad var det dog, der skete? Hvordan kunne det gå så galt? Var der slet ingen voksne til stede?

Spørgsmålene accentueres naturligvis af, at den politiske ledelse af mit eget land har foretaget et på lange stræk parallelt socialt eksperiment, blot i langsommere tempo.

Men tingene er nu alligevel værre i Sverige – og realismen endnu længere væk. Sverige er sådan set stadig et foregangsland, denne gang negativt ment. Da det gik godt, gik svenskerne forrest. Selv nu, hvor det går ad helvede til, marcherer de i front: Frem over isen, de døde venter!

Sidste uges lavpunkt indtraf, mens jeg sad og spiste kanelkringler langt ude i en skov i Småland, og statsminister Stefan Löfven fra Socialkammerateriet blev spurgt, hvad han mente om, at flere og flere børn i Sverige stjæler fra andre børn.

Tyvene kan være helt ned til syvårsalderen, og tyverierne foregår gerne som røveriske overfald i grupper. Et særligt twist er, at ugerningen ofte filmes med mobilkamera, eller at offeret fratages alt sit tøj, tvinges til at kysse gerningsmændenes fødder eller må finde sig i at blive urineret på. Ofret skal ikke alene bestjæles, men også ydmyges. Förnedringsrån, hedder det på nysvensk.

Hvilke børn, der stjæler fra andre børn, blev ikke oplyst; offentligheden var som sædvanlig overladt til at gætte. Men indtrykket var tydeligvis, at statsministeren hverken kan eller vil gøre noget ved problemet. Hans svar gik på, at det måtte de sociale myndigheder, skolerne og politiet se at få sat en stopper for. Med andre ord: Disse tyverier vil fortsætte.

Sagen i en nøddeskal: Svenske børn stjæler som aldrig før og på en helt ny, eksotisk, fremmedartet måde. Det oplagte journalistiske spørgsmål er: Hænger det sammen med, at der bor flere og flere børn i Sverige, som ikke er svenske, og for hvem ydmygelsen er mindst lige så vigtig som byttet?

Det samme spørgsmål kan man stille i forbindelse med bombesprængninger, mord, voldtægter, overfald osv.: Hænger det mon sammen med, at mellemøstlige klaner og normer om ære, skam og blodhævn har befæstet sig i Sverige?

Det spørgsmål var er der selvfølgelig ingen, der stiller – offentligt – thi i Sverige er det, som en klog mand har formuleret det, meget værre, hvis der sker noget i sporget, end hvis der sker noget i virkeligheden.

En tidligere politimand ved navn Mustafa Panshiri var dog en sjælden undtagelse, da han i et debatprogram i svensk tv pegede på et etnisk aspekt ved den nye type af overfald. Gerningsmændene går gerne efter etnisk svenske drenge, fordi de netop ikke tilhører en klan og derfor er frit bytte både moralsk og praktisk.

Hvad sagde statsministeren ellers? Jo, han gav den tidligere regering skylden for den eksplosive børne- og ungdomskriminalitet. Fordi regeringen sænkede skatten og skar ned på «velfærden».

Det var her, mine ører begyndte at dingle. Sagde den svenske statsminister virkelig det? Tror han virkelig selv på, at den nye type af fornedringskriminalitet beror på socialt armod? At børnene simpelthen er nødt til at stjæle – på denne bestialske måde? Og tror han virkelig på, at hans egen regerings flere mia. kr. ”velfærd” vil ændre kursen? Skulle det så ikke være sket for længst?

Når man eksempelvis sætter sig ned og læser beretninger fra Malmøs fremmeste ghetto, som denne her i Expressen, så får man derimod det omvendte indtryk. De unge mænd fra storbyghettoerne bliver ikke kriminelle af tvang, men fordi denne levevej giver prestige og status i en patriarkalsk machokultur, som rimer på klanstyre og tiltagende islam. De ghettodrenge, der rejser helt ud af Sverige, klarer sig bedst.

Der findes med andre ord en unævnelig sammenhæng mellem kultur og kriminalitet. Selv socialt og økonomisk relativt lige samfund kan have en betydelig variation med hensyn til volds- og kriminalitetsniveau mellem forskellige befolkningsgrupper.

Jeg ved naturligvis ikke, hvad den svenske statsminister tror eller ikke tror på. Men jeg ved, at han og hans forgængere har nedkaldt en politisk forbandelse over svenskerne, især børnene, som kommer til at leve med mere og mere Mellemøsten i Sverige.

Når vi ser til Sverige, forstår vi, at vi skal gøre det modsatte i Danmark. Mit gæt er, at det ender med en mur.

Først publisert i Jyllands-Posten 17. februar.

Kjøp T-skjorten her!