Flemming Rose klandrer statsminister Erna Solberg for hennes udtalelse om, at vi ikke må tillade at mennesker bliver krænket. Rose, der selv er dødstruet, vil ikke gøre noget med kilden til truslerne. Han lader som det er ædelt at tåle undergravning og krig i eget land. Det er surrealistisk. Solberg går tilbage på sine egne ord. Løftet om at ingen skal blive krænket er tomt. Hun vil gerne trylle problemet væk og tror hun gør det ved at fjerne ordet. Hun er ude af stand til at se problemerne. I stedet vælger hun de gode hensigter som hun ved hun selv har. Hun leger blindebuk med sig selv. Siden hun ikke forstår de andres udgangspunkt kan hun fordømme dem med god samvittighed.

Den gode dansker vil forsvare ytringsfriheden om det så koster ham livet, ikke danskernes ytringsfrihed, men islamisternes. Den norske statsminister vil både være principiel og god. Hun brændemærker de der forsøger sig med en konsekvent islam-kritik. Således kan hun fremstå som den gode mor, for muslimerne. En mindre udgave af Mutti Merkel.