Kynisk betragtet er det et interessant eksperiment, vi er vidner til. Tag ét stk. stabilt, velstående og etnisk homogent samfund og forvandl det i løbet af tre-fire årtier til en sydende kedel af adskilte grupper, høj kriminalitet, religiøse særkrav og en økonomi, hvor bunden er ved at gå ud.

Jeg har et leksikon af ældre dato stående på mine hylder, Raunkjærs konversationsleksikon, udgivet i årene 1948-54. I bind XI fra 1953 står der bl.a. følgende om Sverige:

”Befolkning. Svenskerne hører til den høje (gennemsnit 172,2 cm.), ret langskallede (gennemsnitsindeks 77,6), blonde og blåøjede (95,5 % har blå eller grå øjne) nordiske race.”

Gys. Skrev man virkelig sådan engang? Bemærk at ordene er faldet efter den anden verdenskrig og nazisternes kolossale forbrydelser. Var den danske forfatter da et modbydeligt menneske, der befattede sig med pseudovidenskab? Det ser ikke sådan ud. Manden bag artiklen om Sverige var arkivar og historiker Harald Jørgensen, 1907-2009, der i sit meget lange liv opnåede betydelig anerkendelse og bl.a. var landsarkivar for Sjælland 1962-77.

Sagen er den, at Harald Jørgensen, tro mod læserne, simpelthen beskrev, hvordan svenskere så ud omkring midten af det 20. århundrede, sådan helt gennemsnitligt betragtet. Det kunne jo være, at det ligefrem var noget, der havde interesse, hvis man ønskede at vide noget om svenskerne, sammen med alt det andet, som Sverige dengang stod for.

Det homogene Sverige

Harald Jørgensen skrev videre om Sverige:

”Der er få lande, der har en så homogen befolkning som Sverige. Af fremmede statsborgere var antallet 1950: 96.900, overvejende estiske, danske, finske, norske og tyske.”

Sverige havde i 1949 et indbyggertal på 6.986.200. De 96.900 udenlandske statsborgere udgjorde således 1,39 procent af den samlede befolkning, stort set alle fra Europa. Det fremgår endvidere af artiklen, at af den aldeles overvældende majoritet på 98,61 procent, der var statsborgere lige omkring 1950, var en meget lille del, 10.193, samer (lapper sagde man dengang) og ”en del finner” i det nordlige Sverige. Jeg kan tilføje, at Sverige historisk har haft en beskeden indvandring af tyskere og af oprindelig fransktalende vallonere.

Det heterogene Sverige

Er ved at bryde sammen økonomisk. Nu indrømmer selv politikere uden for Sverigedemokraterne, at den svenske velfærdsstat ikke kan holde til den enorme tilstrømning af gennemsnitligt lavt kvalificerede personer i form af især anerkendte flygtninge og familiesammenførte.

En politiker fra Centerpartiet i Uppsala kommune udtaler, at Sverige på væsentlige stræk må revidere sin velfærdsmodel, fordi udgifterne til de ufatteligt mange nytilkomne – Stefan Hanna nævner en prognose, der siger 500.000 over de næste fem år – koster ufatteligt mange penge. Lederskribent på Expressen, Anna Dahlberg, svarede for en uges tid siden ja til, at Sverige tager imod for mange asylsøgere.

I en rapport præsenteret af Stockholm Stadsmission for tre dage siden fortælles, at stadig flere ældre, også uden for de allersvagestes rækker, bliver hjemløse, hvis de af den ene eller anden grund mister deres hidtidige bolig. Det skyldes især faldende pensioner og et boligmarked med opadgående priser på lejligheder.

Årsagerne til de to misérer med pensionerne og prisen på et hjem hænger nok ikke så lidt sammen med den udefrakommende strøm. Ifølge forfatteren Jan Tullberg andrager alene de løbende udgifter til uintegrerbare ikke-svenske grupper sig til i omegnen af 125 milliarder svenske kroner om året.

Hvordan vil eksperimentet ende?

Det ved man jo ikke med eksperimenter. Det kan gå den ene og den anden vej. Jeg hælder til den vej, som jeg ikke kan få odds på hos bookmakerne, nemlig at den svenske velfærdsstat og den svenske økonomi går et vist sted hen.

http://mortenuhrskov.dk/virkeligheden-banker-paa-sveriges-doer/