Men den har virket, kan man roligt sige. Hvad man bla. som dansker bemærker i Sverige, er den halvperverse optagethed af hudfarve samt det ensartede, konforme sprog al debat om indvandring udfolder sig i. Det er klicheernes uendelige vagtparade. Göran Adamson kommer ind på årsagerne til begge dele i Weekendavisens lange interview i dag om hans bog Svensk mångfaldspolitik : en kritik från vänster.

Bogen udkommer i denne uge, men jeg venter mig ikke på forhånd mange svenske anmeldelser. Der er endnu ingen. Han har på forhånd gjort afbigt over den forventede antiracistiske automat-tsunami, nu er det bare at krydse fingrene for hans skæbne og karriere. Her er hvad forlaget skriver i sin introduktion:

Mångfald och multikulturalism är, sägs det, progressiva idéer med tydlig vänsterprägel. Därför ses kritiken som reaktionär och rasistisk. Stämmer detta? För att få svar på denna fråga har mångfaldens roll inom svenska universitet studerats; dels i Mångfald i högskolan, socialdemokratins 260-sidiga rapport från år 2000 som förespråkade att lärosätena bör utgå från multikulturalism, dels i de mångfaldsplaner som lärosätena strax därefter presenterade. Anti-rasismen är mångfaldens paradnummer. Boken vill visa att ryktet är oförtjänt – i själva verket innehåller multikulturalismen en mängd egenskaper som vetter mot rasism som t.ex. mystifieringen av den etniska gruppen och den tunna hinnan mellan etnicitet och nationalism.

Multikulturalister ersätter rasism mot andra kulturer med fascination och nyfikenhet. I båda fallen sätter man minoritetsgruppen på piedestal för avsky eller idealisering och utestänger den från normalt mänskligt liv. Men syftet med boken är inte att enbart beskriva vad som händer inom universitetet, utan vad som händer i samhället. Mångfald och multikulturalismen har idag ett infl ytande i det svenska samhället som överträffar marxismens på tidigt 1970-tal. Problemet försvåras av att mångfaldens progressiva försvarare inte ser att de idéer de slåss för är reaktionära. Svensk mångfaldspolitik: en kritik från vänster

I Weekendavisen interview af af SØREN K. VILLEMOES “Kritik fra venstre” 14.03.2014 (ikke online) med lektor Göran Adamson hedder det blandt andet og noget skarpere:

Ifølge den officielle politik er mangfoldighed en garanti for kvalitet. Men det er ren fiktion, hævder Adamson. I virkeligheden har universiteterne blot gjort sig skyldige i at udbrede det, han anser for at være en racistisk, reaktionær og intellektuel uhæderlig ideologi, der hverken er gennemtænkt eller har noget videnskabeligt grundlag. Det er temaet i hans nye bog, der udkommer i denne uge: Svensk mångfaldspolitik – En kritik från vänster hedder den, og er udgivet af Arx Förlag. Det er et nystartet, venstreorienteret og erklæret antiracistisk forlag, der står bag udgivelsen.Kritikken af multikulturalisme fra venstre side har ikke ligefrem været overeksponeret i den svenske debat. Men det er i disse år ved at ændre sig.

Göran Adamsons bogprojekt startede, da han læste de forskellige mangfoldighedsplaner fra de otte største universiteter i Sverige. Det slog ham, at de alle brugte de samme ord og vendinger. Han fik mistanken, at der måtte ligge noget bag. Det førte ham på sporet af et hidtil overset politisk dokument, der viste sig at være hele baggrunden for de svenske universiteters mangfoldighedspolitik: «Mångfald i högskolan» hed den. Det var en over 200-sider-lang rapport, som det svenske socialdemokrati fik udarbejdet i år 2000.

«Det, jeg fandt i dokumentet, var ekstremt autoritært. For det første taler rapporten konstant om mangfoldighed, men det virker ikke til, at forfatterne har nogen anelse om, hvad det egentlig er – ikke engang på et helt simpelt plan. De definerer det aldrig. Til gengæld skriver de gentagne gange, at mangfoldighed er berigende og skaber kvalitet,» siger han.

I dag bliver undervisere som Adamson opmuntret til at inddrage mangfoldighed og multikultur i deres undervisning. Adamson ser paralleller til marxismens dominans i 1970erne -bare værre:

«Marxisterne havde meget magt på universiteterne i 1970erne, men deres magt var aldrig bureaukratiseret på samme måde. Du havde ingen marxistiske arbejderklasse-konsulenter ansat. Men i dag har du de her mangfoldighedskonsulenter på universiteterne. Det hele er institutionaliseret. Man har skjult de dybe ideologiske elementer i multikulturalismen under et dække af bureaukrati,» siger han. «I 1970erne ville marxister aldrig benægte, at de abonnerede på en ideologi. De forventede aldrig, at alle ville være enige med dem. Men multikulturalister hævder at tale på alles vegne.»

Interviewet er meget længere, og enhver interesseret bør købe avisen. Nu må Göran Adamson se, om han går samme medieskæbne i møde som Arnstberg og Sandelin: Tavshed. Ligegyldigt hvad, kan enhver svensk politiker, der tør stikke fingeren i luften, se at uroen breder sig på bagsmækken.