Noe som har fått Barack Obamas renommé til å blekne særlig blant venstreliberale er hans dronekrig, bruk av spesialstyrker og overvåking. Man aner konturene av en hemmelig krig, og det er også hva det er, skriver Lars Erslev Andersen i Jyllands-Posten.

Det er velkjent at Dick Cheney og Donald Rumsfeld tøyet grensene og tok seg til rette etter 9/11. Men Obama har faktisk gått lengre og utvidet den hemmelige krigen.

Som bekendt var det George W. Bush’ sikkerhedskabinet med vicepræsident Dick Cheney i spidsen, som kom til at udforme en ny amerikansk sikkerhedsstrategi.

Cheney var kendt som arg kritiker af det amerikanske demokratiske kontrolsystem, når det kom til sikkerhedspolitikken. Det kan man læse om i bogen ”Dirty Wars. The World is a Battlefield” af journalisten og dokumentarfilminstruktøren Jeremy Schahill, der opnåede international anerkendelse for en tidligere bog om det private amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater. Schahill beskriver, hvordan Cheney sammen med sine loyale støtter i Forsvarsministeriet, Donald Rumsfeld og Paul Wolfowitz, og andre fik skubbet mange af de irriterende kontrolmekanismer til side, hvilket gav Bush-regeringen hidtil uset præsidentiel magt til at indlede en hemmelig krig mod terrorismen.

Meget af dette er kendt stof. Mindre kendt er det, at den hemmelige krig ikke bare er fortsat, men konstant udvidet, også under Barack Obama. Med USA ude af Irak, på vej ud af Afghanistan og med al-Qaeda, der med præsidentens egne ord er på vej mod nederlag, skulle man tro, at grundlaget var lagt til en demokratisk normalisering af sikkerhedspolitikken.

Så meget desto mere, da præsidenten gerne og ofte taler om de stolte amerikanske værdier med respekt for rettigheder, demokrati, frihed og retssikkerhed, og som officielt mener, at Guantánamo-basen er en skændsel, og at USA’s omdømme i den brogede verden skal forbedres efter de onde år med George W. Bush.

Trods dette tyder intet på, at præsident Obama har i sinde at indskrænke den hemmelige krig. Tværtimod synes den at være Obamas foretrukne sikkerhedstrategi, selv om den konstant bøjer og forskyder krigens love og regler.

Obama har forsikret at man tar forsiktighetsregler ved droneangrep, men at uhell forekommer. Collateral damage er ikke til å unngå.

En ting var imildertid drapet på Anwar al-Awlaki i Jemen. Noe annet var drapet på hans 16-årige sønn som var dratt ut for å lete etter ham. Slike spørsmål gnager på de som er satt til å sette politikken ut i livet.

Et kendt eksempel er drabet på Anwar al-Awlakis søn, to uger efter al-Awlaki selv var blevet dræbt af et droneangreb i Yemen. Sagen om al-Awlaki er blevet kendt, fordi han var amerikansk statsborger. Selvom han blev sat i forbindelse med nogle terrorsager og klart opfordrede til terrorisme, mener mange amerikanerne, at han i overensstemmelse med den amerikanske forfatning havde ret til at blive stillet for en dommer.

Helt meningsløst forekommer drabet på hans søn, en 16-årig dreng, der var løbet hjemmefra for at lede efter sin far. Hvorfor han udgjorde så stor en terrortrussel mod USA, at hans skulle dræbes, står stadig hen i det uvisse.

..

Terrorister er bevidste om, at USA gennemfører omfattende elektronisk overvågning og er derfor både forsigtige og omhyggelige med deres mobiltelefoni. Der er således ingen garanti for, at den person, der har telefonen, er identisk med den terrorist, USA vil likvidere.

Disse informationer stammer fra en tidligere amerikansk dronepilot (operatør), Branden Bryant, i et interview med onlinemagasinet The Intercept. Bryant fik skrupler efter likvideringen af al-Awlaki og hans søn.

Tilsyneladende har Obama ingen skrupler, endsige de danske myndigheder, der arbejder tæt sammen med de amerikanske efterretningstjenester.

Hvorfor denne hemmelige krig, og hvorfor skal den konstant udvides?

 

Saken er premium-artikkel, dvs bak betalingsmur.

Andersen arbeider ved sikkerhetssenteret DIIS