Landets hovedstad bliver som bekendt snart beriget med en ny stormoské finansieret af præstestyret i Qatar. Den politiske modstand har været minimal, Halaldanmark glæder sig i mangfoldighedsrus, og på politiken.dk har en lektor i praktisk filosofi ved RUC sat sig for at hudflette den skepsis, som den nyvalgte kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Carl Christian Ebbesen (DF) tidligere har givet udtryk for.

Hudfletningen er et aktuelt eksempel på den akademiske relativisme, som stortrives på landets højere læreanstalter efter årtiers masseødelæggelse af vores samlede kritiske potentiale.

Sune Lægaard, det hedder lektoren, er et levende bevis på vores kollektive fordummelse siden ’68.

Lad os se på, hvordan staklen ræsonnerer.

Det begynder overraskende godt.

Filosoffen skriver, at borgmesteren begrunder sin skepsis med, at moskéen udgør et integrationsproblem. For slet ikke at nævne det igen. Hermed forsvinder det centrale i hele komplekset.

I stedet gengiver geniet en række andre grunde til at være imod byggetilladelsen, sakset fra borgmesterens udtalelser, herunder at den pågældende moské vil komme til at stå for ”nogle af de mest konservative islamiske holdninger”, at bagmændene ”kun har én mission”, at ”man skal være meget naiv, hvis man tror på, at Qatar finansierer en moské med 150 millioner kroner uden nogle bagtanker”, og at ”der er ingen tvivl om, at hvis de selv kunne få lov til at bestemme, vil de gerne være med til at ændre lovgivningen”.

Lektor Lægaard afviser alt dette.

Undervejs sammenligner han den islamiske lovreligion med prædikenen i Ribe Domkirke, mens pastor Søren Krarup var residerende kapellan:

”Det svarer til at sige, at symbolværdien af en kirke bestemmes af præstens teologiske overbevisning. Så Ribe Domkirke skulle, da Søren Krarup var residerende kapellan der, have symboliseret nationalkonservativ skepsis overfor velfærdsstaten, menneskerettigheder og ‘demokratisme’. Der er næppe mange, der ser domkirken som et monument for den slags holdninger.”

At der ikke er mange, som synes eller ikke synes noget, er et helt igennem ufilosofisk argument. At lektor Lægaard tilsyneladende heller ikke kan se forskel på det teologisk-politiske indhold i en evangelisk-luthersk folkekirke og en nyopført moské på Nørrebro i København er muligvis endnu mere graverende for hans dømmekraft – og minder mig om de der aber på det der japanske tempel: ikke se, ikke høre.

Ja, vi har og skal have religionsfrihed hertillands. Muslimer har ret til at dyrke deres religion, hjemme såvel som på dertil egnede lokaliteter.

Men vi har ikke religionslighed. At bystyret giver tilladelse til, at en stormoské opføres for dubiøse midler, det er politisk risikabelt – og vil sandsynligvis kun invitere andre islamiske grupperinger til at udbrede deres forposter i Danmark.

Forposter for hvad?

Forposter for ikke-integration. Forposter for muslimsk segregation og kulturel isolation i emigranternes tidsalder.

Forældre med skolebørn véd, hvad jeg snakker om.

Herregud, de mikroskopisk små forskydninger. Drenge født og opvokset i Danmark, som pludselig begynder at opfatte sig som muslimer og ikke som danskere og opdeler fodboldhold i skolegården derefter. Begreber som halal og haram, der sniger sig ind i børnenes ordforråd fra første eller andet klassetrin. Kristne navne, der pludselig udtales på arabisk.

Forskydningen sker næsten umærkeligt – og bliver hver gang fejet til side af byernes tolerante og åbne mennesker, som altid kender en flink muslim. Det gør jeg også, flere heldigvis.

Men jeg har øjne i hovedet og kan fra resten af Europa se, at der er seriøse sociologiske problemer forbundet med fremvæksten af moskéer i og omkring storbyerne, hvor ikke-integrerede unge drenge takket være velfærdstaternes overførselsøkonomi driver rundt på må og få og suges ind i en tryg identitet dikteret af forskellen mellem rent og urent.

Jeg er sikker på, at Sune Lægaard er et menneske med de nobleste motiver, og ønsker ham tillykke med glorien. Men jeg væmmes stedse mere over eliternes forræderi mod de nationer, de trods alt er vokset op i og hvis økonomiske og kulturelle soliditet, de skylder afsættet for deres gloriøse karrierer.

 

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten 20. januar