En del læsere kender Allan Blooms bog om det intellektuelle forfald i Vesten, der skildrede udviklingen især på amerikanske universiteter op gennem 1960’erne og 1970’erne. Bogen udkom i 1987, blev oversat til dansk i 1991 og var et rygende opgør med den på universitetet allerede dengang grasserende værdirelativisme og kulturrelativisme. Som kun er blevet værre siden.

Spørg f.eks. en typisk islamforsker, og vedkommende kan ikke sige to sammenhængende sætninger om fænomenet islam – andet end at det kan være alt muligt forskelligt og foranderligt. Sådan svarer velansete videnskabsfolk i dag inden for stort set hele humaniora.

Men nu kommer 2’eren – 25 år senere – og den er på en måde endnu mere ond og velgørende.

Allan Bloom døde året efter den danske oversættelse (uden direkte sammenhæng, formoder jeg), men han har fået en arvtager i den amerikansk fødte forfatter og ph.d. i engelsksproget litteratur Bruce Bawer, som bor i oliestaten Norge og har skrevet The Victims’ Revolution: The Rise of Identity Studies and the Closing of the Liberal Mind.

Bogen udkom i USA sidste år, men har mig bekendt ikke fået så meget som en eneste omtale i danske mainstreammedier. Den er ellers god at blive klog af.

Bawer tager fat, hvor Bloom slutter. Med det, som humanioras forfald producerede: identitetsstudier.

De er alle vegne i dag på de højere læreanstalter i Vesten, og modsat feber er der ikke tale om en sygdom, som kroppen udskiller til sidst. Sygdommen sætter sig i sindet og reproducerer sig selv i en evig sløjfe: fra køns- og queerstudier over kolonialismestudier til minoritetsstudier, tolerance- og anerkendelsesstudier, og hvad der ellers findes af akademisk pjank.

Fællesnævneren for disse nye studier er, at det er synd for nogen. Synderen er naturligvis de hvide, anglesaksisk-protestantiske, døde mænd, der enten har tævet og undertrykt kvinder, forfulgt homoseksuelle og transseksuelle, koloniseret de sorte, udbyttet de fattige eller bare tjent tykt på at være nogle gemene kapitalistsvin.

Men nu kommer hævnen. Ofrenes hævn.

Hævnen gærer ifølge Bruce Bawer omkring 1980 og opildner unge amerikanere til at hade deres ophav og vende sig mod deres eget land.

Normalt står folk i kø for at hylde den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, som gav de sorte medbestemmelse, men Bruce Bawer fremhæver en ikke-intenderet bagside, nemlig at den amerikanske sammenhængskraft blev angrebet indefra. Kulturen eller det, der gjorde alle til amerikanere uanset klasse og baggrund, blev afløst af multikulturen og teorien om sidstnævnte – multikulturalismen.

Amerika er i dag ikke længere en nation af individer, men et patchwork af grupper. Alt det, mange skilter eller praler med, men som risikerer at rive nationen i småstykker.

Kvinder, sorte, homoseksuelle og andre grupper er med andre ord blevet skolet i at opfatte sig selv som forskellige og autonome grupper af ofre, ikke som individuelle medlemmer af et større samfund. Det er problemet. Grupperettigheder trumfer individuelle rettigheder.

Ser man først sådan på udviklingen i USA og i resten af den vestlige verden, er det ikke så forbandet svært at forstå, hvordan muslimer nu kan gøre disse separate grupper kunsten efter. Grunden er allerede lagt, opskriften klar: Multikulturalisme er den perfekte betingelse for blød jihad og glidende islamisering.

Kulturrelativismen baner således vejen for muslimer og andre minoriteter, der hele tiden stiller krav om særbehandling. De bliver dagligt bestyrket i, at de tilhører det udvalgte folk.

Bruce Bawer afslører ligeledes hykleriet inden for den akademiske verden: Mens disse fastansatte kønsforskere, islameksperter og professorer i postmoderne pladder i årtier har nydt personligt godt af en hidtil uset velstand, frihed og sikkerhed i ansættelsen, forsøger de at bilde alle os andre ind, at de vestlige samfund er kronisk undertrykkende, diskriminerende og intolerante.

Og de har utallige støtter i de snakkende, skrivende og filmende klasser, der med remsens lokkende forsimpling erstatter diskrimination med antidiskrimination og dermed tror, at alt så er lutter Obama og othellokage.

En ting er humanioras misere, der forlener Bawers portræt med en karikatur på universitetet. Gid han tog fejl.

Noget andet er de videre sociale konsekvenser af, at unge mennesker ikke længere får fortalt deres kulturs og civilisations historie, men hele tiden får påduttet en dårlig samvittighed over at være dem, de er.

Bruce Bawers portræt af det postmoderne universitet er sgutte opløftende, men jeg tror ikke desto mindre, at han overser endnu et problem, som i hvert fald gør sig gældende i et land som Danmark, hvor New Public Management konkurrerer med al den anden idioti på de højere læreanstalter om at ødelægge mest muligt af det, der engang gjorde universitetet til et helt særligt sted: Et sted hvor man læste og studerede det bedste af det bedste så brutalt og opbyggeligt som overhovedet muligt med henblik på at transformere mest mulig virkelighed til mest mulig menneskelig erkendelse. Og uden at det handlede om ikke at fornærme nogen.

Men Bruce Bawers bog er så interessant, at jeg vil kontakte ham hurtigst muligt og interviewe ham om den til JP. Så er I advaret.