Betingelserne for rigtig store problemer er allerede til stede i Sverige, vurderer den svenske forfatter Thomas Nydahl.

Som den eneste regering i EU har den borgerlige svenske regering givet politisk asyl til alle syrere, der allerede opholder sig i eller kommer til Sverige.

Den svenske forfatter Thomas Nydahl, som er aktuel med bogen «Medborgaren, makten och moskén», der beskriver et Europa, hvor der tages stadig større hensyn til imamernes og moskéernes særkrav, er mildest talt ikke imponeret.

Jeg spørger ham, hvad problemet er med den generelle amnesti til syrerne.

»Problemet kan beskrives på flere måder. Selv om man medgiver, at syrerne er hårdt ramt af den borgerkrig, som drives frem af islamister og andre grupperinger, hvor al-Qaeda tillige repræsenteret, så må man indse, at den automatiske asylret, som inkluderer permanent opholdstilladelse i Sverige, er en katastrofal vej for vores land.« »Sverige er det eneste EU-land, som vælger at gøre sådan. For det første betyder det, at ingen andre EU-lande – eller USA og Canada – vil få syriske flygtningestrømme.

Hvorfor skulle syrerne søge at komme andre steder hen, når de ved, at de er sikre på at komme ind i Sverige? For det andet indebærer en generel amnesti, at man samtidig får mange uønskede elementer: krigsforbrydere, spioner, alment kriminelle og personer, som end ikke er syrere, men fremviser et syrisk pas. Man tør næsten ikke påpege, at et stort antal af dem, der allerede er kommet til Sverige, udgør et «logistisk problem». Hvor skal de bo, hvor skal de få skole-og institutionspladser, hvem skal betale deres mad, tøj, sygesikring, tandpleje osv.? Vi må gå ud fra, at det er svenskerne, der får regningen.

« Er problemet blot logistisk og økonomisk? »Nej, ingenlunde. Men den officielle løsning er udtryk for en helt særlig svensk tilgang. Når den svenske regering viser sin «humanitære side», skal det altid være spektakulært. Vi har set det før, f. eks. under krigen på Balkan i 1990′ erne, hvor Bosnien og Kosova genererede de største flygtningestrømme.

I stedet for at udstede tidsbegrænsede opholdstilladelser indtil krigen er slut, vælger svenske regeringer uanset partifarve som regel desperat at give generel amnesti. Sådanne panikbeslutninger bliver et stort problem på længere sigt – økonomisk, kulturelt, politisk. Der findes allerede en trafik af jihadister, som rejser fra Sverige ned til fronten for at slås, og vi ved fra tidligere krigserfaringer, at disse mennesker skaber problemer efter krigen. Men de ansvarlige sover i timen, ja, de opfordrer endda syrere til at rejse illegalt til Sverige vha. menneskesmuglere.« Det overrasker mig ikke. Hvorfor overrasker det dig? »Det overrasker mig ikke, men det er bemærkelsesværdigt, at en svensk politisk elite afstår fra at lære af tidligere erfaringer, som om de for alvor tror, at denne gang skal det nok gå godt. Glem ikke, at vi parallelt med de syriske flygtninge har en import af såkaldte «uledsagede flygtningebørn», hvilket indebærer en daglig tilkomst af unge mænd fra Somalia og Afghanistan.

Mht. somalierne har regeringen ligeledes udstedt en generel amnesti, som giver ret til familiesammenføring, hvilket forøger antallet yderligere. I min lille hjemby, Kristianstad i Skåne, sker der en radikal forøgelse af somaliske familier. Så det er jo ganske logisk, at man fra officielt svensk hold opmuntrer den kriminelle og globale menneskesmuglingsindustri.« Risikerer Sverige at blive en slags Syrien? »Sverige er de facto et Syrien. Med det mener jeg, at landet består af så store, nye etniske og religiøse minoriteter, at betingelserne for rigtig store problemer allerede er til stede. Vi har en stor gruppe syriske kristne, vi har både sunni-og shia-samfund, vi har arabiske, afrikanske og asiatiske minoriteter, som vokser eksplosivt. Hvert eneste af disse minisamfund har lært sig den svenske lektie om at «stille krav» og vil blive betydelige kravsmaskiner, som dræner økonomien og den demokratiske samtale. Den svenske offentlighed har længe lidt under syriske tilstande: Meningskontrol anvendes som våben til at dølge kritiske røster.«.

Jyllands-Posten 20. september