Man må sige, han forstår at tørre den af. Ifølge Barack Obama er det hele verdens troværdighed, der står på spil, hvis ikke – hele verden og dét asap – bomber Syrien til atomer.

I beg your pardon! Hele verdens troværdighed?

Helt sikkert, Barack. Her har vi en præsident for verdens stærkeste militærmaskine. Og så sidder han og mimer Immanuel Kant.

Det lyder flot dét med hele verden og verdenssamfundet, men det er bare politisk taktik.

Verdenssamfundet – pt. bestående af et flertal i den amerikanske kongres, den socialistiske regering i Frankrig, den anti-atatürkiske ledelse af Tyrkiet og Helle, der tror blindt på Daddy, og Lene Espersen, der giver sig ud for konservativ, men ræsonnerer som et medlem af Det Radikale Venstre – er virkelig et verdenssamfund, der vil noget.

Verden bliver da også mindre og mindre. Alligevel skal menneskeheden som altid reddes ved at ofre menneskene.

Hvis Obama-administrationen, der ikke bare er blevet angrebet fra højre, men nu angribes fra sine liberale allierede, kunne læse dansk, burde han i stedet for Kant sætte sig ned og læse Klaus Wivels bog Den sidste nadver. En rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden, der er så ny, at den først udkommer i morgen.

Den bog fortæller en brændende aktuel sandhed om en sammenhæng, som mange – jeg selv inklusive – har været uopmærksomme på siden 2001.

Nemlig, at jo mere vestlige regeringer engagerer sig i mellemøstlige konflikter, desto flere kristne bliver forfulgt og fordrevet fra den arabiske verden. Dette skyldes ikke, at de politiske og religiøse magthavere i regionen ikke selv kan finde ud af at chikanere, forfølge og myrde kristne. Det er de skam gode til – og har været det i 1400 år. Men magthaverne og morderne leder altid efter et påskud. Kan de give Vesten skylden, så har de hænderne fri. Det er Klaus Wivels fortjeneste, at han dokumenterer hvordan.

Uanset hvem der vinder i den arabiske verden, er det de kristne, der taber, og af samme grund er den arabiske verden fra Libyen til Irak snart helt renset for kristne.

Før invasionen i Irak var der knap 1,5 mio. kristne i Irak, nu menes der at være under 300.000, og mønsteret er det samme overalt i regionen. Alle kristne, der er så heldige at kunne flygte, stikker af fra de arabiske myndigheder, militser og masser. Jorden brænder under dem, deres kirker vandaliseres. De kristne udvandrer fra deres ældgamle lande.

Fra Syrien, hvis oprørere ”verdenssamfundet” skal hjælpe militært ved at bombe den nominelle regering, meldes det, at islamiske oprørere er på vej til at invadere den kristne by Maalula, og så kan man jo tænke sig til resten.

Dette er den historiske og samtidige kontekst om Klaus Wivels nye bog. Hans rejse begyndte, da han i et åbent brev til udenrigsministeren – glemt, hvad han hedder – spurgte, hvad den danske regering ville gøre ved fordrivelsen af de kristne i den arabiske verden. Han fik naturligvis intet svar. Ikke fordi vores udenrigsminister er et større fjog end alle de andre fjog. Næ, tavsheden skyldes, at ingen vestlig regering har noget svar.

De kristne er det tabte og fordrevne folk i Mellemøsten. Dem, ingen går i krig for.

Går vi i krig, gør vi det ikke længere for dem, der ligner os eller tror på bare nogenlunde det samme som os, men for abstrakte, diffuse begreber som ”verdenssamfundet”, ”international lov”, ”menneskerettighederne”, ”humanismen” eller ”solidaritet”, dvs. med afsæt i, hvad der er blevet juristernes og socialisternes golde trosbekendelse.

Jeg siger ikke, at vi skal gå mere i krig. Jeg siger, vi skal til at tænke lidt mere over, hvad vi går i krig for.

Opprinnelig i Jyllands-Posten 5. september 2013.