Ulla Nørtoft Thomsen 
«Jeg har ikke tidligere set dem udtrykke sådan trusler direkte eller opfordringer til vold eller til drab, og for mig virker det som noget meget nyt”, udtaler hun til TV2.
Hvorfor er en forsker ikke bedre orienteret? De fleste velorienterede borgere har kendt den virkelighed i årevis. Det kendetegner god teori, at virkeligheden ikke bliver ved med at overraske den. At den kan forklare og måske endda forudsige nogle ting. Er sagkundskaben inden for integrationsområdet helt bagud af valsen?
Virkelighedsfjerne lærebøger
Det kendetegner lærebøgerne om integration, at de integrationsproblemer, der optager befolkningen, er underligt fraværende. De studerende præsenteres for en helt alternativ problemhorisont. Den om racismen og angsten for det anderledes.
Hvad integration angår, tildeles islam typisk ingen forklaringskraft overhovedet. Dens globale udvikling nævnes ikke, islamismen nævnes ikke, terror findes ikke. Ingen lærebøger kan bekvemme sig til at beskrive muslimernes høje kriminalitetsniveau, ingen er i nærheden af nævne noget om alternative moralske kredsløb. Ingen kan se det almindelige vækstlag af hverdagsfjendtlighed over for vantro, der vist er betingelsen for at begynde at forstå resten af de integrationsproblemer, Europa står over for.
Optøjr, ildspåsættelser, angreb på brandmænd, læger, socialrådgivere og politi findes ikke i lærebøgernes univers. Social distance, trusler, vold, ”ballade” og radikalisering forklares med sociale forhold, diskrimination og stigmatisering. Man lærer alt om nådesløse kapitalistiske eksklusionsprocesser og danskernes subtile diskrimination, underkendelse og eksklusion.
Forskerne drager ikke virkeligheden med ind i lærebøgerne, men refererer i stedet et hav af postmarxistiske teorier, som de dokumenterer ved at referere til hinanden .
Nationale ideologi, racisme og angst for ”forskelligheden”
Venstrefløjens teorier har ingen konkurrence i lærebøgerne. Et eksempel ser man her, hvor Marianne Skytte fra Aalborg Universitet citerer den mexikanske marxist Rodolfo Stavenhagen:
«De fremherskende nationale ideologiers ekskluderende og diskriminerende natur, ofte koblet med racisme, gør sammen med det kulturelt opdelte arbejdsmarked, at det er ekstremt svært, hvis ikke umuligt for migrantsamfundene at tilpasse sig den dominerende nationale kultur, endsige tage den til sig som deres egen. Dette giver så igen brændstof til de afvisende argumenter hos de, der føler sig truede af forskelligheden – af ”De Andre”.
Forskernes politiske positioner nævnes aldrig med et ord. Der er ingen pluralismeprincipper om også at referere det modsatte synspunkt.
Ifølge algiersk marxist og ekspert i emigranters lidelser
Lov og orden, folkestyre og nationalstat er temaer, der er blæst ud. Med reference til den algierske forsker i emigranters lidelser Abdemalek Sayad – assistent hos den marxistiske franske sociolog Pierre Bourdieu – forklares det sorgløst i ”Klassisk og moderne pædagogisk teori”, at Danmark ikke længere er en nationalstat:
”Det danske samfund kan ikke længere beskrives som en kulturelt homogen nation, der definerer sine borgere ud fra ideen om sammenfald mellem én stat, én nation, én kultur og ét sprog. De danske borgere er tværtimod kulturelt og etnisk forskellige og kan ved hjælp af det transnationale migrationsperspektiv forstås som medborgere, der overskrider den nationalstatslige ide om ét territorialt forankret folk, fordi de har sociale og mentale relationer til flere lokaliteter på samme tid”.
Værket rummet ét kapitel om integration, og det bugner af eksempler på vanskeligheder og kampe i forbindelse med integration. Tæller man efter, har samtlige eksempler danskerne og de danske institutioner i diverse krænkerroller, mens indvandrerne konsekvent er i offerrollen.
Forskere: Integration er et borgerligt påhit
Integration bryder forskningen sig ikke om. Morten Ejrnæs, der er lektor i sociologi ved Aalborg Universitet, forklarer i lærebogen ”Socialpolitik”, hvorfor:
”Integrationsbegrebet udspringer af en borgerlig tankeform. Samfundet opfattes som et ligevægtssystem eller et harmonisk samfund”.
Integration er tilpasning, og tilpasning er undertrykkende. Diversitet må der til, kun ikke i lærebøgerne.
Leder af Center for inklusion og diversitet, Bent Madsen bakker op, bla. i lærebøgerne ”Socialpædagogik” og ”Inklusionens pædagogik”: Problemet er, at ”integration har som mål at normalisere de anderledes”. Det kan forskerne ikke lide.
Det pædagogiske personale bør ifølge lærebøgerne sætte sig ind i etniske minoritetsunges komplekse kulturelle identiteter og transnationale orientering, hvorved de erhverver sig ”et godt udgangspunkt for at forstyrre og dermed påvirke den dominerende (nationale) og selvfølgelige kulturforståelse, som præger institutioner i dag”.
Kløften mellem teori og praksis
Hverken læreruddannelsen, pædagoguddannelsen eller socialrådgiverne kan få teori og praksis til at nå sammen, viser Ennovas årlige undersøgelser, her fra 2011:
Distancen mellem teori og praksis på diskuteres på uddannelserne som en slags principielt uoverstigelig sjæl-legeme-problematik. Hvor meget af miseren skyldes mon bare, at alt er lagt an på postmarxistisk teori, der er mere eller mindre systematisk på vildspor?
http://denkorteavis.dk/2012/
18 DEC 2012
