Jeg genså forleden noget ved et tilfælde Thomas Manns-Viscontis “Døden i Venedig“, den der med ét slag gjorde Adagiettoen fra Mahlers 5 symfoni berømt i 1971. Jeg blev hængende, som det sker. Det er stadig en flot film, men var er først da jeg læste Mann’s tynde bog, at historiens mere højtsvunge kulturelle temaer delvist gik op for […]

Logg inn for å lese videre (abonnenter).

Støtt uavhengige nyheter!

Bli abonnent

Pluss-artikler blir åpnet 48 timer etter publisering. Artikler som er eldre enn to år er forbeholdt abonnenter.