Hans Rustad Jeg genså forleden noget ved et tilfælde Thomas Manns-Viscontis “Døden i Venedig“, den der med ét slag gjorde Adagiettoen fra Mahlers 5 symfoni berømt i 1971. Jeg blev hængende, som det sker. Det er stadig en flot film, men var er først da jeg læste Mann’s tynde bog, at historiens mere højtsvunge kulturelle temaer delvist gik op for […]
Bli abonnent eller logg inn – hvis du allerede er abonnent – for å lese denne artikkelen. Pluss-artikler blir frigitt 24 timer etter publisering. Artikler som er eldre enn to år er forbeholdt abonnenter.
