Debatten om islam handler ofte om islams stadig stærkere indflydelse i Vesten og på verdensplan. Vidnesbyrd herom er de enorme parallelsamfund især i Sverige, England og Frankrig – hvor der er opstået områder nærmest uden for jurisdiktion – samt de globale konflikter, som islamiske lande kaster sig ud i. Ja, islam har stadig blodige grænser, som Huntington skrev.

I denne debat står optimister over for pessimister. Pessimister vil sige, at netop islam har en stærk ethos, der gør, at mange muslimer ikke er modtagelige over for vestliggørelse, ja, endda konfrontatorisk vil modsætte sig den.

Optimister siger derimod, at det er helt naturligt, at der vil gå flere generationer, før muslimer er assimilerede i Vesten og ikke længere er overrepræsenterede i forhold til kriminalitet, manglende uddannelse, bedrageri, terrorvirksomhed og afhængighed af offentlig forsørgelse.

Om pessimisterne eller optimisterne har ret, afhænger af, om islam er levedygtig i en moderne verden. Lad os først se på optimisternes argument om, at islam er i forfald. De henviser her til det såkaldte arabiske forår: muslimer ønsker i virkeligheden at blive som os i Vesten og nyde demokrati, frihed, kapitalisme og menneskerettigheder (blot vil optimister sige, at disse værdier er universelle).

Andre optimister vil pege på forfaldstendenserne i muslimske lande. Det gælder også personer med muslimsk baggrund som bl.a. den tysk-egyptiske politolog Hamed Abdel-Samad. Han spår, at muslimske stater vil bukke under inden for de næste årtier; symptomerne herpå er den religiøst motiverede vold, islamiseringen af det offentlige rum, den ophidsede mobilisering og den neurotiske markering af islamiske symboler.

Han og andre opregner følgende forfaldstendenser:

Borgerkrigene i adskillige lande; udtørring af oliekilderne; miljøproblemer; et tilbagestående og indoktrinerende uddannelsessystem; et korrupt politisk system; overbefolkning; kulturelt forfald (der oversættes f.eks. ganske få udenlandske bøger til arabisk); stagnation siden storhedstiden mellem det 7. og 11. århundrede inden for videnskab, kunst og arkitektur; en førmoderne stammebevidsthed; manglende reformer; offertænkning og medfølgende konspirationsteorier og krænkelsessyge.

Ja, der er mange symptomer, der kunne vidne om et forfald. Så hvordan kan man overhovedet være pessimist og mene, at islam er i vækst og stadig vil udfordre Vesten og verden i fremtiden? Der henvises her især til demografi og værdier.

Ifølge undersøgelser fra PEW er den demografiske udvikling på muslimernes side. Der vil i fremtiden være mange flere muslimer og en stigning i antallet sammenlignet med andre folkeslag. I 2030 vil 26,4 procent af verdens samlede befolkning være muslimsk.

Men demografi siger ikke noget i sig selv om udfordringen. Det kommer jo an på, hvilke værdier muslimer tror på, om de genbekræfter den muslimske kultur. Her viser andre undersøgelser, at det gør mange i høj grad:

Store dele af befolkningerne i lande som Egypten, Jordan, Indonesien, Pakistan og Tyrkiet støtter ekstreme bevægelser som Hamas, Hizbolla og Al-Qaeda; de mener, at det er godt, at islam spiller en stor rolle i politik; de støtter fundamentalister frem for modernister og støtter kønsadskillelse på arbejdspladser; og de går ind for hårde straffe som stening, håndsafhugning og dødsstraf i forbindelse med utroskab og frafald fra den islamiske tro.

Ser man endelig på udviklingen i muslimske lande som Tyrkiet og Pakistan, kan man ifølge World Values Surveys konstatere en stigning i antallet (de senere år over 80 procent af befolkningen), der opfatter religion som en meget vigtig værdi i tilværelsen.

Er den muslimske civilisation i vækst eller forfald? Døm selv.

Opprinnelig som artikkel i Berlingske. Document takker Støvring for tillatelse til republisering.