I Norge er man opptatt av å renvaske Arne Treholt. Man skal ikke ha de største kunnskaper for å oppfatte at det handler om noe mer. Det er radikal generasjon som vil ha bekreftet seg selv før den går inn i aftenlandet.

Det er en maktdemonstrasjon å få mediene til å danse etter disse notene. Mange gjør det begeistret. I stor grad handler dette om kontroll over mediene. På Civitas frokostmøte om Øystein Sørensens bok Drømmen om det fullkomne samfunn, ble det snakket om AKP (m-l), og deres innflytelse. Formelt er partiet krympet inn til en sekt. Men kulturelt og politisk har innflytelsen fortsatt å vokse. Ikke minst ved at mange har avansert og bekler høye posisjoner innen mediene og kulturlivet.

Innflytelsen arter seg som et sett av forestillinger; forestillinger som gjør det vanskelig å se seg selv utenfra. Man har utviklet seg organisk fra maoist til demokrat. Går det an? Er maoismen forenlig med demokratiet? Nei. Men hvis disse menneskene ikke har tatt noe oppgjør, hvordan er da deres demokratiske sinnelag?

Man får en pekepinn om det nærmest hver eneste dag. Treholt-saken er en illustrasjon på hvor levende ambisjonene fortsatt er: om å dominere og sette dagsorden, og skrive historien. Treholt-oppslagene sier også noe om hvor langt inn disse forestillingene har trengt. Makten er på mange måter erobret innenfra. Motstandsløst. Olav Versto og Kåre Willoch snakker om den kalde krigen, vil minne om hvordan det var. De som krever Arne Treholt frifunnet, snakker om noe helt annet. De snakker om morgendagen. Om revansj.

Derfor har Treholt-saken perspektiver langt ut over seg selv.

I Norge har det i bare liten grad vært tatt et oppgjør med denne innflytelsen.

I Danmark har man gjort det. Derfor handler avstanden de nordiske land imellom om noe langt mer enn synet på muslimer og islam.

Det handler om ideologi- og maktkritikk, det de røde en gang eksellerte i.

En milepæl i Danmark var bøkene om Blekingegadebanden.

Nå tar en ny TV-dokumentar for seg de røde journalistenes kampanjejournalistikk.

Det liker en av nestorene på venstresiden, Jens Nauntofte, dårlig. Det er brudd på etikette å kritisere deres fortid. Det er umoralsk, et overgrep.

Første del av serien gikk i helgen, og Nauntofte vil klage programmet inn for den danske Pressens Faglige Utvalg:

I aftes sendte DR2 den første af tre udsendelser med titlen «Jagten på de røde lejesvende». Udsendelsen spørger, om Danmarks Radio var hjemsted for røde lejesvende med ekstremt venstreorienterede synspunkter i perioden 1968 til 1980.
Og allerede nu kommer de første klager fra de medvirkende.
Tidligere udenrigsreporter Jens Nauntofte, siger til B.T. at han føler sig manipuleret med,
»Jeg er blevet lokket til at medvirke i udsendelserne under falske forudsætninger uden med et ord at få at vide, at det handlede om røde lejesvende,« siger Jens Nauntofte til B.T.

Han har over for DR forlangt, at en speaker før eller efter udsendelsen præciserer, at han i programmet bliver udspurgt om forhold, der ligger før hans ansættelse i DR i 1977.
Jens Nauntofte har klaget til redaktionschef i DR Søren Mikael Rasmussen og sendt en kopi af klager til DR’s bestyrelsesformand, generaldirektør og lytternes- og seernes redaktør for at få en berigtigelse. Desuden overvejer han at klage til Pressenævnet.
»Jeg synes, at det er unfair at tage en DR-medarbejder gennem 30 år og kyle ham igennem en politisk salatslynge med en direkte falsk anklage om at være «stemplet som rød lejesvend». Havde jeg vidst det, så havde jeg ikke deltaget,« siger Jens Nauntofte til B.T.

Tilrettelægger af udsendelsen Jacob Rosenkrands siger til Journalisten.dk, at det er ideen med udsendelserne, at de ikke kun skal se på det, medarbejderne lavede, mens de var i DR.
»»Jagten på de Røde Lejesvende» er lige så meget et tidsportræt som en intern udredning. Vi kan ikke forstå 70’ernes journalister i DR, hvis vi ikke har med, at mange for eksempel var rundet af Vietnam-bevægelsen.«
Desuden har Jens Nauntofte ifølge Jacob Rosenkrands faktisk brugt sine oplevelser fra Vietnam-krigen i en DR-udsendelse.
»Han gør selv sin personlige historie til en sag for seerne på DR2 i udsendelsen «White Christmas» fra 2000, hvor han rejser tilbage til de steder, han rapporterede fra i dagene omkring Saigons fald. I udsendelsen fortæller han, at han havde ondt af vietnameserne, som nu skulle leve med det kommunistiske styre. Her spørger jeg blot: Hvorfor kaldte han det for Saigons «befrielse» tilbage i 1975, ligesom Nauntofte i sin egen bog citerer fra en avis, hvor han siger, at han godt kunne lide det nye styre. Jeg holder blot det, han siger i DR2-udsendelsen, op imod, hvad han sagde dengang,« siger Jacob Rosenkrands.

I udsendelsen blev der blandt andet vist billeder af Jens Nauntofte, som triumferer på toppen af en kampvogn. Tidligere souschef i B&U-afdelingen Per Schultz bliver spurgt om sin støtte til palæstinensiske PLFP, og Orienterings Ruth von Sperling bliver bedt om at forklare, hvorfor hun blev kaldt «Den Røde Grevinde».

Jacob Rosenkrands forstår ikke, at Jens Nauntofte føler sig ført bag lyset med sin rolle i udsendelsen. I en mail, som Journalisten er i besiddelse af, skrev han til Jens Nauntofte før udsendelsen, at seriens fokus er, «hvordan medarbejdere i datidens DR bedrev journalistik: Hvad brændte de for? Hvem solidariserede de sig med?»
I en anden mail skriver han:
‘Et par ord mere om det afsnit, som du optræder i. Afsnittet dækker perioden fra 68 til starten af 80’erne og dykker ned i de store debatter om ‘de røde lejesvende’ på TV-Avisen og rebellerne på Børne & Ungdomsafdelingen.’

På Mediawatch kalder tidligere generaldirektør Christian Nissen udsendelsen en nyklassiker. Om reaktionen fra de medvirkende siger han:
»Det må da være aftalt spil mellem Rosenkrands og dem, han har på grillspyddet, for den misfornøjede reaktion på det færdige program fra flere af de medvirkende er ganske som den, 70’ernes «ofre» efterfølgende gav til kende dengang, og lige så velbegrundet.«

Jacob Rosenkrands understreger, at han ikke med serien ønsker at fælde dom, men at skabe debat. Vendingen «De Røde lejesvende» refererer ikke til de medvirkende, men til en kulturkamp, som har bølget frem og tilbage siden 1968.
»Vi tager ikke stilling til, om de medvirkende er røde lejesvende. Det er mere en debat eller en skygge, som hviler over alle, der arbejder i DR. Jeg har selv oplevet at blive framet som rød uden at opfatte det som en fornærmelse. Det er et vilkår, når man arbejder i DR,« siger Jacob Rosenkrands.

I Danmarks Radio kan altså en av institusjonens egne journalister lage en serie om den politiske ubalansen. Ville det være mulig i NRK? Det er nok å tenke på Midtøsten-dekningen de siste tredve årene. Odd Karsten Tveits ros av Hamas er noen dager gammel. Sporene er helt ferske. Utviklingen har ikke gått i retning av mer balansert dekning. Snarere tvertimot: man har fulgt med på radikaliseringen blant palestinerne, slik at man nå er mer sympatisk til Hamas enn Fatah/PLO og PA. Det er faktisk en del som har lagt merke til dette i utlandet, men det er et ikke-tema i Norge.

Danske journalisten.dk skriver om serien, med avstand. Norske Journalisten blir redigert av en tidligere profilert ML’er, og det er kanskje ikke tilfeldig at det ikke finnes kritikk av den typen som danske kolleger går løs på.

Nauntofte klager over ‘Jagten på de røde lejesvende’