Av Kasper Støvring

I det seneste nummer af tidsskriftet Standart har jeg skrevet en artikel om forholdet mellem konservatisme, kunst og kultur, som jeg vil gengive nogle synspunkter fra på dette ydmyge sted.

Inden for de senere år har et bestemt konservativt historie- og litteratursyn nemlig vundet indpas i kulturlivet i bred forstand. Det indebærer et opgør med traditionsforkastelsen og ideen om den historiske nødvendighed: Troen på, at man kan udgrunde historiens logik og skabe fremtiden som et rationelt projekt.
I stedet tilbyder konservatismen en art besindelse på elementære og ahistoriske størrelser, der så igen giver sig tilkende i en slags mytisk historieforståelse, som især er blevet artikuleret i litteraturen. I det følgende jeg vil låne nogle begreber af idehistorikeren Hans-Jørgen Schanz og filosoffen Villy Sørensen til at beskrive sider af denne konservatisme.

Korrektiv til det moderne

Der eksisterer en lang konservativ tradition for at gøre op med de moderne historiefilosofiske drømme om historisk beherskelse.

Allerede den irske filosof Edmund Burke afviste i 1700-tallet Oplysningens idé om menneskets suverænitet og beherskelsestrang. Det indbefattede bl.a. et opgør med menneskets «historieskabende potens», med Hans-Jørgen Schanz’ ord. At historien ikke bare er noget, der foregår, men at mennesket skal skabe historie og være bevidst om det, mens det sker, er en eminent moderne ide og spidsformuleret hos Karl Marx.
Det moderne er ydermere karakteriseret ved en række forhold, som også problematiseres, korrigeres og i visse tilfælde afvises af forskellige tænkere og forfattere på konservativ grund. Et eksempel er Villy Sørensen, som jeg i min ph.d.-afhandling Træk af den kulturkonservative tænkning (2008) har nyfortolket som en konservativ tænker.

At han er modernitetskritisk gælder for det første i forholdet til naturbeherskelsen, der helt afvises; for det andet begrundelsen af almene individuelle rettigheder, der korrigeres med den kommunitaristiske tanke om den partikulære kulturs uskrevne normer som grundlag for det sociale fællesskab og det godes forrang (jf. bogen Oprør fra midten, 1978); for det tredje betoningen af individets autonomi og myndighed, der korrigeres med en antropologisk realisme; endelig er det moderne karakteriseret ved traditionsforkastelse eller i hvert fald traditionskritik, som Sørensen og mange andre konservative også problematiserer.

Mening og tradition

I det moderne har traditioner ikke længere nogen absolut autoritetsstatus, hvilket bl.a. ses i den modernistiske kunst fra midten af det nittende århundrede.
Her opstår et krav om, at kunsten skal være «absolut moderne», altså anti-traditionel og samfundskritisk, dvs. vendt mod overleverede dogmer og absolutte overbevisninger. Men, lyder den konservative indvending, kunsten er ikke i stand til at tilfredsstille menneskets dybere behov for mening, hvis den ikke overskrider det moderne og forholder sig til noget absolut eller i hvert fald det mytiske.

Den værdifulde kunst er i et vist omfang evig- og almengyldig og udtrykker noget essentielt i tilværelsen, et slags ontologisk dybdeniveau. Hos Sørensen er det forestillingen om den ubodelige splittelse, myten om «faldet», altså et ahistorisk eksistensvilkår, der determinerer erfaringens karakter, som det hedder i Digtere og dæmoner (1959).

Selvbesindelse

Hans-Jørgen Schanz har i forlængelse af opgøret med ideen om menneskets historieskabende potens talt om det, han med en konservativ vending kalder modernitetens og oplysningens selvbesindelse.
Med selvbesindelse menes, at den radikale civilisationskritik, der især prægede store dele af tænkningen i det tyvende århundrede, ikke har nogen tiltrækning: Det moderne er ikke alt eller entydig godt, tværtimod kan det moderne næppe fuldendes uden at ende i barbariet. De totalitære kommunistiske ideologier udfoldede netop en radikal traditionskritik.

Selvbesindelsen har altså at gøre med erkendelsen af, at den feberhede historiefilosofiske tænkning og utopisk-revolutionære aktivisme ender i et ideologisk tyranni, hvilket er en kritik, som i den konservative tradition – hos Burke, de Bonald, de Maistre og mange flere – går tilbage til Den Franske Revolution.
Efter Murens fald er der af gode grunde blæst nyt liv i denne type konservativ besindelse, selv om selvbesindelsens kultur også har mere vidtrækkende konsekvenser, som jeg ganske kort skal nævne her.

Den skyldes nemlig også erkendelsen af, for det første, at naturvidenskabens landvindinger betales med naturbeherskelse, med objektivering af den indre natur og med økologisk krise, og, for det andet, at videnskaben ikke rummer svar på metafysiske og livsfilosofiske spørgsmål.

Besindelsen ses ydermere på fire områder: I kunsten, der beskæftiger sig med det elementære og grundlæggende i tilværelsen; i kulturen, der åbner for traditionernes indsigter, også de religiøse; i politikken, der er pragmatisk og søger at bevare hævdvundne institutioner med historisk oparbejdede regler og former; og i filosofien, der beskæftiger sig med metafysik og eksistentialisme.

På dette sted vil det føre for vidt at skrive om samtlige områder, så jeg vil holde mig til filosofien og æstetikken.

Grænsebegrebets reaktualisering

Her forekommer det mig, at grænsebegrebet er blevet reaktualiseret, endda i form af en gammel kending i den konservative kulturkritik, nemlig rationalismekritikken.
Der er med andre ord grænser for rationalismen, for menneskets evne til at manipulere med og bemestre sine omgivelser og sig selv. Dette forhold er det, religionsfilosoffen K.E. Løgstrup tematiserer i sine fire bind Metafysik (1976-1984), og som Hans-Jørgen Schanz kalder «den metafysiske erfaring».

Det er erfaringen af, at der er elementære vilkår og forhold i det enkelte menneskes tilværelse, som ikke står til dets rådighed, ikke kan beherske, men som det tværtimod er båret og stemt af.

Det gælder på det område, Heidegger kalder eksistentialerne, og Løgstrup kalder «livet i sig selv». Men det gælder også i forhold til den kultur, som det enkelte menneske altid-allerede er indlejret i, den «horisont», det befinder sig inden for, hvis man skal bruge den canadiske kommunitarist og hermeneutiker Charles Taylors ord.

Som Schanz påpeger i bogen Selvfølgeligheder (1999), tilskriver vi således det moderne alt for meget; det bestemmes – af bl.a. Jürgen Habermas – som et endnu ufuldkomment projekt, og som sådan forstås det fejlagtigt som livets vilkår. «Men det moderne har ikke skabt sproget, bevidstheden, samvittigheden, erkendelsesevnen, kroppen, sansningen, glæden eller sorgen, fødslen eller døden.»

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk. Støvring har hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Konservatisme, kunst og kultur ble første gang publisert i Jyllands-Posten 29. mars 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.

Document er umåtelig takknemlig for å kunne publisere Støvrings artikler.