Hans Rustad Græsset er underligt højt for mig, som ligger med Næsen mod Jord. Bøjer jeg mig saa dybt som jeg kan, vokser min Verden sig stor. Under de grønlige Spidsbueporte standser jeg. Her vil jeg staa. Tør ej gaa vild i det lysende Mørke! Tør ej gaa vild mellem Straa! Inde i Straaenes dæmrende Haller er […]
Bli abonnent eller logg inn – hvis du allerede er abonnent – for å lese denne artikkelen. Pluss-artikler blir frigitt 24 timer etter publisering. Artikler som er eldre enn to år er forbeholdt abonnenter.
