Av Uwe Max Jensen

Den norske litteraturfestival i Lillehammer blev åbnet med lidt af et brag, da ytringsfrihedsaktivisten Shabana Rehman truede med at sætte ild til koranen for at understrege litteraturens magt.

«Denne bog (koranen, red.) har mere magt end nogen anden i vor tid. Hvis jeg brænder den…får den måske endda mere magt. Der burde være flere bogbål i dette land (Norge, red.), det burde der. Frygt ikke at bøger de bliver brændt, frygt at den ikke bliver brændt,» sagde Shabana Rehman, mens hun holdt en brændende tændstik under et medbragt eksemplar af koranen.

Den norske koran led imidlertid ingen overlast, da Shabana Rehman afsluttede sin optræden med at puste tændstikken ud.

De fleste af de 600 publikummer klappede Shabana Rehman af scenen, men blandt publikum var også forlæggeren William Nygaard. Han nøjedes med at ryste svagt på hovedet. Om Nygaards hovedrystning skal tolkes som et tegn på afstandtagen fra Shabana Rehmans optræden, eller forlæggeren blot opfattede Rehman som unødigt dumdristig, vides ikke.

William Nygaard har nemlig selv stiftet bekendtskab med den islamiske fundamentalisme på nærmeste hold. I april 1989 udgav han som forlagschef for norske Aschehoug Salman Rushdies roman «De sataniske vers». Udgivelsen førte til trusler mod Nygaard og oversætteren Kari Risvik. Begge var i en periode under intens politibeskyttelse.

I 1993 blev William Nygaard imidlertid skudt tre gange i ryggen udenfor sit hjem i Oslo. Han var dermed tæt på at lide samme skæbne som den japanske oversætter af «De sataniske vers», der blev knivdræbt 11. juli 1991. Samme år blev den italienske oversætter af bogen også udsat for et knivattentat. Han blev svært såret, men overlevede.

Attentatet mod William Nygaard er uopklaret, men flere – heriblandt Nygaard selv – mener, at det bunder i udgivelsen af «De sataniske vers».

Shabana Rehmans sammenkobling af religiøse bøger og ild bliver særlig interessant i en dansk sammenhæng. I perioden 23. februar til 19. april 2008 opførte Nørrebro Teater forestillingen «Biblen». En forestilling, der satte passager fra bibelen i scene tilsat stand up og rapmusik. I marts overværede jeg forestillingen. Jeg ligger nok aldersmæssigt udenfor målgruppen (jeg er 35) og følte mig kun lejlighedsvist underholdt. Desuden står det soleklart, at forestillingen fokuserer ret ensidigt på en straffende gammeltestamentlig gud, mens teaterdirektør Jonathan Spang næppe har fattet ret meget af det radikale kærlighedsbudskab, som Jesus præsenterer i ny testamente. I hvert fald er dette budskab næsten fraværende i «Biblen».

Men det er andre interessante ting i forbindelse med forestillingen, der knytter an til Shabana Rehmans optræden i Lillehammer. Til forestillingens plakat valgte Nørrebro Teater et foto, hvor skuespilleren Rune Klan omgivet af sine kolleger sidder med en brændende bibel i hænderne. Dette foto var også tilgængeligt på postkort og som pressefoto, mens «Biblen» spillede på Nørrebro Teater.

Som en del af forestillingen – der i flere passager arbejder med direkte henvendelse til publikum – fortæller Rune Klan, hvordan fotoet er blevet til. Rune Klan fortæller, at han i flere omgange har sat ild til bibelen og herefter slukket ilden ved at klappe bogen i. På et tidspunkt havde ilden imidlertid fået så godt fat, at den metode ifølge Rune Klan ikke længere virkede, og han var derfor nødt til at spytte på bibelen for at få ilden til at gå ud.

Rune Klans fortælling om tilblivelsen af Nørrebro Teaters plakat med en brændende bibel sætter naturligvis Shabana Rehmans optræden i yderligere relief. Man stikker rask væk ild til bibelen og slukker ilden ved at spytte på bogen – endda i et kommercielt øjemed – mens alene tanken om at brænde koranen af offentligt er kontroversiel, og af nogle mødes med hovedrysten og afstandtagen.

Historien om «Biblen» på Nørrebro Teater kunne slutte her. Men det gør den ikke. Under den opførelse af stykket, som jeg overværede i marts, var der nemlig flere iøjnespringende momenter.

I flere omgange henvendte Rune Klan sig til publikum. En af de publikummer, som Rune Klan fik i tale, hed Allan. Det fik Rune Klan i flere omgange til Allah. Nu skal man ikke koge for meget suppe på den pind, da de to navne jo ligger tæt på hinanden. Det er kun h’et i enden, der adskiller Allah fra Allan. Men Rune Klans gentagne fortalelse synes at understrege den gamle freudianske sandhed:

Det fortrængte vender tilbage i forvrænget form.

«Biblen» var nemlig – udover Rune Klans sproglige smutter – kemisk renset for henvisninger til islam. Til trods for at islam er Danmarks foreløbig næststørste religion og har teologisk del i Mosebøgerne og det ny testamente.

I stedet valgte Nørrebro Teater at fokusere på – i en dansk sammenhæng – så inferiøre religioner som buddhisme og asatro. I en scene sidder Jesus spillet af Jonathan Spang sammen med Buddha og Odin. Det virker unægteligt påfaldende, at islams profet Muhammed er fraværende fra scenen, da han spiller en noget større rolle i den danske religiøse offentlighed end både Buddha og Odin tilsammen.

Scenen understreger, at kulturlivet – ikke bare på Nørrebro Teater, men i vesten generelt – efterhånden opererer med en agenda, der må betegnes som æstetisk apartheid. Mens kristendommen og andre religioner vedvarende kommer under mere eller mindre kærlig behandling, er islam fraværende (som andet end skandale) i det offentlige kulturelle rum.

Man kan tolke denne æstetiske apartheid som en kærkommen respekt for et religiøst europæisk mindretal. Et synspunkt som Politiken og proselytter i en dansk sammenhæng har gjort sig til talsmænd for. Denne æstetiske apartheid forklædt som respekt rummer imidlertid også i sig sin egen modsætning, da den i sig selv er en særlig subtil form for diskrimination og ekskludering fra den offentlige samtale.

Artikkelen er skrevet av journalist og symbolforsker Uwe Max Jensen, og er innsendt til document av forfatteren.