Hans Rustad Solen går ned, en øjeblikkelig smerte flænser min far. Jeg sætter mig hos ham, tager hans hånd, kendt og ukendt – har ikke holdt den sådan før. Hans øjne flakker rundt i rummet, han spørger til bøger i min reol: Ekelöf, Ekman, Eliot, ser ud på aftenlyset i maj, kommenterer skyerne. De krakelerer på en […]
Bli abonnent eller logg inn – hvis du allerede er abonnent – for å lese denne artikkelen. Pluss-artikler blir frigitt 24 timer etter publisering. Artikler som er eldre enn to år er forbeholdt abonnenter.
